I GÅR AFTES råbte jeg ad min 14-årige. Han råbte også ad mig, men det er hans job at flejne, det er til gengæld mit job ikke at råbe ad ham. Men det gjorde jeg.
Jeg endte nedenunder på badeværelsesgulvet hyperventilerende, en pude mellem tænderne og et hoved, der var ved at sprænges. Faktisk havde jeg reelt nogle minutter, hvor jeg blev rigtig bange for, at mit hoved ikke kunne holde til presset.
Jeg fik kontrol over min vejrtrækning, skyllede to hovedpinepiller ned og gik ovenpå for lige at melde ud til datteren, at alle var færdige med at råbe nu. Jeg talte også lidt til min søn gennem den låste dør.
For længe siden forstod jeg, at jeg er nødt til at tro, at vi ikke bare har indflydelse på vores liv, men at vi skaber det. Ellers kan jeg ikke holde til det. Jeg vil ting, som andre ikke kan se meningen med, og jeg vil ikke en god del af det, der betragtes som helt normalt.
En meget vigtig del af min begrebsverden indebærer altså, at vi tør tro på noget bedre, noget andet, noget større. At vi tør sætte spørgsmålstegn ved det etablerede. At vi ikke bare blindt accepterer, ”hvordan ting nu engang er”. Det kan godt være, der ikke er noget, vi lige nu kan gøre ved situationen, men det mindste vi kan gøre, er da så at stritte imod.
Når min søn gentagne gange nægter at anerkende min erfaring: at man kan ændre sit liv ved at ændre sin elendige tilgang til tingene, så får jeg følelsesmæssig og mental åndenød, fordi jeg ved, hvordan det er at være der, hvor han er. Hvor man ikke tror, der findes en vej ud. Modløs, uden håb, igen og igen hamrende den samme trætte sang på præcis den samme dør. Jeg besøger selv det sted med jævne mellemrum.
NÅR JEG ENDER MED AT RÅBE ad min frustrerede teenager bunder det selvfølgelig i egen frustration. Større er man jo ikke.
Det seneste halve år har været en række lektioner i mørket i andre og i mig selv. Det har været hårdt på det seneste.
Jeg skal til at skrive, at jeg mener to ting med ”mørket”: vores blinde pletter og vores frygt, men det går op for mig, at de to ting er ét:
Vores frygt gør os blinde. Gæt, hvad der sker, når vi ikke kan se? Vi bliver bange. Et helt vidunderligt morbidt hamsterhjul at befinde sig i, ikke sandt?
Som udgangspunkt kan vi kun se så langt, som vores erfaringer tillader. Hvis du helt fra barnsben har været vant til, at folk opfører sig som svumpukler og behandler dig dårligt, hvis de kan se deres snit, vil du forvente samme opførsel fra andre. Fra alle dem, du møder senere i livet. Gamle damer skæver mistænksomt. Politiet holder med de andre. Verden er ond, og du er i det hele taget et offer. Alle dem, du møder, vil du møde med modstand.
Medmindre du beslutter bevidst at ændre dine forventninger. For kan vi godt blive enige om, at verden et langt stykke hen ad vejen er, som vi vælger at møde den?
Hvis vi møder verden med en lurende paranoia og forventninger om skuffelse, hvis vi konstant leder efter et hår i suppen, så finder vi på et eller andet tidspunkt noget, der i hvert fald ligner et hår.
Vi kan kun se så langt, som vores erfaringer tillader, medmindre vi strækker os mentalt. Det kaldes tro. For nogen er det verdens letteste ting. Men i de områder, hvor vi er sårede, hvor vi har vores blinde punkter og en underliggende forventning om tæsk og tab, er troen uendeligt svær. Det er enormt sorgfuldt, for det er her, vi behøver den mest.
I ÅR ER JEG BLEVET KONFRONTERET med de mørke områder i andre flere gange. Jeg har måttet erkende, at jeg kan være lige så godt et menneske, jeg orker. Jeg kan have de bedste intentioner. Jeg kan have nogens ryg. Hvis de ikke kan tro det, er der intet, jeg kan gøre. Det har ikke været en sjov erkendelse.
Jeg møder ikke det her i andre, medmindre der er noget, jeg skal se på i mig selv. Derfor ender jeg med at råbe ad min søn. Ender med at råbe, fordi jeg er enormt frustreret.
Ud over at jeg er ramt af andres modstand, er jeg i gang med at se på mit eget mørke, min egen modstand, og det er faktisk mere, end man burde bede nogen om:
Vi er nødt til at ville det, hvis vi vil strække os som mennesker. Nødt til at ville noget andet, noget mere, og det kræver, at vi tør se på de områder i os, hvor der er lidt grumset, dystert eller i slemme tilfælde helt sort.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT VÆRE HER. Jeg har lyst til at hviske ”glem det” og lade modstand og mørke være i fred. Men de lektioner, jeg har fået i år, har trukket tænder ud, og jeg har ikke lyst til at skulle gå det her udviklingstrin om. Nogensinde.
Så jeg vælger endnu en gang at tro. Tro, at vi bliver støttet, når vi bevæger os ind i uafdækkede områder.
Under alle omstændigheder ved jeg, at vi er stærkere, når vi kommer ud på den anden side.
Christina Andersen Reyn er iværksætter.