Når man ser Youtube-personligheder, hvad enten det er Fie Laursen eller Rasmus Paludan, tale dunder om andre mennesker, religioner eller grupper, sker det med hundredtusinde af tilskuere. Det er svært at trække på skuldrene over dundertalen, når hele verden kigger med – og det bliver stadigt sværere at kende forskel på humor og alvor på internettet, og børn og unge kopierer de voksne, de ser og møder, særligt dem, der har rampelyset og opmærksomheden – influencerne.
Den leg, der startede som dum telefonfis, har med internettets komme og stadigt voksende virtuelle publikummer udviklet sig til en udfordring for demokratiet og den frie tale. Trolling er enten uskyldige drillerier eller en demokratisk underløbning af den åbne debat.
Vi er vokset op i forskellige kapitler af den førdigitale tidsalder, med henholdsvis overgangen fra sort-hvid til farve og skiftet fra hylende opkaldsmodem til stiltiende ISDN-forbindelse som omdrejningspunkter i ungdommer, som begge var kendetegnet ved, at tekonologien pludselig bragte andre mennesker endnu tættere på.
Jon: En af mine yndlingsbeskæftigelser dengang var at lave telefonfis. Sammen med min bedste ven Thomas fandt vi på sjove historier, som vi prøvede at få folk til at hoppe på.
Vi var ret kreative, og efter et stykke tid fandt vi ud af, at vi bedst kunne få folk til at hoppe på vores historier ved at blande et lille element af virkelighed ind i fortællingen.
Som dengang vi ringede til en af vores lærere, der var erklæret ikke-ryger og havde stiftet en forening mod røg og alkohol.
Vi udgav os for at være bartenderen fra det lokale værtshus og var meget insisterede, da vi med påtaget dybe stemmer sagde, at hun havde glemt sine smøger aftenen før – efter at have drukket en masse øl. Vi syntes, det var helt utroligt morsomt, da hun nærmest eksploderede og råbte, at det i hvert fald ikke var hende.
Gik vi over stregen? Sikkert – men vi havde det sjovt, og det var noget, der gav respekt, når vi fortalte det videre i skolen dagen efter.
Vi snakkede tit om, at det kunne have været sjovt, hvis vi havde ringet til den lokale bar og udgivet os for at være vores lærer. Men det blev aldrig til noget. Havde vi gjort det, havde vi lavet ”telefonfis-trolling”, hvor vi helt bevidst havde sat en heftig diskussion i gang – bare for at lave sjov.
Christian: Jeg voksede op med computerspilskampe mod fremmede mennesker over 1990’ernes lidet ambitiøse internetforbindelser. Her fandt jeg hurtigt ud af, at hvis man var ved at tabe kampen i ”Command & Conquer”, ”Starcraft” eller ”Warcraft”, så kunne et par nedladende kommentarer om modstanderens evner, nationalitet eller klassikeren – hans mor – lynhurtigt få ham til at miste besindelsen og overblikket i kampen.
Der gik sport i at være så kreativ som muligt, og historierne fra den digitale slagmark blev hurtigt til de erobringer, der kunne deles næste dag i skoleklassen. Jo grovere en tilsvining man kunne slippe af sted med, desto bedre blev his-torien. Det handlede kun sporadisk om at vinde kampene, men meget mere om mennesket, man fik hylet ud af den.
Både Jon og Christian ”trollede”; vi fremprovokerede bevidst en voldsom reaktion, fordi der er en ungdomsdum underholdning i at se mennesker tabe besindelsen, krydret med et gran sejrsfølelse og magt, når man nu havde været så meget klogere end et andet menneske, at man havde kunnet snyde dem...
Sådan føltes det i hvert fald i ungdommens virvar af hormoner, selvforståelse og biologisk betinget idioti. Siden er der vokset en anden side ud af oldtidens trolling, hvor de retoriske angreb bliver våben i en politisk og demokratisk debat. Personrettede tilsvininger, falske nyheder og mere fra samme skuffe fylder i den offentlige debat.
En trold bruger støj eller argumentatoriske stråmænd til at underdreje eller ødelægge en debat. Det primære formål er ikke at argumentere for et bestemt synspunkt, men snarere at få så mange som muligt til at hidse sig op og glemme den oprindelige snak. Det handler om at stjæle opmærksomheden fra den oprindelige diskussion eller debat – og jo flere man kan få til at bide på krogen, desto bedre.
Trolling har bevæget sig fra at være en relativt harmløs drengestreg til et anti-demokratisk våben, som lever i bedste velgående på de nye vidtrækkende sociale medier.
Når Rasmus Paludan fremturer med fascistiske vendinger og slagord om en raceren nation eller religioners påduttede seksualitet, sker det under dække af, at han er politiker. Han taler (råber) ind i et politisk landskab og skubber til den daglige demokratiske debat – men gør det i en anden arena end landets andre politikere.
Folketingssalen er byttet ud med Youtube, og de politiske analytikere er byttet ud med Youtubes kernepublikum – børn og unge.
Rasmus Paludan balancerer på den hårfine grænse mellem underholdende idioti og rå hadtale. Børn og unge følger ham med en ironisk distance, fordi han er latterlig, taler sjovt eller har noget spøjst tøj på. Han behandles ofte af seerne som en forlængelse af den idiotparade, nogle sociale medier er blevet fjernsyn for – meget få tager ham seriøst. Men nogen gør...
Hvis de voksne er grænseoverskridende og ekskluderende i deres retorik, så kopierer børnene det og rykker på den måde ved grænserne i børne-ungeland, specielt i det digitale univers. Så hvis vi skal tage aktivt fat om problemet, skal vi lære vores unge at reflektere over tonen på nettet – og ikke kun deres egen, men også en hos de voksne omkring dem. Her kan vi starte med at stille det spørgsmål, som Red Barnet gør i ”Fri for mobberi”, og Center for Digital Pædagogik gør til oplæg og foredrag hos daginstitutioner og skoleklasser: ”Er det drilleri for alvor, eller er det drilleri for sjov?”. Og så skal vi voksne lære dem at kende forskel og vise dem, hvordan man balancerer på knivsægget mellem moderne telefonfis og racistisk hatespeech.
Jon K. Lange er seniorrådgiver i Red Barnet, og Christian Mogensen er foredragsholder hos Center for Digital Pædagogik. De er begge eksperter i børns og unges digitale liv.