IKKE OVERRASKENDE udtrykker Kaj Mogensen i avisen den 4. juli uenighed med mig i synet på frelse og fortabelse og anviser, at vi har forskellig gudsopfattelse. Gennem årtier har han hævdet, at de, som går ind for den såkaldte lære om den dobbelte udgang, er i modstrid med hovedlinjen i Bibelen. Som han skriver i sin bog om ”Frelse og fortabelse”, så er den forståelse i virkeligheden gudsbespottelse, spekulativ og har sin rod i syndefaldet.
At jeg ”ser bort fra den bibelske tro på alle tings genoprettelse”, sådan som han fremstiller den, har han ret i. For jeg finder den ubibelsk og i modstrid med hovedlinjen i Bibelens frelseshistorie og den reformatoriske lære om retfærdiggørelse ved tro alene.
Det vil føre for vidt her at fremlægge en bibelsk helhedsforståelse og heraf argumentere for den enkelte tekst som svar på Mogensens eksempler. Men jeg undres over, hvordan han i sin bog kan få en række bibeltekster til at sige det præcist modsatte af deres ordlyd eller formår at omtolke eller harmonisere alle udsagn om dom og fortabelse, så det hele ender godt for alle i en genoprettelse i Guds evige kærlighedsrige. Gid det var så vel!
IFØLGE MOGENSEN MEDFØRER Guds universelle frelsesvilje også en universel udvælgelse til frelse, som Kristus ved sin forsonergerning har gjort virkelig. Guds kærlighed til sin skabning betyder, at dommen altid ender med en frifindelsesdom og er derfor kun det næstsidste, den evige frelse er det sidste uanset hvad.
Forsonergerningens universelle rækkevidde indebærer ifølge Kaj Mogensen, at fortabelsens evighedskarakter under Guds vrede er gjort umulig, for alle vil til sidst erfare Guds kærlighed.
Der er ikke noget at sige til, at Mogensen flere steder har udtalt sig uhyre kritisk over for den lutherske tankegang, som eksempelvis udtrykkes i Den Augsburgske Bekendelse artikel 2 og 17. For her er vi ved et af de springende punkter.
Disse artikler fastholder, hvad Luthers teologi på bibelsk grund lærer om Guds universelle frelsesvilje, som ikke indebærer en forudbestemmelse og en udvælgelse af alle til evig frelse, som Mogensen ellers slutter. Den tanke er fremmed for Luther og den lutherske tradition – og dukker først op hos nogle protestantiske teologer i det 20. århundrede.
PÅ BAGGRUND AF bibelske studier siger Luther: ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses, så sandt han kommer til alle med sit frelsende ord, og når det slår fejl, ligger skylden hos menneskets vilje, som ikke giver ham adgang.” Guds universelle frelsesvilje fastholdes samtidigt med alvoren i menneskets egen afgørelse. Luther kan hævde: ”Gud kan ikke give noget til nogen, der ikke vil have det.” For Gud tvinger ingen til at leve evigt sammen med ham imod deres vilje. Det ville jo være ukærligt og ikke være noget paradis.
Gud tager initiativet og kommer til os med en fuldbragt frelse og vækker troen på den i os, men det sker ikke på uimodståelig måde – vi kan sige nej til frelsen. Alvoren i denne afgørelse må ikke bagatelliseres med et utopisk håb om alles frelse. Ingen skal trues til at tro, men samtidig er det ukærligt og et forkyndelsessvigt ikke at advare mod evig fortabelse.
Vi skal forkynde Jesus Kristus og frelsen ved ham, så troen på ham kan skabes i os ved Helligånden – og vi kan bevares i en sand tro. Dette evangeliske budskab rummer tryghed og hvile i troen på, at Guds nåde er nok.
Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark.