Forfatter: At kunne erindre er ikke nødvendigvis positivt

I min opfattelse kan det både være positivt og det modsatte for senere liv og udvikling ”at kunne erindre”, skriver forfatter Tapio Juhl

Erindringer – både gode og dårlige – kan (måske snarere vil?) udgøre ”sømærker” for ens videre sejlads, skriver forfatter Tapio Juhl.
Erindringer – både gode og dårlige – kan (måske snarere vil?) udgøre ”sømærker” for ens videre sejlads, skriver forfatter Tapio Juhl. Foto: Leif Tuxen.

TAK TIL Kristeligt Dagblad for en meget grundig artikel den 4. oktober med overskriften: ”Hvorfor husker nogle barndomsminder tydeligere end andre?”.

Jeg angler slet ikke efter en førstepræmie for at kunne huske længst tilbage.

Den 17. maj 1943 afrejste jeg fra Vyborg i Karelen sammen med min fire år ældre bror som to af de 3764 finske krigsbørn, der kom til Danmark. Der var oprettet tre modtagestationer, der hver var parate til at modtage 1000 børn om dagen. 37.000 danske familier havde meldt sig som plejeforældre.

Samme dag blev flygtningetoget mod den svenske grænse og med Røde Kors-mærket på tagene angrebet af russiske flyvere. Toget kom i brand, og for at toget ikke skulle være et let mål for piloterne, kørte toget fortsat ganske stille, medens finske lotter smed børnene ud af vinduer og døre.

MIN ERINDRING: Jeg lå mellem to jernbanespor et par hundrede meter bag toget; der var larm, brand og skrig. Der var en tæt skov til begge sider. Jeg så det alt sammen foran mig. Min bror var der ikke. Jeg erindrer (efterhånden) også togenes indretning; der var etableret hylder som sengepladser. Der herskede et tusmørke. Kun svage, små lamper mod loftet.

Jeg er født den 23. marts 1941.

At det blev en erindring, er lidt af et tilfælde. For nogle år siden var jeg ved et selskab sammen med min svigerinde, min finske brors hustru. Samtaleemnet mellem os var ”drømme” og navnlig drømme som stod meget klare for os. Og så fortalte jeg om min mest stærke ”drøm”, historien om toget. Da jeg var færdig, sagde min svigerinde:

”Det er rigtigt nok; det var dengang du og din bror rejste fra Finland, da blev toget angrebet af russiske flyvere.”

I min opfattelse kan det både være positivt og det modsatte for senere liv og udvikling ”at kunne erindre”. Erindringer – både gode og dårlige – kan (måske snarere vil?) udgøre ”sømærker” for ens videre sejlads. Og endelig spørgsmålet om det gode liv?

Også det bør Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tænke på som ”børnenes statsminister”.

Tapio Juhl er forfatter, billedkunstner og foredragsholder.