OMFANGET AF de katastrofale skovbrande, som vi har været vidner til hen over sommeren – hvoraf der med sikkerhed vil komme flere – har med ét slag gjort klimakrisen nærværende.
Den er ikke længere et abstrakt fænomen, som nogle dommedagsprofeter har opfundet for at sikre sig ekstra bevillinger. Det er nu blevet øjensynligt for enhver, der vil se, at klimaforandringer overordnet set har (jeg skriver med vilje ikke ”kan have”) katastrofale konsekvenser. Skovbrandene er toppen af den ”brændende platform”, som kloden befinder sig på. Klimaforandringer trækker en stribe miljøbelastninger med sig. Her har tørke og vandmangel katastrofale konsekvenser navnlig i de fattige landbrugssamfund omkring ækvator. Mennesker og dyr lider, når de bliver tvunget til at drikke det forurenede flodvand, samtidig med at afgrøderne visner. En uigendrivelig virkelighed, som Bjørn Lomborg for blot 20 år siden i ”Verdens sande tilstand” afviste som ren forskerspin og opfordrede læseren til blot at læne sig tilbage og nyde det bedre vejr.
Den i ordets egentligste forstand brændende platform er netop opstået, fordi advarslerne om den globale opvarmning og dens konsekvenser ikke blev – og stadig ikke bliver – taget tilstrækkeligt alvorligt af verdens ledere. Jo, der er indgået en Paris-aftale om reduktion af CO2-udledningen. Men selv på papiret er den ikke tilstrækkelig til at få nulstillet CO2-udledningen i tide. Problemerne med Paris-aftalen er mange: for det første, at den er ”frivillig”, hvilket fik Donald Trump til at trække USA ud af aftalen. For det andet, at selv de lande, der fortsat på papiret har forpligtet sig, mangler at gå hele vejen – og starten lover ikke for godt. I 2017 steg udledningen med to procent globalt og nåede et nyt toppunkt. Det indebærer, at den hastighed, hvormed den globale opvarmning finder sted, stadig accelererer. Denne sammenhæng er vigtig at forstå – at alene en uændret udledning af CO2 betyder, at ”dynen over Jorden” vokser med en konstant hastighed og hermed også opvarmningen (populært sagt). Først når CO2-udledningen er nulstillet, holder dynen op med at vokse. Så derfor først, når dynen er holdt op med at vokse, vil temperaturen med en betydelig forsinkelse ophøre med at stige. En sådan nulstilling er ikke indeholdt i Paris-aftalen, og derfor er den utilstrækkelig.
Alt, hvad jeg har skrevet indtil nu, er stort set anerkendt af alle, der arbejder med denne problemstilling, og kommer til udtryk i FN’s klimapanels (IPCC) årlige beretninger. Der, hvor der stadig mangler viden, er dels med hvilken hast forøgelsen af CO2-koncentrationen omsættes i temperaturstigning, dels hvilken indvirkning denne temperaturstigning har på klimaet. Idet vi her ikke blot taler om den globale opvarmning, men også om en række mulige afledte virkninger, der blandt andet kan ændre havstrømmene og derved skabe mere fundamentale klimaforandringer. Omvendt vil den stigende temperatur dog kunne gøre tidligere stort set ubeboelige egne som for eksempel Sibirien langt mere tilgængeligt ikke mindst til dyrkning af landbrug.
Det spørgsmål, jeg som almindelig samfundsborger stiller mig selv, er derfor, hvorfor der ikke fra politisk hold, nationalt og internationalt, stilles mere skarpt på denne for hele menneskeheden så afgørende problemstilling. Ofte siger man, at ingen kender fremtiden, men den brændende platform er en undtagelse. Vi ved, den vil komme – ligesom der vil komme flere skovbrande. Vi ved bare ikke, hvornår – og til en vis grad hvor – de vil komme. Men – og det er vel en del af forklaringen – beslutningstagerne (og deres vælgere) er så rige, at de kan betale sig fra og forebygge de fleste konsekvenser, for de bor i passende afstand fra ækvator og fra de udsatte slumkvarterer. Først med skovbrandene er disse katastrofer rykket nærmere som et varsel om også deres børns og børnebørns klimatiske vilkår. Det burde være et wakeupcall for beslutningstagerne om ikke fortsat at ”læne sig tilbage – og forholde sig afventende”.
