Det aftvinger respekt, hvordan regering og Folketing har reageret i en akut og ekstraordinær situation. Grænserne blev lukket, og statskassen åbnet. Her var ingen smålig skelen til størrelsen på det ”økonomiske råderum”. Der skulle handles hurtigt, og det blev der. Det minder om finanskrisen i 2008-2009, hvor der hurtigt blev præsenteret en stribe bankpakker, hvor der blev givet kapitalindsprøjtning og udstedt statsgarantier, der oversteg det samlede bruttonationalprodukt. Uanset at krisen blev overvundet relativt hurtigt, så satte den naturligvis et tydeligt aftryk på statsgældens størrelse.
Da regningen skulle betales, var der pludselig ikke længere enighed om, hvorledes hullet i statskassen skulle lukkes. Solidariteten rakte kun til vedtagelsen af bankpakkerne og så ikke længere.
Tværtimod blev der fra adskillige topøkonomer argumenteret for, at hullet burde lukkes gennem besparelser i den offentlige sektor. Hårdest gik det ud over efterløns- og kontanthjælpsmodtagerne – de blev rundbarberet; for arbejdsudbuddet skulle ifølge økonomerne – midt under efterkrigstidens dybeste krise – øges som en kilde til øgede offentlige indtægter. Det skulle dog vise sig, at effekten heraf var en øget ulighed, og at krisen blev trukket i langdrag.
Denne fejl skulle nødig gentage sig i 2021, når vi forhåbentlig har lagt coronakrisen bag os; så bliver der brug for øgede offentlige indtægter. Jeg kunne have ønsket, at også dette hensyn var blevet varetaget af et enigt Folketing under indtryk af situationens alvor. Der kunne allerede nu have været vedtaget et særligt coronabidrag, der blev påtrykt skattekortet for 2021. Da ”brede skuldre bør bære mest”, kunne et bundfradrag på 200.000 kroner aftrappes for højere indkomster, som det for eksempel kendes fra ”den grønne check”. Det vil sikre mindre ulighed.
Den aktuelle krisesituation har dog også vist, at sundhedssektoren er underdimensioneret og underfinansieret, hvilket ”grønthøsteren” og ”omprioriteringsbidraget” siden 2011 har bidraget til. De offentlige besparelser skulle skabe et råderum for yderlig skattenedsættelse, men den politik harmonerede ikke med befolkningens ønsker om et mere fremtidssikret og retfærdigt velfærdssamfund. For at opnå det er det nødvendigt, at sundhed og grøn omstilling bliver opprioriteret, og det er ikke gratis.
Der vil blive brug for betydelige ekstra indtægter i fremtiden. En oplagt finansieringskilde ville være at ophæve fradragsretten for pensionsindbetalinger. Det vil indbringe statskassen 40-50 milliarder kroner om året – og tilmed uden at forrykke den sociale balance.
Tværtimod er det kun personer, der betaler topskat, der i dag har fordel af dette fradrag! De høje indkomster får et fradrag på 55 procent i modsætning til almindelige skattebetalere, men ved udbetalingen er skatten cirka 40 procent. Her er der tale om, at ”brede skuldre” har den største fordel, som en ophævelse af fradragsretten ville rette op på!
Coronaepidemien kan skabe den nødvendige politiske forståelse for en mere ligelig fordeling af betalingen for opretholdelse og udbygning af velfærdssamfundet. En regning, der vil melde sig i 2021, når epidemien har lagt sig. Derfor kunne der med fordel træffes beslutning om betalingen allerede i dag.
Jesper Jespersen, professor emer., dr.scient.adm., Roskilde Universitet