Det er ikke let at forlade et hjem efter 40 år. Slet ikke i en coronatid

Efter 39 år i samme hus på Nordfyn har pensionerede lærer Hans Husted og hans hustru valgt at sælge

Det er ikke let at forlade et hjem efter 40 år. Slet ikke i en coronatid
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

Da jeg og min kone efter 39 år i samme lille landsby i samme hus på Nordfyn besluttede os for at sætte huset til salg for at komme nærmere vores søn, svigerdatter og børnebørn, der boede i Rønne på Bornholm, var det et tungt valg.

Men vi var kommet op i årene og lidt skrøbelige rent helbredsmæssigt. Så nu skulle det være, medens vi endnu kunne gå og stå. Det var sværere at sælge hus i såkaldte Udkantsdanmark, end vi havde regnet med. Dog efter tre et halvt år lykkedes det, efter at have sat prisen 100.000 kroner ned. Nu var vi klar til at pakke huset ned, og det blev noget af en prøvelse.

Den, der har prøvet det før, ved, hvor svært det kan være at rydde op i eget hus med henblik på flytning til andet mindre sted. Det bliver så ekstra svært, når man som jeg har været inkarneret samler siden drengeårene. Og endnu mere svært bliver det, når man har arbejdet på en genbrugsstation i syv år.

Og her står jeg/vi så efter 39 år på samme sted – over for en almægtig udskilningsproces, der gør ondt, når noget må ryge ud. Men der er ingen kære mor. Den hårde hånd må tage over og adskilligt må ud, da vi efter alle disse år i den hyggelige landsby, Bederslev, nu endelig har fået solgt huset, så vi kan komme videre til formentlig sidste stoppested i vores liv.

En god ting ved det hele i denne her flytte-brydningstid er dog, at jeg altid har gået ind for genbrug og genvinding, så jeg følte mig godt rustet til at håndtere affaldet på forsvarlig vis, inden det kom på genbrugspladsen.

Hvad jeg imidlertid ikke overhovedet følte mig rustet til, var at aflive vores gamle 13,5 år gamle trofaste golden retrieverhund, Scotty. Jeg havde hele tiden drømt om, at han skulle med til Bornholm, men andre mente noget andet. De sagde, at den var for gammel og skrantede. Ja, den havde rigtignok slidgigt i hoften. Det var hårdt for den, når den skulle op på alle fire til madtid. Ditto når den skulle fra bryggerset og ind i stuen til aftenkaffetid, hvor den altid fik en godbid sammen med os andre.

Jeg forsvarede den med, at man heller ikke afliver mennesker på plejehjem, blot fordi de er blevet gamle og affældige. Min bemærkning var selvfølgelig sagt i spøg, for en hund er ikke et menneske, selvom vi tobenede ofte foranlediges til at behandle dem sådan, fordi vi bliver så glade for dyret. Og det er og bliver ofte et kært familiemedlem, som man bliver stærkt knyttet til.

Dyrlægen kom, og han tog sig god tid til at snakke med os. Han var meget forstående. Han vidste, hvilke følelser der var på spil. Bagefter lå den i ”kapellet” – mit lille værksted – til dagen efter. Jeg ville på helt neurotisk vis sikre mig, at den var stendød.

Så gik jeg i gang med graven. Det var hårdt at tænke på, hvad der skulle ned i hullet. Jeg sad en stund på en havestol og funderede over dens liv sammen med os. Jeg huskede, da vi købte den for over 13 år tilbage, hvor lykkelige vi blev for den lille fætter. Jeg huskede, når den glad spænede rundt i haven.

Og hvad havde jeg nu gjort? Den dårlige samvittighed meldte sig: Jeg har slået min bedste ven ihjel! Det er barskt at erkende. Jeg trøstede mig med, at det var en ubønhørlig nødvendighed, og at den ville have haft svært ved at omstille sig til helt nye omgivelser. Sådan fortalte alle mig det i hvert fald, og jeg valgte at tro på dem.

Jeg huskede dens totale tillidsfuldhed, lige siden den var hvalp. Den stolede blindt på mig, og så bad jeg dyrlægen om at aflive den!? Den rejste sig glad og intetanende op på forbenene i hundekurven, da dyrlægen kløede den bag øret, medens han samtidig stak nålen i den med et sovemiddel – og bagefter dødsdommen. Den sov trods alt stille ind. Men jeg følte mig som en forrædder og gør det stadig.

Nu, mens vi går rundt i huset og sorterer og pakker ned, spøger den alle vegne. Her og der plejede den jo at ligge. Om morgenen, når jeg står op, ligger den ikke længere i kurven i bryggerset. Flere gange om dagen tænker jeg på den. Det er ikke sådan lige at drosle tankerne væk.

