Prøv avisen

Præst: I Norge fik jeg 10.000 kroner mere om måneden

Præsternes lønudvikling, eller mangel på samme, betyder, at jeg i dag får den samme løn, som jeg fik, da jeg skiftede til andet job i 2000, skriver præst. Foto: Bax Lindhardt

Lene Skov Opsahl

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis folkekirken skal gøre sig håb om at tiltrække sig personer med anden universitetsuddannelse og kærlighed til kirken, må man se i øjnene, at lønnen vil være medvirkende til at gøre et skifte attraktivt

Det er 28 år siden, jeg blev teologisk kandidat. Mange af mine studievenner tog kandidateksamen nogenlunde samtidigt eller i årene derefter. Dengang var det vanskeligt for mange at komme i præsteembede, da en særuddannelse havde dækket behovet i folkekirken. Selv var jeg heldig at blive ordineret få måneder efter at have afsluttet Pastoralseminariet og kom hurtigt i fast stilling. Men flere af mine i øvrigt dygtige studievenner opgav hurtigt kampen om et præstearbejde og søgte i stedet jobs i andre fagområder, for eksempel inden for undervisning eller kultur.

Siden mit første faste embede, som jeg beklædte igennem otte år, har jeg været beskæftiget med andet teologisk eller socialt arbejde igennem en årrække. Jeg har blandt andet været leder af et frivillig- og selvhjælpscenter og været præst i Norge i et par år. Jeg har derfor sammenlignelige erfaringer om lønvilkår og arbejdsvilkår at referere til.

Jeg foreslår et grundigt eftersyn af løn og betingelser for præsternes virke. For det er sandsynligt, at en del af de teologer, som der ikke var brug for i 1990’erne og 2000’erne, kunne se interesseret på et præstejob, hvis betingelserne kommer i orden. Der var en del præster og teologer, som tog til Norge, og som måske ville have lyst til at vende hjem, hvis betingelserne er de rigtige.

Løn er noget, vi nødigt taler om som præster, fordi Jesus jo lægger klar afstand til pengenes lykkeskabende værdi. Men det er trods alt en faktor, man må regne med, idet lønnen skaffer os vores livsfornødenheder. Det gælder for præster, at det koster en del at varme en stor præstegård op, ligesom mange præster er nødsaget til at have en bil for at kunne gøre tjeneste mellem flere kirker og køre ud til samtaler i sognene. Det er store udgiftsposter, især for en nyuddannet præst.

Man bør også tænke langsigtet. En dag skal man som præst flytte ud af sin præstebolig. Derfor er det godt at have sparet noget op eller have investeret i fast ejendom. Men der er ikke meget at spare op af. Pr. 1. januar 2019 får jeg på slutløn og med 28 års lønanciennitet samt diverse efteruddannelse 34.987 kroner. Til sammenligning er en startløn for en nyuddannet gymnasielærer på 33.821 kroner. Det undrer mig, at forskellen er så lille.

For fire år siden forfulgte jeg en drøm og en invitation fra en norsk biskop om for en periode at virke i den norske kirke. Det var en tid, som var rig på oplevelser og lønkroner. For med en månedsløn på 53.000 kroner og en ugentlig arbejdstid på 35 timer var arbejdet godt betalt. Kursværdien af den norske krone er 20 procent lavere end den danske, men på grund af søndagsarbejde har præster i Norge to en halv arbejdstime færre end andre offentligt ansatte.

Med en stærk norsk præsteforening i ryggen er der tilsyn med præsternes arbejdstid. Den norske kirkes præster fører arbejdstidsskemaer, som indsendes hver måned til provsten. Som udgangspunkt har præster i Norge en arbejdsuge på fem dage. Undtaget er sommerperioden, hvor der kan være vielser om lørdagen. Begravelser forekommer ikke på lørdagene. Der er ikke udbetaling, men afspadsering for overarbejde. Arbejdstidsreguleringen er meget bevidst, blandt andet for at forebygge udbrændthed i den norske gejstlighed, men også for at skabe rimelighed og lighed i forhold til sammenlignelige akademiske jobs.

Da jeg var leder af et frivilligcenter i København modtog jeg en lederløn. Lønnen til mig og mine medarbejdere kom gennem ansøgninger til Socialministeriet og kommune. Det var midler, jeg havde ansvar for at søge. Ved lønforhandling med min bestyrelsesformand beklagede han, at der kun var råd til at give en lederløn på HK-sats. Men med 34 timer ugentligt var den dog af samme størrelsesorden som den, jeg får nu, og arbejdet var uden aften- og weekendtimer.

Men jeg er vendt tilbage som præst i den danske folkekirke, fordi jeg kan lide at være præst. Men lad mig bare indrømme det åbenlyse: Lønnen er for dårlig! Man kan ikke komme og påstå, at jeg er ”levebrødspræst”. Jeg er præst, fordi jeg er religiøs og kristen, og arbejdet er meningsfuldt og varieret.

Præsternes lønudvikling, eller mangel på samme, betyder, at jeg i dag får den samme løn, som jeg fik, da jeg skiftede til andet job i 2000. Jeg konstaterer dog med beklagelse, at lønnen ikke står mål hverken med ansvar, akademiske kompetencer eller arbejdsindsats. For timerne i mine arbejdsuger, som det er tilfældet også for mange af mine kolleger, overstiger ofte 45 timer – på en arbejdsuge på seks dage. Og det omfatter store mængder aften- og weekendarbejde.

Når jeg spørger mine gamle teologvenner, om de overvejer at søge præsteembede nu, hvor det, hvad ansøgerfeltet angår, er til at komme i nærheden af, trækker de på det. Det virker ikke attraktivt på dem, blandt andet fordi de oplever, at deres venner, som er præster, arbejder meget, og at der er mange ulemper forbundet med vilkårene og det at have et så eksponeret erhverv.

Hvis folkekirken skal gøre sig håb om at tiltrække sig personer med anden universitetsuddannelse og kærlighed til kirken, må man se i øjnene, at lønnen vil være medvirkende til at gøre et skifte attraktivt. De færreste vil have lyst til at gå ned i løn og da slet ikke, når glæderne i arbejdet er ukendte. Ligeledes ligger der anerkendelse af indsatsen gennem en ordentlig honorering.

Mon ikke også at en ordentlig løn vil kunne afhjælpe lysten til at gå på pension hos de præster, der nærmer sig pensionsalderen? For pensionen bliver hurtigt lige så god som lønnen, hvis ikke lønforholdene ændrer sig. Det har pensionsrådgiveren i min bank nemlig regnet på ud fra min vurdering af, hvornår jeg ønsker at træde af. En stor del af min udmærkede, kommende pension er ikke optjent i folkekirken. Men hvis helbredet og kræfterne slår til og præsteseniorordningen er tilstrækkeligt god, er det bestemt mit ønske at fortsætte længe.

Det er min overbevisning, at en honorering, der svarer til øvrigt akademisk arbejde, og bevidsthed om gode arbejdsvilkår vil øge chancerne for at kunne rekruttere nogle af de teologer og faggrupper, som har andet erhverv, men i virkeligheden ville være interessante for folkekirken at have i stalden. Og at der er bedre muligheder for at holde på de nuværende seniorer, hvis der triller nogle penge i kassen. Ingen kan tjene to herrer, men det er vel ikke nødvendigvis i strid med ønsket om at være på et lønniveau som andre akademikere

Lene Skov Opsahl er sognepræst og sorg- og familieterapeut.