Efter et liv med corona: Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter pandemien?

Et år med corona har vendt op og ned på hverdagen. I serien ”Mit forandrede liv” har forskellige danskere beskrevet, hvordan coronakrisen har påvirket dem, og hvilke vaner de vil bevare efter coronakrisen. Vi bringer her et uddrag af svarene

Forskellige danskere har i avisen beskrevet, hvordan coronakrisen har påvirket dem.
Forskellige danskere har i avisen beskrevet, hvordan coronakrisen har påvirket dem.

Jair Melchior, overrabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark

Jair Melchior. Foto: Leif Tuxen
Jair Melchior. Foto: Leif Tuxen

Jeg er næsten bange for at sige det. Men forhåbentlig vil jeg huske på, hvor godt det er at komme ned i tempo. Men som sagt: Det er kun noget, jeg kan håbe, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at så snart jeg igen får flere arbejdsopgaver, så forsvinder de gode intentioner.

Ingrid Ank, akademileder på Grundtvig-Akademiet

Ingrid Ank, akademileder på Grundtvigakademiet.
Ingrid Ank, akademileder på Grundtvigakademiet. Foto: Leif Tuxen

Lige nu laver jeg et internationalt Grundtvig-projekt, hvor jeg blandt andet taler med én, der sidder i Kairo, og det er jo bare så nemt, når det hele alligevel foregår online. Det kan godt være, at det lyder banalt, men online møder er noget, jeg vil holde fast i. Og så kan det også være, at jeg aldrig mere vil gøre badeværelset rent uden lige samtidig at blive klogere på noget andet.

Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus

Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus. Foto: Runolfur Gudbjørnsson
Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus. Foto: Runolfur Gudbjørnsson

Jeg vil helt sikkert holde fast i de daglige gåture, som er blevet en fast rutine for mig en eller to gange om dagen. På turene får min kone og jeg snakket om stort og småt, samtidig med at vi får frisk luft og lidt motion. Så får man klaret hovedet. Det er egentlig ikke det at gå og se noget, der er det afgørende. Det er nærmere det at bevæge sig, være sammen om det og få snakket med hinanden, der betyder noget for mig.

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet

Rane Willerslev, museumsdirektør for Nationalmuseet. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Rane Willerslev, museumsdirektør for Nationalmuseet. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Jeg har brugt utrolig meget tid på jagt i naturen. Stået tidligt op, gået på jagt i Nordsjælland, hvor jeg har sommerhus, og så taget mit første møde, når jeg er kommet hjem igen. Det tager lang tid at aflæse naturen, og det meste af tiden sidder jeg bare og kigger. Men det giver en stor glæde at se den forandre sig med årstiderne og vejret. En gang imellem er jeg heldig og får ram på en hjort, men det giver mig en ro at gå på jagt. Det er nærmest meditation.

Katinka Bjerregaard, musiker

Katinka Bjerregaard, musiker. Foto: Leif Tuxen.
Katinka Bjerregaard, musiker. Foto: Leif Tuxen.

Jeg har ikke savnet at sidde i en lufthavn eller at have flyskræk. Jeg synes faktisk, at det er dejligt bare at sige, jamen, vi kan godt bare opleve noget herhjemme. Vi kan godt opleve noget ved at tage i sommerhus med familien, eller tage på udflugter og på museum og se på nogle gamle ting fra vikingetiden. Det er dejligt og håndgribeligt og kan også være god sightseeing.

Peter Lund Madsen, hjerneforsker og radiovært

Peter Lund Madsen, Hjerneforsker og radiovært. Foto: Leif Tuxen.
Peter Lund Madsen, Hjerneforsker og radiovært. Foto: Leif Tuxen.

At vi slipper for at give krammere er noget af det gode ved corona. Det er bare ikke mig at kramme, og jeg savner altså heller ikke at give hånd. Under coronakrisen har jeg vænnet mig til at bukke. Det er en respektfuld og ærbødig måde at møde folk på. Det er hyggeligere end at give hånd, og så slipper man for sygdom. De gør det meget i Japan, og det ser godt ud, så jeg har tænkt mig at fortsætte med at bukke.

Johnny Hansen, forsanger i dansebandet Kandis

Johnny Hansen, forsanger i bandet Kandis. Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix.
Johnny Hansen, forsanger i bandet Kandis. Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix.

Nærværet. Når man er så meget på farten, som jeg plejer at være, og møder mange forskellige mennesker, kan man måske godt virke en smule fjern, når man er hjemme. Så det nærvær, som er opstået under corona-nedlukningen, håber jeg at kunne bevare.

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester

Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester. Foto: Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix.
Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester. Foto: Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix.

Der er faktisk rigtig meget, jeg vil tage med mig videre fra corona. Det, der fylder mest for mig, er, at jeg gerne vil bruge mere tid med mine venner og min familie. Borgmesterjobbet er et krævende job. Jeg bruger rigtig mange timer på det, og det er vigtigt. Men ikke at kunne se sine venner og sin familie har fået mine øjne op for, at jeg fremover gerne vil prioritere det mere, end jeg ellers har gjort.

Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd

Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd. Foto: Leif Tuxen.
Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd. Foto: Leif Tuxen.

Hjemmearbejde er blevet en del af vores liv, som giver os nogle muligheder på godt og ondt, og det er kommet for at blive, tror jeg. Den fleksibilitet, som hjemmearbejdet giver, er rigtig god. Den skal selvfølgelig bruges med omtanke, så man ikke arbejder døgnet rundt og aldrig har fri. Man skal være opmærksom på, at der er en bagside af medaljen, og at den sociale dimension går tabt.

Anne Marie Pahuus, filosof og forfatter

Anne Marie Pahuus, filosof og forfatter. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Anne Marie Pahuus, filosof og forfatter. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Jeg vil gerne fastholde de rolige morgener. Der er noget særligt, når man ikke skal ud ad døren alle sammen, men sådan set bare skal bevæge sig over til skærmen. Man kan nå at rydde op, man kan nå at spise lidt sammen. Normalt er der transporttid, så der er noget med de her logistiske genveje, som er smarte. Det gælder også arbejdsmæssigt, hvor man langt hurtigere kan improvisere et kort videomøde. Roen smitter af på resten af vores dag.