”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.”
Filipperbrevet 3, 13-14
At blive kaldt en stræber vil de færreste sikkert opfatte som en ros. Vi ser en møver med spidse albuer for os. Måske er det janteloven, der gør sig gældende?
Den lov har Paulus ikke hørt om; han vedkender sig en stræben ”efter målet, efter sejrsprisen”, og han skriver i anden sammenhæng frimodigt om den kristne eksistens som en dedikeret idrætspræstation. Han sammenligner den kristne med en løber, der vælger at lide afsavn for at vinde, og om sig selv bruger han billedet af en bokser, der er hård ved sin krop, så hans slag ikke rammer ud i den tomme luft (1. Kor. 9, 24-27).
Det er ikke denne side af Paulus’ forkyndelse, der er lagt mest vægt på i vores tradition. Stræberbilledet skal da heller ikke ses isoleret, som om ”sejrsprisen” – frelsen – er ens egen fortjeneste eller noget, man kan betragte som sin ejendom.
Paulus rækker utrætteligt ud efter prisen, men det er Gud, der alene skal takkes for den. Det er også Gud, der skaber den tro, som sætter hele bevægelsen i gang. Det hele er altså iværksat oppefra, fra Gud; det sker ”i Kristus”.
Kirkefaderen Gregor af Nyssa lægger ligesom Paulus vægt på, at troens liv er bevægelse mod et mål – og det er i virkeligheden Gud, der trækker mennesket til sig; belønningen er øget sans for Gud.
Men ikke al bevægelse bærer frugt. Der er, som han skriver, ”mennesker, der prøver på at klatre opad i sand. Selvom de tager store skridt, falder de ned hele tiden, fordi de har fodfæste i sand, og således sker der overhovedet ingen fremskridt, selvom der er megen bevægelse.” (Citeret efter Anna Marie Aagaards indledning i bogen ”Gregor af Nyssa”).
Paulus ville sige, at hvis vores stræben ”mod det, der ligger forude” ikke skal være en frugtesløs klatren opad i sand, må den ske med fodfæste i det, som Jesus har sat ind i vores verden. Og han og Gregor er enige om, at det, man på denne måde bliver delagtig i, er uudtømmeligt.
Så man når aldrig at kunne stå og slå sig på brystet som sejrherre. Der åbner sig hele tiden nyt at tilegne sig. Nye gaver.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.