Der er mange ældre mennesker, som har behov for omsorg og pleje, når de er tæt på at være mæt af dage og ikke længere kan klare sig selv i egen bolig, men må henvises til et af de lokale plejecentre.
Alle disse aldersmærkede, syge og demente mennesker har engang været med til at bygge dette samfund op til det, vi kender i dag, og de fortjener vores største respekt og de kærligste og varmeste hænder på deres sidste rejse her i livet.
Måtte alle mennesker, som arbejder i ældresektoren, forstå at tyde den ressource, som hvert enkelt menneske på plejecenteret hver i sig selv rummede, dengang de tjente vores samfund, så plejepersonalet ikke fokuserer på overfyldte bleer og tunge løft, som travlhed har hindret dem i at skifte i tide, og glædes over, hvad de gamle i deres velmagtsdage hver især kunne udrette til gavn for samfundet.
Når det kommer til plejecentre for handicappede, så tænk på, at nogle har haft et virksomt liv, inden de blev ramt af deres handicap, og har haft mulighed for at yde deres til gavn for fællesskabet den tid, de havde færdighederne dertil, og dem, som er ramt af handicap fra fødslen eller tidlig barndom, dem må vi aldrig gøre forskel på endsige se ned på!
En gang blev jeg præsenteret for to ordsprog, som lød:
”Spørg: Hvad kan jeg gøre, for at tjene mit samfund og land?”, ”Spørg ikke: Hvad kan samfundet gøre for mig, for at jeg kan have det godt?”.
Det er det enkelte menneskes livsindstilling til sit liv, arbejde, familiesituation og så videre, der afgør, hvilket udkom der kommer af den enkeltes indsats i livet.
Hvis vi har medmenneskelig respekt for hinanden, uanset den enkeltes formåen, og ærer vores skaber for den, vi hver især er, så vinder vi i sidste ende velsignelse.
Det handler om empati, evnen til at tyde behovet hos den mest demente og gribe meningen ud af det umiddelbare vrøvl, som kommer ud af den dementes mund, og gennem læsning af mimik, kropssprog med videre at fange behovssignalerne fra ham/hende.
Gid, der var flere mennesker, der kendte til ”girafsprog”, og som evnede at praktisere det, i modsætning til alle de glubske ulve, der kræver og kræver uden skelen til andres behov.
Jeg håber, at dette indlæg kan bringe et frisk pust ind i debatten omkring behandling af de ældre på plejecentrene.
Desværre kan medfølelse og empati ikke læres, hvis ikke det er givet én fra barndommen, derfor er det så vigtigt, at vi får genoprettet vores samfund, så alle børn, der vokser op, får disse basale gaver fra deres forældre, så de har dem med sig videre i livet.
Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi presser og udnytter hinanden i effektivitetens navn, det har en uhyre høj pris.
Hans Pauli Sundstein er blind.
Måtte alle mennesker, som arbejder i ældresektoren, forstå at tyde den ressource, som hvert enkelt menneske på plejecenteret hver i sig selv rummede, dengang de tjente vores samfund.