Filosof: Hvad skal folk dog med et sommerhus?

Sommerhuse er små og grimme. Discountbyggeri. De er sådan set bare udvidelser af det fængsel, man i forvejen er lukket inde i, skriver filosof Arno Victor Nielsen

Sommerhus­ejere er i gennemsnit i slutningen af halvtredserne og har i forvejen hus og have. Hvad skal de dog med et sommerhus, spørger Arno Victor Nielsen. –
Sommerhus­ejere er i gennemsnit i slutningen af halvtredserne og har i forvejen hus og have. Hvad skal de dog med et sommerhus, spørger Arno Victor Nielsen. – . Foto: Pelle Rink.

Hvem er den typiske sommerhusejer? Det er en selvstændig, godt oppe i årene, over 55 år, gift, uden hjemmeboende børn. Han/hun har i forvejen hus med have og har sjældent længere end 50 kilometer til sommerhuset, ifølge Center for Bolig og Velfærds rapporter om sommerhuse.

Så er det, man kan spørge, hvad skal de dog med et sommerhus, der til forveksling ligner helårshuset? Han og konen skal have noget at køre ud til. De skal have noget at se til. De er redebyggere og har det allerbedst hjemme i den lune rede. Hele livet og alle pengene går med at indrette sig, bygge rede.

Sommerhuset er bare et lille anneks, en lille filial til helårshuset. Ved at køre ud i sommerhuset får de gjort kål på de lange weekender. Uden sommerhuset ville de sikkert være blevet skilt. Sommerhuset er det eneste, de er fælles om. Her kan de kede sig sammen.

Det er så kedeligt at være i sommerhus. Hvad skal man lave, når man er færdig med at male og reparere og sy gardiner? Tiden går med at spise og gå tur, drikke og glo fjernsyn. Der bliver sikkert drukket rigtig meget i sommerhusene.

Forskere kortlagde i 2009 sommerhuskulturen. Det mest overraskende resultat af undersøgelserne er, at sommerhusene ikke er en erstatning for noget som helst. Man tager ikke i sommerhus, fordi man savner naturoplevelser. Man tager ikke i sommerhus, fordi børnene savner en tumleplads, for sommerhusene er uden børn.

Børnefamilier har ikke råd til sommerhus, børnene gider ikke være der, og slet ikke teenagere. Man tager heller ikke i sommerhus for at være sammen med venner og familie. Husene er jo alt for små. Desuden er de grimme. Det er discountbyggeri. Alt er der, bare i en tarveligere udgave end i helårshuset.

Der gives altså næsten ingen fornuftig forklaring på eksistensen af de 230.000 sommerhuse i Danmark. Og når man tænker på omkostningerne og besværet ved at eje et sommerhus, så bliver det helt uforståeligt.

Driftsomkostningerne er store. Forsikringer, skat, vedligeholdelse. Dobbelt husførelse. Og så er der transporten til og fra sommerhuset. Én bil kan sjældent gøre det. Og når man ikke bor i sommerhuset, skal man alligevel lige op og se til sommerhuset mindst en gang om ugen, året rundt.

Hvad kan man ikke få for de penge, man binder i et sommerhus? Rejser i massevis, et utal af hotelovernatninger, fester, gode middage.

Man kan omvendt også sige, at har man et sommerhus, så slipper man for festerne, rejserne, middagene. Man slipper for at lære andre kulturer at kende, man slipper for de besværlige møder med fremmede mennesker.

Sommerhuset er sådan set bare en udvidelse af det fængsel, man i forvejen er lukket inde i. Huse er jo fængsler. På latin hedder et hus domus. Vi kender ordet fra domesticere, som betyder at tæmme. Huse er tugthuse. Vi er husdyr og vi elsker vores små fængsler.

Sommerhuset giver os illusionen om, at vi er undsluppet fængslet. I virkeligheden er vi blevet endnu mere ufri, men vi kan nu bevæge os fra den ene celle til den anden, og det oplever vi som frihed.

Det giver prestige at have sommerhus. De rige og mægtige har altid haft sommerboliger, de kunne trække sig tilbage til. Det begyndte i det antikke Rom. Når det blev for hedt i byen, både bogstaveligt og i overført forstand, flyttede senatorerne ud i deres villaer. Ja, villaen er oprindelig et sommerhus.

Vi kalder dem også landsteder. Det vrimler med landsteder i Københavns nordlige forstæder. Nu er de lavet om til museer, institutioner og hoteller, men vi har da statsministerens sommerbolig, Marienborg, som et minde om dengang, de rige havde fornemme sommerboliger, tegnet af de bedste arkitekter, liggende et stenkast fra centrum. Kongernes sommerboliger var heller ikke små grimme knaldhytter. Sorgenfri for eksempel. Bare navnet fortæller jo hvad formålet med sommerboligen er.

I dag bliver livet næppe sorgløst af at råde over et sommerhus. Tværtimod. For det er det værste ved de 230.000 danske sommerhuse. De er i gennemsnit 65 kvadratmeter, de er tudegrimme, og de tjener ikke noget fornuftigt formål. De er hæslige, naturskændende sparebøsser, som ikke beriger livet, men begrænser det.

De blev smækket op i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne og ser også ud derefter. Der er kommet tilbygninger på, efterhånden som folk er kommet til penge. Det har bare gjort skurene endnu grimmere. Ind imellem de mange ens, i betydningen lige grimme, træskure stikker der et stort grundmuret stenhus op. Det er sommerhuse fra dengang, de virkelig velhavende byggede sommerboliger, som passede ind i landskabet.

I fremtiden vil sommerhuset mere og mere blive til familiens anden bolig. Vi vil jo helst bo alene. Over halvtreds procent bor alene. Så har man et sted at trække sig tilbage til, når store opgaver kræver vores tid. Fremtidens sommerhus bliver til arbejdshuse. Det kaldte man også fængslerne engang: statens arbejdshuse.

Det var til de ufarlige fanger. Husejere er ufarlige mennesker. De er ejegode mennesker, for de, der ejer noget, er nødt til at være gode for ikke at miste det, de ejer. Derfor opfører de sig ordentligt. Derfor passer de på ikke at komme på kant med loven eller arbejdsgiverne.

Vi værner om vore huse, selvom det burde forholde sig omvendt.

Arno Victor Nielsen er filosof.