Prøv avisen
Debat

Teologistuderende: Det er ikke platte tiltag, men ”streng” liturgi, som folkekirken har brug for

I den ”strenge” liturgi forsvinder individet nemlig i mængden, og alle bliver lige for Gud. Dronningen og den almindelige borger knæler side om side ved alteret og modtager den samme nadver. Præsten her og hisset skal forholde sig til den samme tekst, om man synes, den er spændende og relevant, eller ej, skriver teologi-studerende.

Ida Gammelmark Bøgh

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg hylder også ønsket om at gøre folkekirken nærværende. Men jeg tror ikke på, at løsningen på de problemer, folkekirken synes at have, skal findes i liturgisk frihed og spaghetti-hoppeborgs-”messy church”-komsammener søndag formiddag, skriver teologistuderende

Det er for tiden til debat, hvor meget frihed der skal tildeles de enkelte sogne, når det kommer til udformningen af højmessen. På baggrund af en ny rapport viser det sig, at flere præster ønsker, at der er plads til blandt andet selv at bestemme, hvilken tekst der skal prædikes over, og hvordan evangeliet skal læses hen over året.

Jeg kan godt forstå intentionen og hylder også ønsket om at gøre folkekirken nærværende. Men jeg tror ikke på, at løsningen på de problemer, folkekirken synes at have, skal findes i liturgisk frihed og spaghetti-hoppeborgs-”messy church”-komsammener søndag formiddag. Professor ved Aarhus Universitet Hans Jørgen Lundager kaldte sågar for nylig højmessen for ”et levn fra ene vældens tid” og mente, at der er noget ”Jurassic Park” over den.

Men hvorfor er det nu, at det er værdifuldt, at gudstjenesterne forbliver velkendte, højtidelige og bevarer sin liturgiske strenghed?

Kirkens liturgiske rødder rækker langt tilbage i tiden, og den ene tekstrække er sågar fra oldkirken, som Hans Jørgen Lundager også påpeger, som om det skulle være et argument for at ændre den.

Den hellige rytme, som kirkeåret er udtryk for, rummer dybder og berigelser, som ikke må forbigås eller stemples som irrelevante for det moderne menneske. Højtideligheden og stilheden, og ikke mindst præstens indskrænkede frihed i forhold til tekst at prædike over er alle sammen elementer, der er med til at sikre, at folkekirken er en kirke for alle, og ikke for få.

I den ”strenge” liturgi forsvinder individet nemlig i mængden, og alle bliver lige for Gud. Dronningen og den almindelige borger knæler side om side ved alteret og modtager den samme nadver. Præsten her og hisset skal forholde sig til den samme tekst, om man synes, den er spændende og relevant, eller ej.

Landet over hører menigheden de samme bibelpassager oplæst, fordi ordningen af dem rummer hjælp til den personlige pilgrimsfærd, om man er troende eller ej. Alt sammen uagtet den enkeltes følelser, skulle de være tunge eller lette.

Kirken kan, hvis man giver den lov, være et helle fra psykologiseringen, indadvendtheden og selvrealiseringen, og lade mennesket træde ind i et rum, hvor der er plads til det hele, fordi der ikke bliver fokuseret på følelserne eller den individuelles umiddelbare lyst til ditten eller datten.

Jeg mener ikke, at vi har brug for flere platte, lommepædagogiske, larmende og desperate tiltag for at åbne kristendommen for menigheden søndag formiddag. Der er til gengæld brug for præster, der er dygtige teologer og sjælesørgere, og som koncentrerer sig om at formidle liturgiens – og tilbedelsens – berigelser både historisk, åndeligt og eksistentielt i stedet for at undskylde for dem eller latterliggøre dem.

For jeg tror, at det blandt andet er de berigelser, der skal være med til at genetablere folkekirkens nære kontakt til sit folk.

Ida Gammelmark Bøgh er stud.theol.