Vi sad som fremmede ved siden af hinanden i lufthavnsbussen i Tel Aviv. Jeg overvejede, om jeg skulle rejse mig, så hans kone kunne få min siddeplads, men min magelighed vandt over min velvilje. Min nysgerrighed blev for alvor vakt, da det gik op for mig, at vi også skulle sidde ved siden af hinanden i flyet. Han var optaget af sin jødiske bønnebog, og jeg passede mine egne små skriblerier i mit røde kladdehæfte.
Jeg overvejede, om jeg kunne indlede en samtale med ham, men jeg vidste ikke hvordan, så jeg lagde mig til at sove. Da vi nærmede os Bulgariens jord, henvendte han sig til mig på dansk. Jeg måbede, for jeg havde lavet den fejlslutning, at han, ligesom jeg, boede i Israel og derfor talte hebraisk.
Jeg oplevede det, som om der blev åbnet et rum imellem os, som jeg dårligt nok vidste eksisterede. I mellemtiden var alle ved at forlade flyet, og eftersom Bulgarien kun var en mellemstation for os begge to, hilste vi hinanden med et ”på gensyn” i håbet om at se hinanden i flyet mod København. Jeg fik en vinduesplads og betragtede, hvordan sæderne omkring mig langsomt blev fyldt op. Jeg måtte le højt, da jeg så min nye ven komme gående i midtergangen, stoppe op ud for mig og den ledige stol ved min side.
For hvad var chancen for, at vi skulle sidde ved siden af hinanden igen? På resten af turen delte vi liv, tanker og oplevelser. Vi lyttede og snakkede på skift og formåede langt det meste af tiden at overdøve både motorstøj, stewardesser og barnegråd.
Jeg var målløs og fyldt af glæde over, hvordan to fremmede mennesker på så kort tid var i stand til at indlede en fortrolig og meningsfuld samtale og se et spirende venskab titte frem.
Hvis glæden havde været stor, blev chokket desto større, da han dagen efter krystalnatten skrev til mig, at han var en af de danske jøder, der var blevet ramt af de antisemitiske hændelser. Vi havde netop holdt mindegudstjeneste i Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor vi havde tændt lys i mørket for ofrene for krystalnatten, og jeg fandt det aldeles ubegribeligt, at antisemitismen kunne stikke sit onde ansigt frem endnu engang. Det gjorde mig stærkt opbragt, at der blev pillet ved den støtte og loyalitet, som jeg synes, vi som danskere er forpligtet til at have over for jøderne, som er vores medborgere og venner.
Når man som dansker er bosiddende i Israel, bliver man nogle gange mødt af folks begejstring over, hvordan den danske konge under besættelsestiden i Danmark, ja hvordan hele det danske folk, bar den gule davidsstjerne i sympati med jøderne. Denne myte er dog ikke historisk korrekt.
De danske jøder blev ikke pålagt denne stigmatisering, men hvis det havde været tilfældet, kan man læse i Christian X’s dagbogsnotater, at han havde været klar til at lade alle statsborgere bære jødestjernen. Det er stærk læsning, og det giver mig et billede af en ledende skikkelse, der nægtede at gå på kompromis og var villig til at sætte handling bag ved ordene.
Spørgsmålet om, hvad vi som dansk befolkning skal stille op over for den stigende antisemitisme i vores land, er kun blevet endnu mere presserende for mig. For hvordan forholder vi os, når jøder får klistret et mærkat på postkassen, der skræmmer og skaber frygt, fordi vi alle ved, hvilke associationer der er knyttet til denne helt specielle type stjerne?
Mit forslag er, at vi puster liv i den gamle myte og lader den komme til live. Er det muligt, at vi som et folk med én stemme kan sende et stærkt signal ved at klistre et billede af den antikke og smukke syvarmede lysestage på vores egen postkasse og dermed vise, at hvis jøderne bliver ramt, bliver vi alle ramt.
Hvis vi tilmed vælger at bruge de sociale medier til at poste billeder af vores brevsprækker med den særlige lysestage på, tror jeg, at budskabet for alvor vil nå langt ud, og vores kollektive handling vil kunne sprede lys i mørket.
Jeg efterlyser, at vi lader vores magelighed ligge og rejser os op for jøderne i dag. De har brug for os, og vi har brug for dem.
Lad os endnu en gang skrive danmarkshistorie sammen.
Elisabeth Brandt Serner er præstekone i Den Danske Kirke i Jerusalem og medforfatter til bogen ”Er der nogen hjemme?”.