Hen over by og land havde der denne søndag formiddag bredt sig en stilhed, langt stærkere end den, vi kan opleve en juleaften, hvor de fleste mennesker her i landet er inden døre omkring julebordet eller juletæet. Men nu var det forår, og solen stod højt på himlen og strålede i al sin glans. Og det var søndag. De fleste havde fri. Der ville have været larm fra haverne. Det var vejr og tid til, at folk snakkede højlydt over hækken, og at nogle vandrede eller kørte i bil til kirke, men end ikke kirkeklokken hørtes ringe til gudstjeneste. En sær knugende stilhed i det efter en regnfuld vinter smukke solskinsvejr.
Alle kender vi grunden, men kirken: Hvorfor var den tavs som graven, låst og lukket? Ingen klokkeringning, ingen mulighed for at sætte sig ind i kirken for en kort stund for dér at finde ro i sjæl og sind, finde trøst og fred i bønnens ord. Biskopperne havde dikteret landets kirker lukket og låst.
Det kunne minde om paven, der i gamle dage lyste landets kirker i band. Interdikt, hed det. Biskopperne gjorde det for at efterleve de forordninger, som landets regering og Folketing havde udstedt.
Og naturligvis skal kirken og dermed biskopperne følge, hvad landets lovlige øvrighed befaler. Og da ikke mindst i en situation, hvor land og folk er truet af en uhåndgribelig magt. Men her kommer mit store ”men” til kirken og dens ledere, biskopperne.
Har kirken her spurgt sig selv: Hvad kan vi som kirke gøre i denne for os alle alvorlige situation, hvor frygten let griber os om hjertet, og hvor det kristeligt set er meget magtpåliggende, at netop evangeliets glædelige budskab bliver forkyndt for hele folket? Hvordan kan kirken handle uden på nogen som helst måde at bryde de love og bestemmelser, som landets regering har måttet udstede i den nuværende situation?
Kan kirken gøre andet end bare at lukke og låse og være tavs? Ja, der er rigtig mange ting, kirken kan gøre. Kirken og dens ansatte – ikke mindst præster, provster og biskopper – bør have mere travlt end nogensinde.
Brug dog fantasien. Biskopperne og præsterne burde have meldt ud, at der holdes gudstjeneste i landets kirker på søndag, sædvanlig tid, men at man skal melde sig til gudstjeneste hos præsten eksempelvis fredag eftermiddag. Og når præsten så har fået 10 tilmeldinger, skal hun melde, at nu kan vedkommende komme til gudstjeneste – ikke klokken 10.30, men 12.30 og så fremdeles. Fem-seks gudstjenester kan en præst godt forrette, hvis hun da vil vide af sit kald som præst og ikke af, at hun blot er en lønnet tjenestemand. Og i de kirker, hvor der er mange kirkegængere, der må biskoppen træde hjælpende til – hvad er biskoppen ellers til for? – og der må med aftale med kirkegængerne holdes gudstjeneste på hverdage.
Hvis biskopper, præster og andre ansatte tror og mener, at evangeliets forkyndelse er livet om at gøre, så må kirkens ansatte træde i funktion på samme måde, som alle, der er ansat i sundhedsvæsenet, gør det.
Og hvis menighedsråd og andre, der er knyttet til kirken, mener deres tilknytning alvorligt, så vil de kunne sørge for, at der laves en ordning, hvor kirkerne er åbne, og der kun befinder sig 10 ad gangen i kirken.
Nu har jeg blot nævnt to vigtige områder, hvor kirken kan og bør handle, men vil ikke mindst biskopperne lægge hovedet i blød og bruge fantasien, træde i karakter og selv handle, så er mulighederne – også i den situation, vi er i – legio, for at kirken med dens livsbekræftende og livsoprejsende budskab når ud til alle, som vil høre det gode budskab.
Gunner Lund-Sørensen er tidligere provst.