KOMBINATIONEN AF øget fokus på karakterer og likes på sociale medier svækker vor egen dømmekraft og gør os til ofre for stræben efter omverdens dom over vores gøren og laden, og dermed om vi lykkes som mennesker målt i forhold til, hvad vi evner, magter og præsterer. Hvem vi er, tømmes for betydning og reduceres til, hvad vi kan.
For nylig hørte jeg en skoleleder udtale, at det var vigtigt med test i udskolingen, da eleverne havde krav på at få indsigt i egen læring. Nu er det forhåbentlig ikke den eneste vej til indsigt i egen læring? Marianne Jelved sagde det for år tilbage: ”Grisen bliver ikke federe af at blive vejet.”
Hvad er det for en jagt på karakterer, der synes at være det eneste saliggørende i vores afklaring af, hvad vi kan – og som kommer til at blive både vigtigere end og nogle gange det samme som, hvem vi er.
Vi er vores karakter – det er den, der definerer, hvad vi kan blive, hvem vi kan være sammen med, og hvordan andre opfatter os, og endelig også hvordan vi forstår os selv.
Dagligt møder jeg på højskolen, hvor jeg har mit virke, elever, der i dialogen med mine kollegaer og mig leder efter det rette svar eller reaktionen i vort på blink på, om de har ret eller uret i deres udsagn eller antagelse. De har ikke en indbygget tro på deres egen dømmekraft. De er gennem skolegang og uddannelse opflasket med en opfattelse af, at de hele tiden skal øge deres kompetencer for at stå mål med nedfældede mål for netop deres udviklingstrin.
I BØRNEHAVEN skal du ud og samle blade i skoven for at udvikle dine sansemotoriske og perceptuelle kompetencer.Ikke fordi det er skønt at være i naturen og opleve, at legen gør én til et mere livsdueligt menneske, men for at kunne krydse kompetencen af på listen, så man er sikret en plads videre i systemet.
I skolen skal du først lære at sidde stille og lytte, og siden skal du ikke hænge for meget over en skærm, og systemet vil have dig ud at bevæge dig.
Vi ved nemlig, hvad der er bedst for dig i forhold til det, systemet kalder på. Og på den måde reproducerer vi det, der falder naturligt, fordi vi har travlt med at blive noget. Vi skal skynde os – gerne kunne tale og læse, inden vi kommer i skole, gerne kunne løse gymnasiale opgaver, inden vi skal på ungdomsuddanelse og så fremdeles.
Lad barndommen og hvert et trin i vort liv være noget i egen ret og ikke blot som et udviklingstrin, som vi skal skynde os at overstå for at komme videre til det, som det egentlig drejer sig om. For det er netop, når vi dvæler ved det at være, hvor vi er, at livet kommer til os.
Som Einstein sagde: ”Man kan ikke løse et problem med den tænkning, der har skabt det.” Vi kan nemlig blot måle det, man forsøger at måle. Det u-tænkte vil således aldrig få vægt. Derfor har vi ej heller brug for et 13-tal. Der er ikke længere nogen, der skal honoreres for at tænke ud af boksen. På den måde bliver alt det, der ligger uden for læseplanen, betraget som upassende.
Eleven honoreres for at holde sig inden for rammen. Og er det læring? Hvis målet er, at eleverne skal kunne alle svarene, og de testes i at svare rigtigt, så løber de tør for svar. Hvis målet er at stimulere til at vedblive at være nysgerrig og stille relevante spørgsmål og derigennem komme nærmere en forståelse, så vil man aldrig løbe tør, hverken når det gælder spørgsmål eller interesse.
Mennesket er langt mere end det, der kan testes – vi er følelser, temperamenter, krop, dømmekraft og vilje. Og også disse sider skal næres og stimuleres for at udvikles i et jævnbyrdigt samspil med intellektet. Når vi skal uddanne og danne borgere til samfundet, må og skal vi også have øje for menneskets kompleksitet – så vi også evner at udvikle evnen til at gøre os nye tanker og tro på, at vi kan, og at vi ikke er nok i os selv.
Vi må bevæge os fra præstationsorientering til karakterdannelse. Fra et kyklopisk fokus på resultatet til et mangfoldigt blik på processen. Det handler i høj grad om måden at arbejde på frem for ensidigt fokus på effekten – det målbare.
Som Kierkegaard har sagt det: Vejen er alt – målet er intet. Efter en periode, hvor resultatet hat stået over formål, så må dyder og karakterdannelse i fokus.
En periode, hvor evnen til kritisk stillingtagen og det at søge uden for pensum har en kvalitet, og hvor man arbejder sammen, fordi det styrker sagen og ikke blot arbejder sammen med ”de rigtige”, fordi det vil give bedre kartakter. En periode, hvor den enkelte nysgerrigt leder efter nye spørgsmål.
Karakterer er noget, vi har – ikke noget, vi giver til hinanden.
Sascha Haunstrup Qvortrup er viceforstander på Den Rytmiske Højskole.