Hvorfor bliver politikerne ved med at spare? Vi har rigeligt råd til velfærden

Hvilken reaktion fra politikerne får I på at slå alarm, ovenikøbet i form af opsigelser? Det spørgsmål har jeg fra tid til anden haft lejlighed til som patient at stille læger og sygeplejersker. Jeg har altid fået dette svar: De glider af, skriver Niels Barfoed

Hvorfor bliver politikerne ved med at spare? Vi har rigeligt råd til velfærden
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

DER ER EFTERHÅNDEN en hel lille kongerække af højtanskrevne læger, der har lagt stetoskopet og forladt sygehusvæsenet – med bemærkningen: Det kan ikke lade sig gøre på de vilkår, vi er underlagt. Senest – i januar – var det klinikchef Jakob Trier Møller, Rigshospitalet, der trak sig. De besparelseskrav, der indskærpes fra regionen, har med deres størrelse og antal medført en overbelastning, som undergraver den fagligt nødvendige behandling.

Trier Møllers selvvalgte afsked rystede forståeligt nok kolleger på Rigshospitalet og blev da også bemærket af den socialdemokratiske regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, dog ikke med hørlig beklagelse, men med en forsikring om, at vi ”politikere da er lydhøre” og rigtignok gerne ”vil i dialog med de ledere, der er ved at brænde ud”.

Det var en hilsen fra det offentlige, som fik hele 33 kolleger til Trier Møller (alle overlæger og afdelingslæger) til at træde i karakter. Rådsformandens reaktion forekom dem så forargelig, at de følte sig foranlediget til en indsigelse i pressen, der må have fået skamrødmen til at flamme i hele regionsrådet: ”Kære Sophie Hæstorp Andersen, her er ikke tale om en udbrændt leder, her er tale om en leder, der gennem årene har råbt vagt i gevær, vist rettidig omhu og forsøgt at holde den faglige standard høj på trods af de vilkår, der er blevet budt ham og os.”

, skriv Bekymringerne bliver pænt noteret, ørerne bliver slået høfligt ud, dialog bliver overvejet – men intet sker der i sygehusets dagligdag.

Når jeg nu i al naivitet siger, at det er paradoksalt, at den offentlige service bliver udhulet i betragtning af den almindelige velstandsstigning, så er der ingen grund til at trække på smilebåndet over den ukyndige, for det er ord til andet, hvad en ekspert, nemlig tidligere overvismand Christen Sørensen, har påpeget for nylig.

Velstandsstigningen er ikke bare almindelig, som den tidligere overvismand bemærker. Den almindelige borger kan konstatere det ved bare at kaste et blik på byens parkeringspladser.

Sørensens påstand er: Der er ingen begrundelse for at fastholde spareniveauet! ”Hvordan er det lykkedes at bilde politikere og beslutningstagere det ind?”, spørger han og tilføjer: ”Og hvorfor tier de, der ved, at det ikke holder stik?”.

Så følger nogle udredninger om betalingsbalance, om det private opsparingsoverskud og falske illusioner om, at der helst skal være ligevægt eller overskud på de offentlige finanser, for ellers kommer man i uføre. Nej, man gør ej, lyder det fra vismanden, der spørger igen: ”Hvorfor tier alt for mange økonomer om dette?”.

Og Christen Sørensen slutter sig til koret fra Rigshospitalet og støtter med sin økonomiske autoritet lægerne og deres gentagne opråb. Han beder sine økonomiske fagfæller – hvoraf der vel også sidder nogle indflydelsesrige eksemplarer i hovedstadsregionen – om at give ham ret eller uret. En af delene?

Er spareøvelserne på velfærden nødvendige? Ja eller nej? Hvis ja – så hvorfor?

Glid nu ikke af! Der er kastet en handske. Vi er mange – patienter eller ej – der lytter.

Niels Barfoed er forfatter.