Sidste søndag efter helligtrekonger
Vi er i en tid, hvor der er meget at frygte for. Frygten næres dagligt af alt det, der kommer udefra. Alt det, som vi ikke kan stille noget op imod. Der går således næsten ikke en dag, førend det kommer frem, at endnu en mutation af coronavirussen spreder sig imellem os. Samtidig spreder frygten sig for, at vaccinen forsinkes, at hospitalerne ikke klarer distancen, og at vi og vore kære ikke slipper igennem uden at blive syge.
Det er der intet nyt i. Frygt kendte Jesu disciple alt til. Alligevel var de midt i al frygten drevet af et syn, som fik dem til at rejse sig og gå, som om frygten ikke var der. Synet var forunderligt. Det handlede om, at Jesus oppe på et højt bjerg havde forvandlet sig for øjnene af dem. Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og som om det ikke var nok, havde Moses og Elias også vist sig.
Pludselig blev de alle sammen overskygget af en lysende sky, og der lød en stemme: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag, hør ham!”. Det var Gud selv, der havde talt. Heroppe på bjerget hang det hele sammen.
Jesus var ham, som profeterne havde talt om. Han var Guds elskede søn. Man skulle tro, at disciplene var blevet glade for det syn. Men det blev de ikke, tværtimod. Frygten havde grebet dem på en sådan måde, at den Jesus, som var Guds elskede søn, måtte sige til dem: ”Rejs jer, og frygt ikke.”
Hvorfor frygten? Måske fordi de netop levede det liv, hvor der var meget at frygte for. Frygten havde grebet dem og lammede dem. Synet på bjerget gjorde alligevel noget ved dem.
For synet af Guds søn blev ledsaget af ordene til dem: ”Rejs jer, og frygt ikke.” Det var, hvad synet ville. Synet ville drive frygten ud af dem. Synet ville rejse dem op, så de kunne trodse frygten og gå andre veje end frygtens. Frygtens veje ville føre ind i mørket. Synet af Guds søn ville føre dem ud i lyset.
Frygtens veje ville føre til mørkets gerninger. Lysets veje sammen med Guds søn ville føre til lysets gerninger. Det vil de stadig i en tid, hvor der er meget at frygte for. ”Rejs jer, og frygt ikke.”
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.