På min kommunale arbejdsplads arbejder vi i kontorlandskaber. Sådan har det været i mange år. For nylig blev det besluttet, at vi skal rykke sammen på mindre plads. Der bliver 8 pladser for hver 10 medarbejdere, og det er der god fornuft i, da de fleste ansatte fra tid til anden er ude af huset.
LÆS OGSÅ: De forhadte åbne kontor-landskaber gentænkes flere steder
Det har også givet anledning til usikkerhed. Kan man nu risikere, at der ikke er plads, når man møder ind? Er det ikke uhensigtsmæssigt, at man ikke kan regne med at sidde sammen med kollegerne fra ens egen afdeling?
Rimelige spørgsmål, men bagved lurer også en grundlæggende frustration over at miste sin hjemlige og personlige arbejdsplads. Det er jo ikke kun for sjov, at mange har pyntet deres skrivebord med et større eller mindre antal personlige effekter. Følelser har vi jo, også når vi er på arbejde.
Tiltaget på rådhuset føjer sig ind i et større mønster. Velkendte steder i vores omgivelser forsvinder eller smelter sammen. Det gælder både i det nære og i det mindre nære. Kommunesammenlægningerne, for eksempel, betød, at kommunerne rykkede en tand længere væk. De blev både mindre vedkommende og sværere at blive hørt i.
Effektiviseringsprocesser har sammenlagt eller lukket børnehaver, skoler, sygehuse, biblioteker og så videre. Skoler er ofte kulturelle kraftcentre og spiller en rolle i folks identitet på godt og ondt, men de forsvinder eller skifter navne. Skolelederen sidder måske ikke engang på den nærmeste ”matrikel” længere og er heller ikke en person, som forældre skal møde.
Den samme foranderlighed omgiver børnene – på daglig basis. Deres skoledag følger flydende skemaer, der skifter fra uge til uge. De og forældrene skal følge aktivt med i Skoleintra for at finde ud af, hvordan næste mandag kommer til at se ud. Planlagte timer flyttes, aflyses eller besættes med ukendte vikarer. For mange børn flyder dagene sammen i et flimmer af uberegnelighed. Og det tager de med sig: bevidstheden om, at intet forbliver, som det er nu.
I den nærmeste bankfilial er der ingen, der kender dig. En medarbejder, som sad et eller andet sted i landet, rådede telefonisk min kone til at gå ned i sin afdeling, som viste sig at være lukket.
Meningen er, at vi helst skal klare vores forretninger uden at tale med nogen. Det er mere effektivt, men vi oplever ikke at blive mødt som en person, og det gør ikke sagen bedre, at kassepersonalet overalt lirer den samme standard-høflighedsfrase af.
På en lang række områder er velkendte tjenester blevet anonyme og fjerne. Telefonnumre, bilregistreringsnumre og postnumre siger ikke længere noget vigtigt om os, men påfaldende er det, at de unge rødder i landets forstæder bruger postnummeret som identitetsmarkør. Andre kompenserer for anonymiteten ved at forsøge at genopfinde sig selv. De skifter det kedelige sen-navn ud med et navn, der signalerer ælde og soliditet, eller ændrer på deres krop.
Teologen og filosoffen Knud Ejler Løgstrup sagde engang:
”Jeg ved ikke, om et menneske kan komme godt fra at leve uden den tryghed, som det giver at høre hjemme i et miljø og være agtet og anerkendt af dem, der også har hjemme i det.”
Løgstrup mente, at fremmedgjortheden enten fristede folk til at kaste sig over skingre ideologier eller til at synke ned i passivitet, og det er jo det, vi ser ske omkring os. Måske skulle vi gøre noget mere for at opretholde et levende personligt miljø omkring os ved at udtænke andre løsninger end den evige sammenlægning og standardisering.
Kristian Alex Larsen er SSP-konsulent i Ballerup.