Jeg mailede en hel del med min søn, da vi endelig havde fundet en køber til huset, og fortalte ham om mine betænkligheder og vemod ved at sælge huset – hans barndomshjem. Han skrev beroligende tilbage: ”Far, jeg har haft mange gode år hos jer i huset i Bederslev. Men nu skal du og mor komme over til os i Østersøen, for guldaldertiden i Bederslev er forbi.” Det kan han have ret i.

Mange er blevet gamle og er flyttet ind til Otterup, hvor indkøbscentrene ligger lige for, og busforbindelserne er gode til Odense. Busforbindelsen fra Bederslev til Otterup blev i øvrigt droppet for nu snart mange år siden. Atter andre er kommet på plejehjem eller er døde. Brugsen drejede nøglen om for år tilbage. Landbruget er gået på pension. Alt er gået i svang. Der er ikke mange af den gamle garde tilbage.

En hel del nye tilflyttere ser ud til at have nok i sig selv og deltager sjældent i forsamlingshuslivet. Det er desværre en trist udvikling, som finder sted i rigtig mange små landsbyer i Danmark i disse år. De bliver sovebyer og uddør simpelthen.

Vores flytning er et kæmpeskridt i min kones og mit liv – i vores lidt fremskredne alder. Vi går med bævende hjerter nye horisonter i møde, men jeg tror, at vi skal gå, og at der af kaos kommer kosmos.

Forhåbentlig møder vi andre gode mennesker på vores vej i den sidste del af vort liv, og kommer filosoffen Søren Kierkegaard i hu, der engang skulle have sagt:

”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” Det er mange menneskers yndlingscitat – også mit! – Men nogle kloge hoveder mener imidlertid, at han aldrig har sagt det.

Jeg synes personligt, at det giver rigtig god tilværelsesforståelse, og en krystalklar levesætning. Jeg har mistet mig selv adskillige gange igennem livet – i særdeleshed i ungdomsårene og senere midt i livet, hvor forskellige muligheder bød sig til, men hvor jeg mistede modet og ikke greb chancen.

I skrivende stund går tankerne allerede på langfart til klippe- og solskinsøen Bornholm. Ja, det skal blive skønt med en røget sild a la sol over Gudhjem på en café i Rønne derude i Østersøen.

Hvor uheldig kan man være? Coronakrisen begyndte i Danmark i starten af marts. Det blev en særdeles hård og uheldig start her på Bornholm. Den 29. februar flyttede vi ind i en etværelses sparsomt møbleret lejlighed i Rønne med et lille tekøkken. ”Bornholmerslottet” bliver det populært kaldt. Et nedlagt plejehjem i tre etager. Her skulle vi så bo i to måneder. Den 18. marts var min kone så forbasket uheldig at snuble i lejligheden, så hun landede lige så lang hun var på højre side.

Forfærdelige smerter. Ambulance. Jeg kunne ikke komme med hende. Ambulancefolkene sagde, at jeg ikke ville kunne følge med hende ind på sygehuset på grund af corona, som nu hærgede.

Tilbagemelding fra sygehuset: Hun havde brækket lårbenet! Næste dag blev hun lappet sammen med skruer, og hvad der nu skal til for at sætte sådan et ben sammen. Den 24. marts kom hun hjem igen i en lejet kørestol. Jeg var lykkelig, men på grund af coronakrisen blev hun modtaget af mig uden kram. Det føltes lidt fattigt – men nødvendigt.

Nu forestod en længere genoptræning på egen hånd, fordi alle genoptræningshold var lukket ned på grund af krisen. Min kone havde et øvelsesskema fra fysioterapeuten at træne efter. Dagen efter fik hun et gangstativ. Da det gik lidt bedre, fik hun en rullator, som hun nu går flittigt med, når smerterne i forvejen er dæmpet ned med Dolol og Pamol. Fysioterapeuten har været her tre gange for at se, hvordan det står til, og hun mener, at min kone gør gode fremskridt set i forhold til, at hun er 75 år. Det næste bliver at erstatte rullatoren med en armstok.

Oven i alle disse ulykker kommer så tillige, at jeg selv får flere og flere smerter i mine kunstige hofter, som jeg fik ”installeret” for nu over 22 år siden. Den venstre er alvorlig slidt. Jeg skal have begge hofter i røntgen den 4. maj, og jeg håber virkelig at kunne få skiftet den venstre, som gør flest knuder.

Jeg troede, at jeg skulle komme til at kede mig her på slottet i de to måneder, men sådan ville skæbnen det ikke. Jeg fik nok at gøre som fuldtidshandicaphjælper og holde husholdning. Og jeg gør det gerne. Min kone har serviceret mig med gastronomiske herligheder i alle de 43 år, som vi har været sammen, medens jeg har taget mig af hus og have. Selvom vi ikke er gift, tilslutter jeg mig fuldt ud præstens ord om: ”I med- og modgang.”

Vi er fortrøstningsfulde og tror på en lykkelig udgang fra dette kaos til et kosmos på Bornhom. Det sidste stoppested i vores liv.

Hans Husted, pensioneret lærer, Rønne, Bornholm.