Heller ikke jeg bryder mig om at gå med mundbind. Jeg synes, de lugter af fisk. Derfor har jeg fået syet et bind. Men det hjælper ikke på problemet for os, der bærer briller. For de dugger jo til. Alligevel har jeg ikke noget imod at udsatte mig for den gene, så længe der er brug for, at jeg som borger gør et offer for andres skyld. Og sikkert også min egen.
Hal Koch sagde som bekendt, at vi bør dele os efter politisk anskuelse, ikke efter kultur. Men det havde han ikke ret i. For coronakrisen har jo vist, at politisk uenighed kan være dybt skadelig, hvis der ikke neden under den ligger en fælles forestilling om værdien af at stå sammen i en krisesituation.
Men denne forestilling har kulturel karakter: Den bygger på en ældgammel europæisk idé om, at den enkeltes frihed kan begrænses af hensyn til det fælles gode.
De reaktioner, der har været på regeringens nye begrænsninger, som blev udmeldt fredag den 23. oktober, viser, hvor sløjt det står til blandt mange borgerligt-liberale med at anerkende dette princip. Det gjaldt også reaktionerne fra de politiske ledere Ellemann-Jensen (V), Pape Poulsen (K), Thulesen Dahl (DF) og Vermund (NB), som tog afstand fra dem og mere end antydede, at beslutningen var ”udemokratisk”.
Undtagelsen var Liberal Alliance, hvor Henrik Dahl tydeligvis finder det svært at være borgerlig under coronakrisen. Jeg vil derfor give ham en cadeau for den socialt ansvarlige liberalisme, han står på mål for.
I foråret var det Berlingske, der førte an i forsøget på at politisere pandemien. Men nu har de politiske ledere taget bindet fra munden og holder sig ikke længere tilbage. Det er ved at blive som i USA, hvor republikanere er modstandere af mundbind, mens demokrater går ind for dem. Man må spørge sig, hvorvidt det overhovedet giver mening med en sådan politisk manifestation, når der jo er tale om et medicinsk spørgsmål.
Samtidig er den borgerlige opposition blevet afsløret i hykleri og selvmodsigelse. I forbindelse med forårets nedlukning efterlyste den beslutninger taget ud fra sundhedsekspertisens anbefalinger. Men nu, hvor det sker, vil de pludselig helst selv bestemme.
Som Thulesen Dahl sagde i ”P1 Debat” den 27. oktober, kunne det jo være, at ”vi har et andet syn på brugen af mundbind”. Hvem ”vi” var, kunne ingen være i tvivl om. Kodeordet i denne debat er evidens, et ord, der bruges i den fejlagtige forståelse, at man kan opnå 100 procents videnskabelig evidens for alt. Remdesivir har for eksempel vist sig at have en god effekt på bekæmpelsen af covid-19. Men det helbreder ikke alle, og ingen ved med sikkerhed, hvorfor det virker. Calmette (BCG) har en immuniserende virkning på blærekræft i 50 procent af tilfældene. Men for en ud af to virker den ikke. Det samme kan man sige om mundbind. Her er sandsynligheden for beskyttelse nok endnu lavere. Men det betyder ikke, at man bør undlade helt at bruge det – sammen med de andre kendte forholdsregler.
I august viste det amerikanske analysebureau Pew Research Center, at 95 procent af den danske befolkning mente, at regeringen havde gjort det godt i krisens første fase.
I Storbritannien lå tallet derimod på 46, hvilket var en bundplacering i forhold til de 14 lande, der var blevet undersøgt. USA lå kun lidt over med 47 procent, og i Sverige var tallet 71. Her i efteråret er det danske tal begyndt at falde. En måling har vist 70 procent. En af grundene var sikkert, at flere af regeringens restriktioner kunne virke skønsmæssige. Men jeg er selv overbevist om, at hovedårsagen har været, at flere af de borgerlige partier begyndte at politisere krisen.
Derfor må man spørge: Hvilket alternativer forestiller partierne sig? Overvejer deres ledere mon nogensinde, om det kunne skade den tillid til myndighederne, som er afgørende for enhver stats styrke? Eller om det kan skade borgernes tillid til hinanden at så splittelse i samfundet midt i en krise? Diskuterer man på noget tidspunkt, hvordan man afvejer forholdet mellem den enkeltes frihed og hensynet til det fælles gode?
Michael Böss er dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.