Alle mænd burde være feminister

Lad os gøre op med idéen om, at feminister er en klub af mandehadere, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF)

Det må være dødfrustrerende som far at stå med sit barn på armen på apoteket og lede efter næse-sugeren på babyhylden under overskriften ”Til mor og barn”, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet.
Det må være dødfrustrerende som far at stå med sit barn på armen på apoteket og lede efter næse-sugeren på babyhylden under overskriften ”Til mor og barn”, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

MÅSKE GIK DET hen over hovedet på dig. Men i sidste uge var det faktisk mændenes internationale kampdag. Men hvor var alle de progressive, solidariske mænd, som kæmper for et samfund med lige rettigheder? Ikke i offentligheden i hvert fald.

Jeg inviterer hjertens gerne mændene med i den feministiske kamp. Det er i den grad på tide at gøre op med den forstokkede idé om, at feminister er en klub af mandehadere, som i bedste Pinky og Brain-stil drømmer om at overtage verdensherredømmet. Feminismen er først og fremmest kampen for lige rettigheder på tværs af køn, klasse og hudfarve. Og den kamp mangler i den grad mandlig repræsentation.

Jeg nægter simpelthen at tro, at der ikke findes danske mænd, der ønsker at gøre op med den uretfærdige forskelsbehandling, som vi ser både i Danmark, Europa og i resten af verden.

HVIS VI BEGYNDER i vores egen baghave, kæmper vi i Danmark og i EU imod en lønforskel mellem kvinder og mænd, som stadig er alt, alt for stor. Men den kamp handler også om at gøre op med normen om, at det er mor, der klarer de huslige pligter, og far, der tjener pengene. Det handler om at give fædre ret til mere tid med deres børn og gøre op med stereotyperne om, at det kun er mor, der duer det første år af barnets liv. For det må være dødfrustrerende som far at stå med sit barn på armen på apoteket og lede efter næse-sugeren på babyhylden under overskriften ”Til mor og barn”. For ikke at tale om den forskelsbehandling, mænd oplever, når institutionen først og fremmest skriver til barnets mor, når der skal arrangeres tur, eller der mangler skiftetøj.

Eller ikke mindst, når skilsmisser ender i forældremyndighedssager, hvor far ofte taber og mister retten til at være sammen med sit barn. Mænd er i den grad ofre for diskrimination i dansk familielovgivning, og de burde storme frem på barrikaderne.

Den aggressive, giftige maskulinitet har alt for længe fået lov til at tromle vores samfund, og nu står vi midt i en virkelighed, hvor mænd sidder på magten – både økonomisk, kulturelt og politisk.

Det er åbenlyst uretfærdigt. Men bagsiden af den maskuline kultur rammer også mændene hårdt. Danske mænd dør i gennemsnit knap fire år før kvinderne, de er overrepræsenterede i selvmords- og alkoholismestatistikkerne, og der sidder flere mænd i fængsel end kvinder. Det skal og må vi have gjort noget ved. Men vi kvinder hverken kan eller skal vende skuden alene. Mænd og kvinder kan sammen kæmpe for en mere lige og retfærdig fremtid. Vi bør i virkeligheden alle være feminister.

Kira Marie Peter-Hansen er medlem af Europa-Parlamentet for SF.