Hvideruslands bånd til Rusland: Mange russere ser Hviderusland som del af det russiske imperium

Her ses den hviderussiske præsident, Lukasjenko (tv.), sammen med den russiske præsident, Vladimir Putin, til åbningen af et mindes- mærke for russiske soldater, der kæmpede under Anden Verdenskrig. Ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen er problemet for Hviderusland, at landet trods sin selvstændighed har stærke bånd til Rusland. – Arkivfoto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.
Her ses den hviderussiske præsident, Lukasjenko (tv.), sammen med den russiske præsident, Vladimir Putin, til åbningen af et mindes- mærke for russiske soldater, der kæmpede under Anden Verdenskrig. Ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen er problemet for Hviderusland, at landet trods sin selvstændighed har stærke bånd til Rusland. – Arkivfoto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.

Hvis Rusland overvejer at gribe ind i den aktuelle konflikt i Hviderusland, skyldes det ikke kun aktuelle sikkerheds- og magtpolitiske overvejelser. Den russiske selvopfattelse af Hviderusland som en vigtig del af det russiske imperium lever i bedste velgående blandt mange russere.

Men hvis man ser på de historiske fakta: Hvor meget fylder de historiske bånd mellem Rusland og Hviderusland så egentlig?

Man kan inddele Hvideruslands historie i tre faser. I den første fase, frem til 1200-tallet, var tilknytningen til Rusland størst. I den anden fase, frem til 1795, var tilknytningen til Litauen og Polen størst. Og i den tredje fase, fra 1795, var tilknytningen til Rusland atter meget vigtig.

Forbindelsen til Rusland i den første af de tre faser havde blandt andet at gøre med sproget og med, hvilken stat man tilhørte. Hviderussisk skilte sig formentlig først ud som et selvstændigt sprog, som var anderledes end det russiske, i løbet af 1100-tallet. Og både (dele af) det nuværende Hviderusland og (dele af) det nuværende Rusland indgik i 900-, 1000- og 1100-tallet i en fælles statsdannelse: Kijevriget. Efter dette store riges sammenbrud i midten af 1100-tallet og udviklingen af hviderussisk til et selvstændigt sprog var forbindelsen mellem det nuværende Hviderusland og Rusland imidlertid på mange måder ret sparsom i de næste cirka 600 år.

I 1200-tallet eksisterede der i det nuværende hviderussiske område forskellige mindre fyrstendømmer, men ikke ét samlet Hviderusland. I disse fyrstendømmer talte man hviderussisk.

I 1300-tallet, hvor den anden af de nævnte faser i historien blev indledt, kom disse fyrstendømmer til at indgå i storfyrstendømmet Litauen, hvor det hviderussiske sprog blev det dominerende og brugt som officielt sprog, lovsprog, administrationssprog og så videre.

Da Polen og Litauen i 1386 indgik en såkaldt personalunion med hinanden, det vil sige fik fælles statsoverhoved, var de hviderussiske områder således en del af den kæmpestore, nye statsdannelse, som man dermed kunne se konturerne af tegne sig. Efter personalunionens oprettelse begyndte det polske sprog i stigende grad at påvirke det hviderussiske. Men hviderussisk forblev et særligt, selvstændigt sprog.

Da personalunionen i 1569 blev afløst af en realunion (den såkaldte Lublin-union) det vil sige, at Polen og Litauen nu decideret blev til én stat (under navnet Polen), var Hviderusland fortsat en del af hele dette område. Men dannelsen af realunionen betød, at hviderussisk mistede sin rolle som det officielle sprog. Polsk tog nu over, men den almindelige hviderussiske befolkning blev ved med at bruge deres eget sprog i det daglige.

Mens Hviderusland var under Polen skete der også en stor forandring på det kirkelige område, som senere skulle få stor betydning for forholdet til Rusland. I år 1596 tilsluttede en stor del af den hviderussiske befolkning sig nemlig den unerede kirke, som var opstået efter koncilet i Brest i 1595, og som var kendetegnet ved (i modsætning til den russisk-ortodokse kirke) at anerkende paven i Rom som kirkens overhoved, samtidig med at den fastholdt blandt andet den ortodokse liturgi.

Det nuværende Hviderusland blev ved med at være en del af staten Polen i de efterfølgende godt 200 år, frem til Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795, hvor de europæiske stormagter Preussen, Østrig og Rusland efter en række krige delte Polen mellem sig. I den forbindelse kom det område, vi i dag kender som Hviderusland, til at høre ind under Rusland. Polens tredje deling (i 1795) endte med, at Polen til sidst helt forsvandt fra det europæiske landkort for først at opstå igen i forbindelse med afslutningen af Første Verdenskrig i 1918.

