Tidens identitetspolitiske kampe er en gave til majoritetssamfundet, for de tvinger alle os hvide, heteroseksuelle og ciskønnede borgere til at indse, at der findes andre lige så acceptable måder at være i verden på end dem, vi indtil nu har taget for givet som ”det normale”.
Med få sporadiske undtagelser har majoritetssamfundets medlemmer aldrig oplevet at blive udgrænset som ”unormale” og skullet leve med konsekvenserne af det.
De har ingen erfaringer med at blive verbalt eller fysisk overfaldet af racister, homofober og transfober. Ingen erfaringer med at føle sig ignoreret eller set ned på alene på grund af deres ydre fremtoning. Og ingen erfaringer med at døje med brutale eksistenskriser som følge af det køn, de er blevet tildelt, den hudfarve, de har, eller den seksuelle praksis, de henholder sig til.
Heldigvis forholder majoritetssamfundet sig undertiden konstruktivt til situationen. Et eksempel er artiklen i avisen den 17. januar, ”Vi er ankommet til den flydende identitets tidsalder”. Artiklen forklarer pædagogisk og med brug af både ordlister og informative kilder, hvad der er på færde.
Journalisten lader en af sine kilder fremføre den pointe, at mens der i 2010’erne var megen kritik af de identitetspolitiske strømninger, vil 2020’erne blive anderledes afdæmpede, fordi debatterne allerede er taget, og fordi en større accept af retten til forskellighed vil sætte ind i takt med, at det ”anderledes” ikke længere provokerer helt så mange.
Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor hurtigt forandringerne vil indfinde sig. For modstanden er fortsat enorm. I artiklen er den repræsenteret ved medlem af Folketinget Henrik Dahl (LA), der siger:
”Mindretallet skal ikke koste rundt med flertallet, og jeg vil ikke tvinges til at ændre mit sprog på grund af en meget lille gruppe mennesker.”
På den ene side er synspunktet lige så generisk, som det er gammelt: Det er med let varieret ordlyd blevet fremført mod alle samfundsforandringer til alle tider. Derfor har det på den korte bane vægt.
Men på den anden side efterkommer majoritetssamfundet i stadigt højere grad marginaliserede gruppers ønsker om anerkendelse. Et eksempel er de senere års ændrede sproglige hverdagspraksis, hvor især yngre generationer afstår fra at benytte nedladende eller hånende ord om medlemmer af udsatte, forfulgte eller (historisk) marginaliserede grupper.
Nutidens identitetspolitiske kampe har klare paralleller til 1968-oprøret. For på godt og ondt var det et fuldkommen nødvendigt radikalt opgør med majoritetssamfundets normer, rammer og definitionsformer, som en ny generation med stor pludselighed og selvfølgelighed opfattede som håbløst forældede.
Derfor skaber identitetskampene netop nu så megen opmærksomhed. For det står med ét klart, at det er blevet nødvendigt med en langt mere nuanceret forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Og derfor vil forandringsmodvilligheden før eller siden vige for en større accept af menneskers indbyrdes forskelligheder, også selvom den øgede kompleksitet måske vil skabe nye udfordringer.
Men selvom det forekommer presserende, at det sker, kan selve realiseringen tage mange årtier endnu. For kampen for retten til at blive anerkendt som den, man ser sig selv som, udfordrer dybest set den normskabelse, der indtil nu har været en forudsætning for overhovedet at kunne holde sammen på samfundet.
Alligevel tror jeg som anført, vi alle bliver klogere med tiden. Retten til forskellighed bliver en dag en ny norm. Og som medlem af majoritetssamfundet ser jeg frem til, at det sker.
Henrik Marstal er musiker og forfatter.