Et andet argument, der ligeledes på demagogisk vis er blevet fremført, er, at ”vi har ikke råd til at føre den nødvendige klimapolitik”, at ”det vil gå ud over velstanden her og nu”. Dette argument har blandt andet Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte vismænd, heldigvis gennemhullet i deres ”Miljørapport 2016”. Her fastslås det, at udgiften for det danske samfund ved at gennemføre en overgang til fossilfri energiforsyning senest i 2050 kun vil udgøre en halv procent af bruttonationalproduktet. Og denne omstilling kan – ifølge vismændenes beregning – gennemføres, samtidig med at nationalproduktet antages at kunne stige med 70 procent i den selvsamme periode. I runde tal regner vismændene med, at bnp vokser med 1400 milliarder kroner – af denne stigning skal cirka 20 milliarder kroner benyttes til udgiften til vedvarende energi. Det skulle der vel være råd til?
Hertil kommer, at fossilfri energi giver væsentligt større forsyningssikkerhed. Den vil være uafhængig af Putins naturgas og Saudi-Arabiens olie, samtidig med at produktion af vedvarende energi giver mange danske arbejdspladser. Og som påpeget af Klimarådet bliver omstillingen ydermere billigere, jo før den kommer i gang, hvis altså slutdatoen 2050 skal tages alvorligt.
Danmark har således både den nødvendige teknologi og så rigeligt råd til at stille om, men som det ofte påpeges, så udgør den danske CO2-udledning mindre end én procent af verdens samlede udledning. Så hvad skal det nytte? Det skal det i allerhøjeste grad – som et foregangsland, for det er jo den vej, alle lande skal gå. Vi er i samme båd. Danmark kunne spille en langt større rolle i europæisk politik – omstillingen af fossile kraftværker navnlig i Østeuropa må være en opgave for det europæiske fællesskab, som Danmark kunne forestå, og som alle EU-lande ville drage fordel af. Finansieringen kunne varetages af Den Europæiske Investeringsbank og blandt andet hentes fra Juncker-fonden, hvor det ville være oplagt, at Danmark øgede sit indskud.
Men hvad med de fattigere udviklingslande? Disse lande fremfører med rette, at den ”dyne af CO2”, som allerede er blevet skabt i atmosfæren, helt overvejende er de gamle (og til en mindre grad de nyere, herunder Kina) industrilandes forpligtelse. Hvis udviklingslandene skal nå en levestandard, der minder om Vestens, så skal de have en betydelig økonomisk vækst med et deraf følgende energiforbrug, som i dag overvejende produceres på gamle kulkraftværker. Her har de rige lande en moralsk forpligtelse parret med betydelig egeninteresse i at støtte u-landenes omstilling til vedvarende energi – noget, der i omfang kunne minde om den Marshall-hjælp, som amerikanerne gav Europa kort efter krigen.
Konklusionen er derfor overraskende opmuntrende, at selvom de mange skovbrande minder os om den brændende globale platform, så vil ”branden” kunne slukkes på mindre end 50 år.
Teknologien eksisterer allerede, omkostningerne vil være til at overskue, og den fælles interesse i at få løst problemet er åbenbar. Men det kræver ledere med politisk handlekraft både nationalt, på europæisk niveau og i FN-regi.
Hva’ dælen nøler I for
Jesper Jespersen er professor i økonomi, dr.scient.adm., Roskilde Universitet.
I en tidligere udgave af dette debatindlæg var sætningen "at læne sig tilbage og nyde det bedre vejr” i andet afsnit forsynet med citationstegn. Da sætningen ikke er et citat, er citationstegnene fjernet. / Redaktionen, den 22. august 2018