Prøv avisen
Debat

Hvorfor tale om ensomhed Grundlovsdag? Fordi vi som samfund ikke bør lade nogen havne der

Det burde være hovedtema for enhver grundlovstale på tirsdag at få bygget bro og lukket huller til de udsatte, mener sognepræst Asser Skude. ”Alle mennesker skulle have en Grundlovssikret ret til ikke at blive tvunget ud i ensomhed,” skriver Asser Skude i sin grundlovstale. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Ensomhed er ligesom et sort hul, der suger dig længere og længere ind. Ensomheden opsluger dig, trækker dig nedad, ligesom kviksand, det er en ond cirkel, en ond spiral, det trækker dig tilbage til, hvor du var før, måske endda endnu længere ned, skriver sognepræst, der mener, at netop ensomhed burde være hovedtema for enhver grundlovstale

Forleden mødte jeg tilfældigvis på gaden en fyr, som jeg kendte fra gamle dage, hvor han var hjemløs. Han råbte ”Hej, Asser”. Jeg sagde ”Hey, har du fem minutter?”. Han steg af sin christianiacykel, og jeg sagde til ham, at jeg skulle tale på grundlovsdag på vegne af udsatte – og jeg ville tale om emnet ”ensomhed”. Jeg havde tænkt, at ensomhed er noget, som rammer især udsatte borgere i vores land.

Han sagde, at jeg godt måtte interviewe ham anonymt. Han fortalte mig så, at han nu ikke længere var hjemløs. Han var holdt op med at drikke, og han havde fået en kæreste. Nu var han med i et projekt, hvor hjemløse og tidligere hjemløse deler deres oplevelser om hjemløshed med ”helt almindelige danskere”.

Hvor hjemløse og tidligere hjemløse sætter ord på deres tid og oplevelser med en skare af interesserede, som lytter og følger med i et par timer. For ham, jeg talte med, var det en af måderne, hvorpå han fik ”læsset af”, og i de timer følte han sig ikke ensom, og når han var færdig med sin fortælling, var det, som om ensomheden ikke havde samme tag i ham som før.

Jeg spurgte ham: ”Kan du fortælle mig, hvordan ensomhed føles?”. Han svarede, at ”ensomhed er ligesom at stå på en plet og stå og se resten af verden køre forbi”.

Det syntes jeg svarede godt til det, jeg også forestiller mig ensomhed gør ved os mennesker. Ensomhed er ligesom et sort hul, der suger dig længere og længere ind. Ensomheden opsluger dig, trækker dig nedad, ligesom kviksand, det er en ond cirkel, en ond spiral, det trækker dig tilbage til, hvor du var før, måske endda endnu længere ned.

For ham var det som medicin at møde gamle venner, tidligere hjemløse og udsatte, og tale med dem om ”gamle dage”. Det var med til at holde ensomhedsfølelsen væk og få den til ikke at overvælde og overmande ham igen.

Nu findes der naturligvis også de udsatte, som frivilligt vælger ensomheden til. Det kan være fint, når man vil være ensom, og man trækker sig tilbage, og man ”trækker stikket”, går ind i sig selv. Så kan man være sig selv og have nok i sig selv. Men det er knap så fedt, hvis man er i en permanent tilstand af ensomhed, som man ikke ønsker at være i. Det er den sidste form for ensomhed, jeg vil tale om.

Det er min opfattelse, at det er den uønskede tilstand af ensomhed, som ofte rammer udsatte. Måske er udsatte mere eksponerede, fordi udsatte har mindre netværk og måske færre relationer, familie, arbejde, venner, som de kan dele deres oplevelser med.

Hvorfor skal vi tale om ensomhed grundlovsdag?

Det skal vi selvfølgelig, fordi ensomhed er noget, vi som samfund ikke bør lade vores borgere havne i.

Alle mennesker skulle have en grundlovssikret ret til ikke at blive tvunget ud i ensomhed. Alle mennesker skulle have en grundlovssikret ret til ikke at blive presset ud i ensomhed. Alle borgere i vores samfund skulle have en ret til at være inkluderet og ikke blive ladt i stikken. Så vi fik et samfund, hvor loven sagde, at ingen mennesker skulle holdes udenfor.

Så vi havde et samfund, der politisk havde besluttet sig for, at det er en af samfundets fornemste og vigtigste opgaver at få alle med.

Det kunne ske ved, at samfundet ikke bare var optaget af at finde udsatte et sted at sove, tag over hovedet, noget at spise, men også fandt veje til at sikre udsatte venner, nye fællesskaber, steder, relationer at høre til.

For mig at se er fællesskab vejen ud af ensomheden. Fællesskab og nye relationer kan give dig et nyt ståsted. Nye interessefællesskaber kan give dig vej til at bryde ud af ensomheden. Hvordan det skal ske, og hvordan vores samfund vil finde veje dertil, må være politikernes og kommunernes ansvar.

Jeg må desværre sige, at forskellen er alt for stor mellem udsat og ikke-udsat og mellem rig og fattig. Og forskellen er blevet større de sidste år. Men det er ikke kun et spørgsmål om magt og penge. Det er ikke kun et spørgsmål om, at udsatte får del af det økonomiske opsving, vores samfund oplever.

Det er også et spørgsmål om sundhed, levevis og levetid. Udsatte lever markant kortere. Udsatte er mere syge og har ringere helbred, heler langsommere og får ikke samme behandling.

Alle undersøgelser peger desværre på, at udsatte lever kortere, mere usundt og med ringere mulighed for at ændre på deres situation end for eksempel danskere med længerevarende uddannelse, med solid social baggrund, mange venner og familie og øvrige relationer, som støtter.

Den forskel mellem udsat og ikke-udsat – er altså desværre ikke kun målbar i kroner og ører, men også i forhold til helbred, levetid og sundhed. Som udsat kan det give en følelse af ikke at være en del af vores samfund.

Derfor burde det stå øverst på vores politiske dagsorden at få bygget bro og lukket huller til de udsatte. Det burde optage politikere og ministre. Det burde være hovedtema for enhver grundlovstale i 2018.