Prøv avisen

I pagt med migrationen - eller hvorfor migrantpagten giver flere migranter

Jens Olaf Pepke Pedersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

NÅR INGER STØJBERG (V) om kort tid på Danmarks vegne underskriver FN’s migrantpagt i Marokko, selvom den grundlæggende strider mod regeringens politik, ser begrundelsen ud til at være, at vi plejer at underskrive FN’s aftaler, samt at det er en rent symbolsk handling, fordi aftalen ikke er juridisk bindende.

Derfor har mange ”eksperter” også været hurtige til at fastslå, at migrantpagten ”absolut ingen konsekvenser” får for Danmark. Men er den ”analyse” korrekt?

Selv en symbolsk handling er nemlig også en handling, og i politik er det ikke jura, der har størst betydning. Kig blot på Paris-aftalen om klimaet, som heller ikke er juridisk bindende, men som har en enorm politisk og økonomisk betydning.

Derfor har det også været en særpræget oplevelse at følge debatten om migrantpagten.

En fremragende politiker som Henrik Dahl (LA), der normalt hylder det skarpe og rationelle argument, har måttet benytte sig af en selektiv logik, når han i Berlingske og Kristeligt Dagblad forklarer, at de positive dele af pagten får stor betydning for Danmark, mens de negative dele absolut ingen betydning får.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, erklærede endda, at det var ”helt løgn”, at pagten åbnede for én eneste migrant, der ellers ikke ville været kommet hertil. Men hvor ved han egentlig det fra?

ET GRUNDLÆGGENDE PROBLEM med migrantpagten er, at den helt generelt definerer indvandring som ønskværdig og som en kilde til ”velstand, innovation og bæredygtig udvikling”. Det skriver regeringen nu under på, selvom den har dokumenteret, at samlet set giver ikke-vestlig indvandring mindre velstand og ikke mere velstand.

Pagten pålægger også regeringen at påvirke den danske befolkning til et positivt syn på indvandring og at påskønne indvandrernes kultur ved at arrangere multikulturelle aktiviteter inden for blandt andet sport, musik, kunst og ”kulinariske festivaler”. Regeringen forpligter sig til at uddanne og ”sensibilisere” medier og journalister, så de kun skriver ”objektivt” om indvandring. Regeringen skal også fremme en debat, der bibringer befolkningen en ”mere konstruktiv” opfattelse af indvandring, ligesom regeringen skal fjerne støtten til medier, der ikke deler denne konstruktive opfattelse.

Når eksperterne hævder, at migrantpagten absolut ingen konsekvenser får, er deres argument, at den ikke er juridisk bindende. Her overser de for det første dens politiske betydning. Hvordan vil Inger Støjberg fremover argumentere for, at indvandringen skal begrænses, når hun lige har skrevet under på, at indvandring er kilden til økonomisk velstand og innovation? Og hvad svarer hun, når Zenia Stampe (R) og ligesindede kræver, at regeringen implementerer den politik, den har skrevet under på?

MEN DERUDOVER GLEMMER eksperterne også, at migrantpagten ikke kun har symbolsk betydning. Den vil fremstå som en ny og fremtidig standard i spørgsmål om indvandring, og derfor vil den også blive brugt, når man skal fortolke lovgivningen. Teksten i migrantpagten udstyrer migranter med en lang række rettigheder og kobler sig direkte til Menneskerettighedskonventionen.

Problemet er her, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol benytter sig af en såkaldt dynamisk fortolkning af konventionerne. Det betyder, at domstolen ikke lægger vægt på konventionens tekst, men fortolker den i forhold til ”nutidige forhold”. Da der ikke er nogen objektiv standard for, hvad der er ”nutidige forhold”, er der nærmest garanti for, at migrantpagten vil blive brugt som en tekst, der beskriver de ”nutidige forhold”. Hvad politikerne og eksperterne opfatter som rent symbolske handlinger, bliver således til juridiske afgørelser.

Eftersom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er indarbejdet i dansk ret, er der således stor sandsynlighed for, at eksperterne tager fejl, når de hævder, at pagten ikke åbner for en eneste migrant.

Og måske skal Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, derfor også mindes om, at da en af hans forgængere som chefredaktør blev frikendt for at have videregivet fortrolige oplysninger i Grevil-sagen, skete det netop med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jens Olaf Pepke Pedersen er seniorforsker ved DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet.