ET AF DE PROBLEMER, den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør tage fat på, er tilstanden på landets sprogcentre. De rummer nemlig et uudnyttet potentiale for integration – desværre er de hårdt pressede økonomisk.
De forværrede vilkår på sprogcentrene skyldes særlig to tiltag, der blev sat i værk under den foregående regering: egenbetaling for selvforsørgende kursister og lavere modultakster (det vil sige det beløb, kommunen udbetaler til sprogcenteret, når en kursist består en modultest).
En indvending mod kritikken af egenbetaling går på, at de pågældende kursister netop er selvforsørgende og derfor i stand til at betale for undervisning. Det er der givetvis nogle, der er. Men hvad med de innovative studerende med de gode idéer, som fravælger danskundervisning (og efter endt uddannelse fravælger Danmark), fordi det koster 12.000 kroner at tage en danskuddannelse? Dem bør vi investere i, for i mange virksomheder skal man kunne tale dansk for at komme i betragtning til et job. Her et års tid efter egenbetalingen trådte i kraft, er antallet af kursister på sprogcentrene faldet med omkring 10.000 på landsplan.
Egenbetalingen gælder ikke for kursister med flygtningestatus. Men for dem er det vigtigt, at sprogcenteret er et attraktivt sted, der kan udfordre de parallelsamfund, der har tendens til at opstå i nogle områder. På sprogcenteret møder man danske undervisere, frivillige og samarbejdspartnere fra lokalsamfundet samt kursister fra alverdens lande og kulturer.
Mange flygtninge har dårlige forudsætninger for at lære dansk, blandt andet fordi de har begrænset kendskab til det latinske alfabet. Dertil kommer, at mange har det dårligt psykisk eller er traumatiserede. Disse mennesker skal ikke presses igennem en danskuddannelse på kortest mulig tid, fordi sprogcentrene mangler penge.
Det tager lang tid at lære dansk, og kursisterne har vidt forskellige baggrunde og ønsker til undervisningens udbytte. Derfor er det nødvendigt at arbejde med forskellige emner og tilgange, hvis kursisterne skal klædes på til at indgå i samfundet. Men når økonomien er presset, er vi lærere tvunget til at gå på kompromis med den brede undervisning, der giver kendskab til traditioner og kultur. I stedet må vi fokusere på modultests, der er forældede og virkelighedsfjerne. Det er dem, der får de økonomiske hjul til at dreje. Regnestykket er simpelt: Færre kursister og lavere modultakster kræver flere beståede tests.
Vores opgave som undervisere er at hjælpe kursisterne til at leve op til de krav og forventninger, vi med rimelighed skal stille til dem: at indgå i samfundet og forsørge sig selv så vidt muligt og så hurtigt som muligt. Men det skal ske på en måde og i et tempo, der er fair. Danskuddannelsen bør desuden heller ikke afbrydes, så snart det første, det bedste job, der giver mulighed for selvforsørgelse, tilbyder sig. Mange af disse jobs vil være kortsigtede løsninger, for kollegerne vil overvejende være andre udlændinge, der heller ikke taler meget dansk.
På det storkøbenhavnske sprogcenter, hvor jeg er ansat, har den pressede økonomiske situation, som de nævnte tiltag er skyld i, medført fyringer, dårligere undervisning, sygemeldinger på grund af stress og utilfredshed blandt kursisterne. Den negative udvikling på sprogcentrene bør vendes nu, for de kan tages seriøst som en institution, der fremmer integrationen. Mødet med samfundet bør ske med sprogcenteret som en tryghedsskabende medspiller.
Jens Hansen er underviser i dansk som andetsprog.