DET ER DEN 29. MAJ 2015. Udenfor er sommeren ved at afløse foråret i Istanbuls gader, men indenfor på avisen Cumhuriyets redaktion på millionbyens europæiske bred er stemningen kølig og anspændt. Manden med ansvaret for Tyrkiets ældste avis, Can Dündar, har kaldt sine redaktører sammen. Han ligger inde med beviser på, at den tyrkiske sikkerhedstjeneste i en hemmelig operation året forinden leverede våben til radikale islamister i Syrien.
Can Dündar ved, at historien vil føre til rynkede bryn i Recep Tayyip Erdogans præsidentpalads. Og han ved derfor også, at historien med statsgaranti vil få konsekvenser for avisen og dens ansatte.
”Som journalist i Tyrkiet er det et vilkår, at sandheden kan få konsekvenser. Vidtrækkende konsekvenser. Men for at være helt ærlig var det, der skete i kølvandet på vores historie, voldsommere, end jeg havde forventet,” fortæller den nu 58-årige Can Dündar.
”Det var en svær beslutning. Skulle hensynet til offentlighedens krav på sandheden og et oplyst demokrati veje tungere end mine medarbejdere og vores familiers sikkerhed? Alligevel var der ikke ét medlem af redaktionen, der mente, vi skulle lade være med at offentliggøre historien. Og der var heller ingen, der rystede på hånden, da vi blev smidt i fængsel.”
I dag lever Can Dündar i eksil i Tysklands hovedstad, Berlin, men han er i disse dage i Danmark for at modtage PL-Fondens menneskerettighedspris. Og, understreger han, for at huske det internationale samfund på, hvordan præsident Erdogans autoritære regime er ved at kvæle ytringsfriheden, de liberale værdier og ikke mindst de tyrkiske indbyggeres tro på retsstaten.
”Krav om fængsel på to gange livstid for at fortælle sandheden? Det er da en smule overdrevet, synes du ikke?”, spørger han retorisk og klør sig i det grånende skæg.
Tre måneder efter sin fængsling i 2015 blev Can Dündar midlertidigt løsladt. Han blev forsøgt myrdet foran retsbygningen. Overlevede to skud og tilråbet ”landsforræder”, hvorefter han rejste til Europa. I juli 2016 blev Erdogan-styret udsat for et kupforsøg, som udløste en stor arrestationsbølge, og Dündar turde ikke længere rejse hjem. I dag har han levet tre et halvt år i Berlin. Først i juni i år lykkedes det hans kone at forlade Tyrkiet. Hendes pas blev pludseligt og uden grund erklæret ugyldigt for tre år siden, så hun måtte smugles ud.
”Først falder dit land fra hinanden, så får du en livstidsdom, og så oveni det hele bliver du adskilt fra din elskede i tre år. Ja, det har været hårdt. Men nej, jeg har ikke fortrudt et sekund. Vi har hele tiden været klar over, at kampen for frihed kunne risikere at koste os vores egen frihed.”
Den nu tidligere chefredaktør vrider sine hænder, taler lavmælt og ser sig konstant omkring i lokalet. Siden han forlod Tyrkiet for at komme i sikkerhed, har han levet under politibeskyttelse. En særlig ondsindet form for ironi, medgiver han.
”Polariseringen i vores eget land udspiller sig én-til-én i andre lande med tyrkisk dia-spora. Grunden til, at jeg har behov for beskyttelse, er, at den tyrkiske regering mellem linjerne har opfordret diaspora-tyrkere til at angribe os, de såkaldte landsforrædere. Selvom du bor i Europa, er du ikke sikker, hvis du kritiserer en mand som Erdogan,” fortæller han.
I Danmark har vi set personer med påstået tilknytning til Gülen-bevægelsen, der anklages for at stå bag kupforsøget i 2016, blive chikaneret – hvad er det for nogen mekanismer, der gør sig gældende her?
”Diasporapsykologien gør, at mange bliver mere nationalistiske i deres nye land – især hvis de ikke er ordentligt integreret. De har ingen værdi i samfundets øjne, og så bliver værdierne fra dit eller dine forældres hjemland det, du bygger din identitet op omkring. I Tyskland, hvor jeg bor, føler mange sig mere tyrkiske end tyske. Og jeg lover dig, at hvis du begyndte at se tyrkisk tv, læse tyrkiske aviser og komme i den tyrkiske regerings propagandamoskéer, så ville du også få lyst til at stemme på Erdogan i løbet af et par uger.”
