Hvorfor er det en politisk dødsdom at kæmpe for forfulgte kristne? Mere handling, tak

Udviklingsministeren varslede, at tros- og religionsfriheden ville blive en del af relationen til alle lande, Danmark arbejder med. Men i finansloven er det ingen steder at se, skriver souchef i Åbne Døre Danmark

Arkivfoto. Foto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

GODT NOK deler vi ikke samme tro, men jeg glæder mig over, at Naser Khader (K) i den grad har forstået, hvad der er på spil for forfulgte kristne verden over, som han giver udtryk for i sit manifest ”På tide, at vi gør op med kristenforfølgelser” i Kristeligt Dagblad den 30. november.

Samtidig deler jeg Naser Khaders undren over, at vestlige politikere generelt er så tavse om emnet. Danske parlamentarikere på stribe flokkes om at stå sammen med cataloniere, Hongkong-kinesere, uighurere med flere – og en oprigtig tak herfra for det – men når det kommer til aktiv solidaritet med den mest forfulgte gruppe i verden, de kristne, er der langt mellem snapsene.

Det forstår jeg ikke. Hvorfor denne berøringsangst? Hvorfor er det ugleset at stå op for de flere end 245 millioner kristne, som ikke kan dyrke deres tro i fred?

Som Naser Khader er inde på, har vestlige regeringer for eksempel ingen problemer med højlydt, insisterende og vedvarende at kæmpe for kvinders rettigheder.

Hvorfor er det en politisk dødsdom at ville gøre det samme for forfulgte kristnes rettigheder?

Heldigvis er der glimt af lys i horisonten. USA, Storbritannien, EU, Norge og Danmark har oprettet kontorer for tros- og religionsfrihed. Og udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har bebudet, at regeringen vil gøre religions- og trosfrihed til en del af relationen til alle lande, man arbejder med – især de lande, som modtager udviklingsbistand fra Danmark.

Udviklingsministeren taler endvidere om, at Danmark skal blive lige så kendt for sin kamp for religions- og trosfrihed, som vi er for kampen for kvinders rettigheder.

Det er en virkelig flot ambition, som jeg naturligvis kun kan bakke helhjertet op om. Det glæder mig med så klare meldinger. Jeg undrer mig blot over, hvorfor der ikke følger flere penge med så markante udsagn.

HVIS VI KIGGER i finanslovsudspillet for 2020, er kampen for kvinders rettigheder nævnt i et afsnit for sig, hvor der står, at området samlet tildeles 833 millioner kroner. Tros- og religionsfrihed er derimod kun nævnt en passant med en bevilling på fem millioner kroner til projekter samt to millioner kroner til drift af kontoret for området.

Hvis regeringen for alvor vil rykke noget i forhold til tros- og religionsfrihed i verden, skal pengene følge med. Som med kvinders rettigheder kræver det fokus, vedholdenhed og tid at rykke noget på græsrodsniveau – men det er muligt, hvis regeringen vil prioritere pengene til det.

Derudover er kvinders rettigheder nævnt i finanslovsudspillet i forbindelse med beskrivelser af udviklingsbistand til 10 lande – samt i beskrivelsen af en række partnerskaber med både EU, FN og ngo’er. Det var blandt andet dette, som udviklingsministeren varslede, også ville ske med tros- og religionsfriheden: Den ville blive en del af relationen til alle de lande, Danmark arbejder med – især de lande, som modtager udviklingsbistand.

Men i udspillet nævnes tros- og religionsfrihed ikke én eneste gang. Heller ikke selvom flere af de lande, som modtager store millionbeløb i udviklingsbistand, er at finde på Open Doors’ liste over de lande i verden, hvor forfølgelsen af kristne er værst.

Som nævnt: Jeg undrer mig – en kvart milliard mennesker forfølges for deres tro, og danske politikere er tæt på at ignorere det.

Tiden er moden til, at tros- og religionsfrihed rykker op på dagsordenen. Udviklingsmisteren kalder selv denne grundlæggende menneskerettighed for kanariefuglen i kulminen – begrænsninger i religionsfriheden er et tegn på, at andre menneskerettigheder også er i fare.

Så kære regering – vi glæder os over de flotte ambitioner, men savner at se mere handling og mange flere penge.

Golriz Ghozati er souschef i Åbne Døre Danmark.