Mens arbejdspladser lukker, aktiekurser på finansmarkeder styrtdykker, og mennesker hamstrer dagligvarer, verserer en livlig debat om, hvor alvorlig coronavirussen i virkeligheden er. Den ene part fastholder situationens alvor, mens den anden hævder, at det er udtryk for alarmisme. Der er imidlertid god grund til at tage situationen mere end alvorligt.
Af hvilke grunde? På grund af virussen, som i sig selv er gravalvorlig for mennesker i svagere sundhedsmæssig forfatning, og som kan bringe en ellers sund og rask mand fra Italien i respirator i 18 dage? Eller på grund af de såkaldte coronaklovne, som de nyligt er blevet døbt, der ufortrødent er villige til at udsætte sig selv og andre for potentiel smittespredning?
Begge dele bør tages alvorligt, men mindst lige så alvorlig er den forestående overbelastning af sundhedsvæsenet, hvis smitten fortsætter med at vokse eksponentielt, for denne krisesituation afslører latente og ubekvemme spørgsmål om menneskeligt værd og prioritering af menneskeliv, som ofte bliver fortrængt i hverdagens trummerum.
At enhver får, hvad de har krav på for at leve et ordentligt liv og have et ordentligt helbred, er i teorien ret og rimeligt, men i praksis urealistisk – og det i særlig grad for et sundhedsvæsen, der gennem en årrække har oplevet den ene besparelse efter den anden.
Så meget desto mere alvorlig bliver denne problematik i krisesituationer, hvor man kan være tvunget til at behandle dem, der er mest ilde stedt, men hvem er det?
I Italien oplever man allerede konsekvensen af værdiproblematikken i forbindelse med coronakrisen: Skal de begrænsede ressourcer – ikke blot penge, men ligeledes materiel såsom respiratorer, sengepladser og andet – anvendes til at tage hånd om de i forvejen sundhedsmæssigt svagelige eller de under normale omstændigheder sunde og raske?
Der er forlydender om, at Italien har prioriteret sidstnævnte, men det er efter alt at dømme en provisorisk beslutning.
Der er intet retfærdigt over at prioritere ét menneskeliv på bekostning af et andet, blot fordi den ene har et svækket helbred.
Det er imidlertid heller ikke retfærdigt at redde et ældre menneske med et svækket helbred på bekostning af et ungt med livet foran sig.
Endnu mindre retfærdigt er det, at for eksempel kræftsyge patienter må undvære behandling, fordi ressourcerne er påkrævet andetsteds. Det er en evindelig problematik for et system med begrænsede ressourcer. Det bliver mere alvorligt i krisesituationer, hvor man må foretage anderledes håndfaste prioriteringer.
Forhåbentlig bliver situationen i kraft af de nyeste regeringsmæssige tiltag herhjemme ikke så alvorlig, at man ser sig nødsaget til at træffe fatale beslutninger, men spørgsmålet lurer stadigvæk, om samfundet i dets nuværende forfatning er rustet til så principielle etiske problemstillinger.
Hvad der på overfladen derfor tager sig ud som et fordelingspolitisk spørgsmål, gemmer i grunden på et principielt spørgsmål om, hvori menneskelivets værd består, og hvad retfærdighed i sundhedsmæssigt perspektiv indebærer.
Hvordan prioriterer vi menneskeliv? Og på hvilket grundlag? Det er ikke verdensfjernt tankespind, men faktiske spørgsmål, som er rykket ind på hospitalsgangene, i beslutningstagernes haller og i sidste ende i folks hjem.
At vi ikke har et svar på spørgsmålene er forventeligt. At vi slet ikke stiller dem er alarmerende.
Thor Hennelund Nielsen er ph.d.-studerende i filosofi ved Syddansk Universitet