Så skete det igen i EU: En fremtrædende undersøgende journalist blev koldblodigt myrdet. Fredag den 9. april i år blev den rutinerede græske kriminalreporter gennem 32 år Giorgos Karaivaz skudt og dræbt uden for sit hjem. Han er dermed den tredje undersøgende journalist, der inden for få år har betalt den højeste pris på grund af sit arbejde.
Daphne Caruana Galizia blev dræbt af en bilbombe på Malta den 16. oktober 2017, og året efter den 21. februar 2018 var det den slovakiske journalist Jan Kuciak, der sammen med sin kæreste blev skudt under et sommerhusophold.
Opklaringsarbejdet har været meget længe undervejs, og vi mangler stadig at få bagmændene bragt for retten. Det er helt afgørende, for uden fuld opklaring og retsforfølgelse kommer vi ikke overgrebene på journalister til livs.
I dag den 3. maj markerer vi den internationale pressefrihedsdag. På flere fronter i Europa er pressefriheden stærkt udfordret og nogle steder i frit fald. Tag blot nogle af de seneste indberetninger til Europarådets særlige platform, som overvåger overgreb på journalister og medier og samtidig beder medlemslandene handle:
Tre journalister i Rumænien anklaget for æreskrænkelse, det statslige nyhedsbureau i Slovenien sat under økonomisk pres af regeringen, en fransk journalist modtog trusler om sexuelle overgreb samt dødstrusler, og i Tjekkiet stor risiko for, at staten ved valg af ny bestyrelse er ved at tage indflydelsen på landets public service tv. Hertil en række sager i Europa uden for EU.
Angrebene på pressefriheden stiger i antal og omfang, og det sker i takt med, at stadig flere lande slutter sig til den samme retorik, som vi de seneste år har mødt i Ungarn og Polen. Senest har Slovenien med en stærkt populistisk ministerpræsident Janez Jansa øget presset på medierne markant.
Det hele begynder med ordene. Janez Jansa har for eksempel kaldt journalister for prostituerede. Tjekkiets præsident Milos Zeman har tidligere kaldt medierne for den manipulerende opinion og joked med Ruslands præsident Putin om, at man skulle slå nogle journalister ihjel. Sådan bidrager politiske ledere i realiteten til at legitimere overgreb på journalister, overgreb som i sidste ende kan føre til mord.
Ministerpræsident Viktor Orbán i Ungarn har skabt, hvad det ungarske medlem af Europaparlamentet Anna Donáth kalder en ekstrem polariseret virkelighedsopfattelse, hvor de statslige eller statsstyrede medier sidder på 80 procent af al information, hvor public service de facto er blevet et statsmedie, og hvor de sidste større og betydningsfulde oppositionsmedier er blevet fjernet. Hertil kommer hendes pointe, at den form for propaganda blandt andet er betalt af EU-midler.
Sidste år blev det måske vigtigste frie og uafhængige webmedie Index stækket ved en udskiftning af ledelsen, hvorefter journalisterne ikke så anden udvej end at tage deres gode tøj og gå. Nu er den sidste af de større uafhængige medier Klubradio så også lukket.
Den polske regering lagde for fem år siden ud med en ekstrem kontrol af landets public service-medier via en over night -vedtagelse i regeringen og parlamentet, hvorefter både direktøren og en bunke kritiske journalister straks blev udskiftet.
Bid for bid har regeringen fulgt det op med selektiv annoncering uden om de frie medier, opsigelse af alle statslige avisabonnementer, forslag om certificering af journalister og senest ved, at et statsligt olieselskab har opkøbt en lang række regionale medier.
Mens Polen, Ungarn og nu Slovenien har sendt røde alarmer til EU, ligger en række andre lande lige under radaren, for eksempel Tjekkiet, hvor en skøn blanding af oligarker sammen med premierminister, Andrej Babiš, har sat sig på de private medier. Her fem måneder før efterårets parlamentsvalg får regeringen med en fyret formand og udsigt til nye regeringstro bestyrelsesmedlemmer for landets public service-tv måske endnu en bekvem platform at føre valgkamp på.
Den ultimative klapjagt på uafhængige journalister og frie medier ser vi i Belarus, Tyrkiet og Aserbajdsjan, hvor de fylder fængsler op med journalister og andre menneskerettighedsforkæmpere. Det er sådan, det går, når lovgivningen bliver strammet, når statsledere får magt over medierne og ordet, og når oligarker og anløbne forretningsfolk oplever at have frit spillerum.
Andre lande holder sig heller ikke tilbage, når det gælder lovgivning, hvor for eksempel Frankrig vil gøre det forbudt at fotografere politiet på arbejde.
Derfor er det meget opløftende, at EU har taget et særligt initiativ til både en Democracy Action Plan og en Media Action Plan med et meget tydeligt budskab til medlemslandene om at sikre frie medier. Det er et budskab om, at regeringerne har et ansvar for at sikre journalisterne og pressefriheden. Det sker med konkrete tiltag, som vi må fastholde både EU og medlemsstaterne herunder Danmark på:
Et såkaldt anti-SLAPP-direktiv (SLAPP står for Strategic Lawsuits Against Public Participation), hvor EU’s medlemslande bliver tvunget til at indføre en lovgivning, der sætter en stopper for den tæppebombning af retssager mod journalister, som for eksempel Kroatien er europamestre i. Her er der omkring 1000 – tusind – retssager mod journalister med det ene reelle formål at holde journalisterne beskæftiget med deres egne sager, så de ikke har tid til deres professionelle arbejde.
Netop denne systematik var den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia udsat for, før hun blev myrdet. Hun havde omkring 40 anklager mod sig, mens hun ufortrødent fortsatte sit graverarbejde, som gik tæt på landets øverste ledelse.
Den tjekkiske EU-kommissær for europæiske værdier og gennemsigtighed Vra Jourová har også sat sig som mål, at direktivet til at forhindre den trafik bliver klar allerede i år. Hun har sat journalisters sikkerhed højt på dagsorden med gentagne budskaber til alle EU-lande og ansøgerlande om, at de skal tage deres ansvar.
EU’s fokus på medierne følger op på Europarådets dagsorden om, hvor vigtigt det er med et stærkt budskab til alle EU-landene, herunder Danmark om at tage ansvar for journalisters sikkerhed, fordi det er et samfundsansvar. Også European Media Freedom Act er på dagsordenen nu.
Beviserne er mange, og det haster at få sat en stopper for det frie fald og vendt udviklingen. Det frie ord har til alle tider været det første offer i enhver kamp og krig, og derfor har hele Europa et kæmpe ansvar for at sikre frie og uafhængige medier.
Ønsker til en Media Freedom Act er et værn mod statslig kontrol af journalister, mere gennemsigtighed i ejerskabsstrukturer, fuldstændig redaktionel frihed uden indblanding fra ejerne, hvad enten der er tale om offentlig eller privat finansiering; pluralisme både lokalt, nationalt og europæisk, at ingen folkevalgte politikere kan eje eller kontrollere medier, at medier og journalister også selv tager ansvar gennem fælles etiske spilleregler og selvregulerende pressenævn, at hvert eneste land tager sit ansvar for at skabe fuld forståelse for den rolle, journalisterne har.
Det sidste har vi taget skridt til i Danmark, hvor vi - samlet fra Dansk Journalistforbund, Danske Medier, Unescp og International Media Support (IMS) og repræsentanter for politi, anklagemyndigheden og relevante ministerier - har taget initiativ til, at vi også tager ansvar ved at etablere en handlingsplan for journalisters sikkerhed.
Mogens Blicher Bjerregård er præsident for European Federation of Journalists.