Prøv avisen
Mediekommentar

Forrygende transmission af pinsegudstjenesten med krystalklar prædiken

Leif Hjernøe

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

N.F.S. Grundtvig skrev i flere omgange (fra 1843 til 1853) på den salme, der hører til blandt de mest populære pinsesalmer. Til den festlige, marchagtige melodi af Henrik Rung fra 1859 er det først rigtig pinse, når vi synger eller i det mindste lytter til:

I al sin glans nu stråler solen,

livslyset over nåde-stolen,

nu kom vor pinselilje-tid,

nu har vi sommer skær og blid,

nu spår os mer end englerøst

i Jesu navn en gylden høst.

Den syv vers lange salmetekst fik da også alt, hvad den kunne trække i indledningen af den forrygende gode transmission af gudstjenesten i Kirke Saaby Kirke, Roskilde Stift. Pinsedag. Prædikant Poul Joachim Stender holdt en tilsvarende krystalklar prædiken over dagens tekst om det stærkt forpligtende evangeliebudskab om ”at rejse os” og forkynde for alverden om kristendommens særlige væsen.

Organist Anders Danman og en livsbekræftende festlig fælles salmesang fik højtalerne til at klinge: ”Nu bede vi den Helligånd”, ”Kraften fra det høje, ”Flammerne er mange” og ”Du som går ud fra den levende Gud”. Transmissionen stod Katarina Lewkovitch som sædvanlig godt for.

Men tilbage fra den indledende salme stod dette vers:

I Jesu navn da tungen gløder

hos hedninger så vel som jøder;

i Jesus-navnets offerskål

hensmelter alle modersmål;

i Jesu navn udbryder da

det evige halleluja.

Sammenholdt med gudstjenestens første læsning fra ”Apostlenes Gerninger” kap. 2, vers 5 var det efter nogle dramatiske folketingsvalgdebatter om blandt andet migrant/flygtninge/racisme/fordomme-problemer meget tankevækkende at lytte til denne passage:

”I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: »Hvad skal det betyde?«

Det spørgsmål om ”hensmeltning” af alle modersmål er åbenbart evigt aktuelt. Et svar kunne være noget, der gik og går ud på at forstå kristendom som noget ekstremt fundamentalt. Noget der ikke har at gøre med åndelig ensretning eller nivellering. Noget der bevirker, at kristendom er mere end en religion blandt mange andre, og som derfor er mere rummelig i sin livstydning end så mange andre verdensbilleder.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder