Ikke kun covid-19 slår ihjel. Man kan dø af sorg, savn og ensomhed

Det er vigtig at plejehjemsbeboere og deres pårørende ikke glemmes i genåbningen, mener skribenten

Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Jeg vil gerne takke Eva Flyvholm, som er medlem af Folketinget for Enhedslisten og pårørende, for hendes debatindlæg ”Min ven har lige mistet sin far. Umenneskeligt, at man kun får lov at være der i de allersidste timer” her i avisen den 26. maj.

Eva Flyvholm formulerer præcis den smertelige situation, vores kære på landets plejehjem og vi selv som pårørende nu i over to måneder har befundet os i.

Vi oplever en voldsom indskrænkning af helt basale frihedsrettigheder.

Min mand er dement og er på plejehjem, han er skrøbelig og sårbar. Den 14. maj åbnede min mands plejehjem op for besøg, det vil sige, at jeg nu har mulighed for at besøge ham én gang om ugen i 30 minutter i et udendørs telt.

Alle besøg skal selvfølgelig på forhånd aftales med plejehjemmets administration, og hvad der ligger ud over de 30 minutter om ugen, skal man hver gang specielt argumentere for. En halv times samvær om ugen er, hvad de nuværende regler i princippet giver mulighed for.

Jeg er selvfølgelig helt klar over situationens alvor med covid-19, og jeg er taknemmelig for plejehjemmets gode indsats, men jeg vil bare i al stilfærdighed minde om, at man kan dø af andet end coronavirus. Man kan dø af sorg, savn og ensomhed.

I takt med at samfundet åbner mere og mere op, er det vigtigt, at plejehjemsbeboerne og deres pårørende ikke hægtes af og glemmes, og at der fra Sundhedsstyrelsens side foretages justeringer af de meget restriktive retningslinjer for besøg på plejehjem.

Eva Ravn Møenbak er lektor.