Da Hviderusland kom ind under Rusland i forbindelse med Polens delinger, begyndte den tredje af de omtalte faser i den hviderussiske historie. Herpå indledte det russiske tsarstyre en hårdhændet ”russificeringsproces” i hele det nyvundne hviderussiske område. Den havde til formål at kvæle den modstand, der begyndte at vise sig i den hviderussiske befolkning imod pludselig at være kommet under et nyt fremmed styre.

Der var på dette tidspunkt navnlig tre forhold, som kunne være (og var) med til at skabe et modsætningsforhold mellem hviderussere og russere.

Det ene var den kirkelige orientering, hvor en stor del af den hviderussiske befolkning siden 1596 havde tilhørt en kirke (den unerede), som den russisk-ortodokse kirke tog skarpt afstand fra. Den russisk-ortodokse gejstlighed ville ikke på nogen måde høre tale om, at paven i Rom skulle være den samlede kirkes overhoved.

Det andet var sproget, som siden 1100-tallet havde været forskelligt for russere og hviderussere.

Og endelig var det tredje den hviderussiske historiske, politiske og i bred forstand kulturelle tilknytning til Polen og Litauen, som havde eksisteret fra 1300-tallet og frem til slutningen af 1700-tallet, og som den hviderussiske befolkning ikke lige havde til sinds at fortrænge.

Tsarstyrets russificeringspolitik i det hviderussiske område rettede sig specifikt imod disse tre forhold – og mere generelt imod, at hviderusserne måtte opfatte sig som en særlig befolkningsgruppe, som var anderledes end russerne.

I 1839 blev den unerede kirke opløst. I 1840 blev det forbudt at bruge betegnelsen Hviderusland, og i 1859 blev der indført et forbud imod at udgive bøger på hviderussisk. Undervisning på hviderussisk blev også afskaffet.

Først i 1906, i kølvandet af 1905-revolutionen i Rusland og under pres af den kraftigt voksende nationale hviderussiske bevægelse, tillod det russiske styre atter bøger på hviderussisk.

I den turbulente tid i forbindelse med afslutningen af Første Verdenskrig opstod i 1918 for første gang – kortvarigt – en separat, samlet hviderussisk stat. Efter forskellige konflikter og omvæltninger i regionen, herunder en polsk-russisk krig 1919-1920, endte det imidlertid i 1921 med, at det nuværende Hvideruslands territorium atter var blevet ”fordelt” på flere forskellige stater.

Nogle hviderussere boede nu i Polen, andre i Litauen og atter andre i Rusland. Da Sovjetunionen i 1922 ”afløste” Rusland, indgik en del af det nuværende Hviderusland således også i denne nye statsdannelse. Og i 1920’erne fik hviderussisk sprog og kultur faktisk lov til at leve frit inden for rammerne af unionen, indtil Stalin i 1930’erne begyndte systematisk at forfølge en lang række af Sovjetunionens nationale mindretal, herunder hviderusserne.

Flere end 100.000 hviderussere blev myrdet, henrettet eller døde på anden måde i arbejdslejre i denne periode. Under Anden Verdenskrig fortsatte Hitler og Nazityskland uhyrlighederne, og blandt andre blev næsten alle jøder i det hviderussiske område slået ihjel.

I 1945 blev grænsen mellem Polen og Sovjetunionen flyttet mod vest, hvilket betød, at en større del af hviderusserne nu kom til at bo i Sovjetunionen. Russificeringen fortsatte imidlertid, og fra 1970’erne blev der for eksempel næsten ikke længere undervist på hviderussisk i sovjetrepublikken Hviderusland.

Først efter Sovjetunionens sammenbrud med udgangen af 1991 blev Hviderusland atter en samlet, suveræn stat. Den 1. januar 1992 blev den tidligere sovjetrepublik omskabt til et selvstændigt land.

Problemet er imidlertid, at dette land, trods sin formelle selvstændighed, siden 1994 har været regeret af en diktator med stærke bånd til Rusland og til en politisk og militær kultur, som minder om den, man kendte i Sovjetunionen.

Lars Hovbakke Sørensen er lektor, ph.d., ved Professionshøjskolen Absalon og forfatter til ”Europas historie. Fra oldtiden til i dag”.