MOGENS MÜLLER fremfører i sin kronik, at det er ”bibelimperialisme” at påstå, at jøder ikke forstår deres egne bibeltekster, altså det, vi kristne kender som Det Gamle Testamente. Det er et fint ord, bibelimperialist, og selvom jeg måske ikke helt forstår betydningen, kan jeg godt fornemme, at det er noget, man helst ikke skal være.
Nuvel, sagen er for vigtig til, at semantik skal stå i vejen. For når Mogens Müller påstår, at vi skal ”tale om synagoge og kirke som to tolkningsfællesskaber, hvor kirken har indført troen på Kristus som hovednøgle for forståelsen”, så er der mere på spil end blot risikoen for at blive kaldt ”bibelimperialist” – så er selve betydningen af, hvem Jesus er, på spil. For hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for Mogens Müller, jeg eller nogen andre ikke-jøder. Enten er Jesus alt for alle – eller også er han slet ikke noget for nogen, som en tidligere formand i Israelsmissionen udtrykte det.
Vel har vi meget til fælles med det jødiske folk. Både kirke og kristendom har jødiske rødder, og der findes vel næppe det i kristendommen, som jødedommen ikke har en kommentar til. Vel kan vi gribe om påskens budskab i tro blot ved at lytte til de fantastiske beretninger fra evangelierne, men drager man påskens jødiske rødder med sig ind i forståelsen, vil man uundgåeligt opdage nye nuancer, perspektiver og dybder.
Det samme gør sig gældende med andre kristne højtider, som også har jødiske rødder. ”Pointen i Det Nye Testamente er netop, at den gamle pagt pegede frem mod Jesus, den lovede Messias, som ham der skulle opfylde den gamle pagts løfter, og at den gamle pagts institutioner og traditioner selv blot var skygger af den virkelighed, der skulle komme med ham,” som sognepræst Jan Mortensen skriver i sin bog ”Jesus og de jødiske fester”. Alene af den grund vil det være misforstået at fjerne de gammeltestamentlige læsninger fra gudstjenesten. Men derfra og så til at kalde det bibelimperialisme, når man vil hævde, at Kristus er andet og mere end fortolkningsnøgle, er der et stykke vej. For vel er Kristus fortolkningsnøgle, men det er han jo kun i kraft af den, han er, nemlig Messias. ”Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne,” for nu at citere Lukas.
Selv Paulus, som Mogens Müller mener, det vil være ”teologisk fatalt” at fravælge, hævder, at der ligger et slør over det jødiske folks øjne og hjerter, når der læses op fra den gamle pagt i synagogen, og at dette slør netop først fjernes i Kristus (jævnfør 2. Kor. 3, 12-18).
Når vi fastholder, at det jødiske folk også har brug for evangeliet om Jesus til frelse, er vi klar over, at vi bliver sårbare over for anklager om åndeligt hovmod, bibelimperialisme og menneskelig triumfalisme. Og det er der ikke brug for nogen steder. Alligevel vil vi hævde, at Jesus ikke elskede os med en tavs kærlighed. Derfor bør både folkekirken og dens gudstjeneste fastholde med Paulus’ ord fra Romerbrevet, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker”.
Arne Pedersen er generalsekretær i Israelsmissionen.