Can Dündar ler kortvarigt. Den virkelighed, han skitserer, er absurd. Men også gravalvorlig, understreger han.
”Erdogan har været meget dygtig til at give nogle mennesker, der har savnet noget at være stolte af, en helt særlig pakke, der kombinerer tyrkisk nationalisme med konservativ, politisk islam. En slags erdogansk identitetspolitik. Og så sidder folk i Europa og føler sig stolte, når de tyrkiske kampvogne buldrer frem, og flaget vajer i den syriske vind. Også selvom de aldrig har sat deres fødder i Tyrkiet.”
Men kan udviklingen vendes – i diasporaerne og i Tyrkiet?
”Når Erdogans lange arm kan nå de fleste lande i dag, er det, fordi magthaverne her har ladet ham få den indflydelse. Ingen tør fornærme sultanen, for det er ham, der sidder på flygtningene, ham, der kan åbne slusen. Og samtidig er Tyrkiet et kæmpe marked, som ingen vil gå glip af.”
”Samtidig med at jeg nu er i Danmark for at få overrakt en pris for min kamp for friheden og mod Erdogans autoritære regime, underskriver den danske ambassadør i Tyrkiet en stor samarbejdsaftale om vindenergi med den tyrkiske regering. Har du et bedre ord for det end hykleri?
De europæiske lande ofrer gladeligt deres værdier for en god handel. Hvordan endte vi i en situation, hvor vi, dissidenterne fra øst, blev dem, som må sætte livet på spil for at forsvare de såkaldt vestlige værdier? Hvor er Vestens egen offervilje?”
Can Dündar ved godt, han kommer til at lede længe efter svaret på sit spørgsmål. Men han føler sig oprigtigt svigtet.
Efter at have været journalist i 40 år og kæmpet for det frie ord under både militærkup og højre- og venstreregeringer, er situationen i dag uden fortilfælde, mener han. Ikke mindst fordi selvcensuren under Erdogans 17 år lange styre har vundet indpas i alt fra medier til domstole. Ansvaret ligger ifølge Dündar hos både medier, politikere og befolkning.
Han ærgrer sig over de af hans kolleger, der i dag lader hånt om idealet om et frit og oplyst samfund. Og han væmmes over de magthavere, der stiltiende har set til, mens den tyrkiske republik har udviklet sig til en religiøst funderet politistat.
MEST SKUFFET er Can Dündar dog over store dele af den tyrkiske befolkning. Over dem, ”der lader som ingenting, når journalister og dommere fængsles uden rettergang, men går på gaden, så snart brødpriserne stiger”. Over dem, ”der klapper, når den stærke mand går i krig i Syrien for at fjerne opmærksomheden fra hjemlige problemer”. Og over dem, ”der ikke forstår, at pressefrihed er retten til at forstå, hvorfor din søn skal dø på slagmarken, eller hvorfor din by bliver bombet. Dem, som ikke forstår, at hvis først et samfund opgiver sandheden, så har det også opgivet sig selv”.
Apatien til trods vågner Can Dündar hver dag op med troen på, at i morgen bliver bedre, og at i overmorgen måske bliver dagen, hvor han kan vende hjem. Sammen med andre intellektuelle i eksil gør han sig en del tanker om, hvordan Tyrkiet efter Erdogan kan se ud. For uanset hvad, udrinder den 65-årige Erdogans dage på et tidspunkt.
”Jeg tror på, vi nærmer os afslutningen på en mørk tid. Da jeg var barn og skulle lære at læse, bladrede jeg ofte i historiebøger. Jeg kan huske, at der i en af dem stod, at historien udvikler sig i faser af 20 års varighed. Nu har Erdogan siddet ved magten i 17 år. Ja, forandring kræver mod. Men jeg er overbevist om, at frihedens flamme brænder i mange tyrkeres bryst. Og jeg tror oprigtigt på, at næste gang vi ses til et interview, kan det foregå i Istanbul.”