Hvad er et samfund uden en fælles retning?

Første skridt er at ændre gamle vaner, så vi ikke køber nye mobiler, fladskærme og biler i ét væk. Vi ved, at vi skal til at rejse mindre med fly, da flytrafik er en kæmpe klimasynder, og hvad holder os egentlig fra at tage toget eller en delebil?, spørger Niels Christiansen

Det er på tide, at vi går sammen for at skabe bedre forhold for os alle – og for kloden, mener folkeskolelærer og folketingskandidat Niels Christiansen (AL). Første skridt er at ændre gamle vaner. Vi ved, at vi skal til at rejse mindre med fly, da flytrafik er en kæmpe klimasynder, og hvad holder os egentlig fra at tage toget eller en delebil? –
Det er på tide, at vi går sammen for at skabe bedre forhold for os alle – og for kloden, mener folkeskolelærer og folketingskandidat Niels Christiansen (AL). Første skridt er at ændre gamle vaner. Vi ved, at vi skal til at rejse mindre med fly, da flytrafik er en kæmpe klimasynder, og hvad holder os egentlig fra at tage toget eller en delebil? – . Foto: Leif Tuxen.

DET ER EFTERHÅNDEN blevet en farce at betragte samfundsklassernes individuelle kamp om en bid af samfundskagen i stedet for at gå sammen om bedre forhold for alle – inklusive vores klode. Hvor blev holismen og fællesskabet af?

Senest har vi været vidner til OK18-forhandlingerne, hvor fagforeningerne som bekendt indgik en musketered, men samtidig var der også forskellige udmeldinger i forhold til, hvor solidariske de enkelte fagforbund var, når det gjaldt eksempelvis lærernes arbejdstidsaftale. Udfaldet blev nedsættelsen af en kommission, der skal se på lærernes arbejdstidsaftale.

SAMME GRÆNSER for solidaritet ser vi flere steder i samfundet, hvor forskellene mellem top og bund i dén grad bliver mere og mere synlige. Ser man på formuefordelingen, så ejede de rigeste 10 procent i Danmark i 2017 omtrent 76 procent af den samlede formue. Samtidig scorer direktører kæmpe gyldne håndtryk – også når de ikke leverer gode resultater – samt får kæmpe store bonusser, ligesom vi har set det med Ambus administrerende direktør, der scorede over en halv milliard kroner. Hvem har brug for så mange penge?

Samtidig får folk på bunden af samfundet efter salamimetoden taget deres privilegier og understøttelse bid for bid. Hertil skulle man tro, at en solidarisk middelklasse ville råbe vagt i gevær, men her har man i stedet travlt med at brokke sig over ulve – der jo som bekendt beriger en i forvejen trængt biodiversitet – eller lave underskriftindsamlinger imod opsætning af vindmøller, hvilket for syge og handicappede kan synes som privilegieblindhed.

HER ER MIT MÅL IKKE at negligere hverken skambidning af får, eller irritationen over udsigten til en vindmølle, der måske larmer, mere end man gider at høre på. Vi er bare nødt til at have en ordentlig prioritering, når vi skal finde ud af, hvilken rækkefølge samfundets problemer skal løses i. De to største kriser, vi som samfund står over for, er henholdsvis den stigende ulighed og miljø- og klimaproblemerne.

Det er de to mest fundamentale problemer, vi har, med de mest fatale konsekvenser, hvis ikke vi tager dem alvorligt. Når vi så skal blive enige om løsninger, hjælper det ikke, at politikere laver pseudoløsninger, der i nogle situationer er ren ideologi sminket som noget andet.

Eksempelvis er det ikke konstruktivt at foregøgle, at en reduktion i antallet af almene boliger vil føre til mindre kriminalitet i udsatte boligområder, hvis målet i virkeligheden blot er at føre et ideologisk korstog mod almene boliger. Det er heller ikke konstruktivt at foregøgle, at beskæftigelsen øges ved at sænke dimittenddagpengesatsen til kontanthjælpsniveau, hvis målet i virkeligheden er at fjerne de unges incitament til at melde sig ind i en fagforening.

Det er heller ikke konstruktivt at foregøgle, at grundvandet ikke lider under landbrugets sprøjtning af markerne, hvis målet i virkeligheden er at udskrive en blankocheck til konventionelle landmænd. Her vil jeg ikke lyde forudindtaget eller pege fingre, men jeg frygter, at politikerne kun i liden grad formår at styre os i en konstruktiv og bæredygtig retning og i stedet fører ideologisk symbolpolitik.

Når vi taler om, hvad der er bedst for os alle sammen, skal vi jo blandt andet spørge os selv: Kan målet om mere og livslang læring gå hånd i hånd med et uddannelsesloft? Kan målet om at nedbringe fattigdommen gå hånd i hånd med et kontanthjælpsloft? Kan målet om bedre integration gå hånd i hånd med forbud mod kulturelle beklædningsgenstande? Det er blot nogle af de grundlæggende spørgsmål, vi må stille os selv. Jeg siger ikke, at jeg har svarene.

FOR AT LØSE NOGET SOM HELST er vi nødt til at være bare nogenlunde i sync med hinanden og med virkeligheden. Vi kan ikke opretholde status quo og bare fortsætte derudaf. Samfundet står over for massive forandringer, og vi må i gang med at tage stilling til, hvordan vi bedst navigerer i den nye verden, uden at folk stiller sig sure over for forandringerne.

Hvordan kan vi forbruge mindre og genanvende mere? Hvordan sikrer vi en mere ligelig fordeling af klodens knappe ressourcer? Hvordan sikrer vi, at vores børn og unge er bedst muligt klædt på til fremtidens arbejdsmarked, hvor vi måske mister op mod 50 procent af alle kendte stillinger til blandt andet robotter og smart software?

Første skridt er at ændre gamle vaner, så vi ikke køber nye mobiler, fladskærme og biler i ét væk. Vi ved, at vi skal til at rejse mindre med fly, da flytrafik er en kæmpe klimasynder, og hvad holder os egentlig fra at tage toget eller en delebil?

Vi ved, at vi skal spise mindre kød i fremtiden og især skære ned på forbruget af oksekød, men hvordan får vi alle til at revidere deres madvaner, og kan insekter gå hen og blive en større del af fremtidens køkken? Alt dette forudsætter, at vi har nogle mål og værdier, vi kan være fælles om på tværs af eksempelvis ideologiske skel.

Spørgsmålet er måske også, om ikke ideologier er uinteressante i den fremtid, vi er på vej ind i. Nogle hårdføre narrativer skal også ændres grundlæggende såsom narrativet om, at et øget arbejdsudbud skaber øget beskæftigelse, eller at udlicitering af offentlige ydelser skaber bedre og billigere offentlig service.

Erfaringerne siger jo sådan set noget andet. Alle disse udfordringer skal altså adresseres i fællesskab, så det ikke ender i anarki, hvor nogle få heldige formår at øge deres egen velstand ud over det rimelige, mens de mange hægtes helt af. Det sidste kan også meget let resultere i ekstreme holdninger, som vi har set det før.

Fremtidens generationer vil dømme os for, hvad vi gør her og nu, og som USA’s daværende præsidente Barack Obama sagde om klimaudfordringen: ”Vi er den første generation, der mærker klimaforandringerne, og den sidste generation, som kan gøre noget ved det.” Bemærk her ordet ”vi”.

Niels Christiansen er uddannet folkeskolelærer, folketingskandidat for Alternativet i Østjylland.