”Åndsfrihed er et afgørende begreb i dansk forståelse af demokrati og fællesskab og har været et tydeligt pejlemærke i det danske samfund gennem de sidste århundreder.”
Sådan indledes en præsentation af 21 teser om åndsfrihed tilbage i 2011.
Teologistuderende Emma Kirk Pedersen mener i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. oktober, at vi er nogle, der indskrænker åndsfriheden, selvom vi har arbejdet for at fremme åndsfrihed i lyset af disse teser.
Det gør vi, fordi vi tillader os at være kritiske over for Menighedsfakultetets nye udmelding om ordningen med kvindelig præstetjeneste: at en officiel holdning ikke længere eksisterer, og at man anerkender både et ja og nej til ordningen som foreneligt med ønsket om respekt for Bibelens autoritet i dette spørgsmål. Det lyder endda som om, at der ikke har været åndsfrihed på Menighedsfakultetet i dette spørgsmål før nu.
I tese 12 om åndsfrihed hedder det: ”Religiøse og ideologiske organisationer eller institutioner skal have frihed til på sagligt grundlag at stille holdningsmæssige eller etiske krav til ansatte medarbejdere.” Hertil: Åndsfrihed handler ikke om, at vi når frem til et fælles syn eller undlader kritik over for andres holdninger eller valg. Vel skal der være frihed til at nå til forskellige synspunkter og heraf praksis, men det aftvinger ikke automatisk, at en institution ikke kan have en officiel holdning i et eller flere spørgsmål.
Den åndsfrihed vil jeg hævde, at Menighedsfakultetets bestyrelse allerede lagde for dagen i 1980, hvor man vedtog, at den teologiske forskning på Menighedsfakultetet har fuld frihed til kritisk prøvelse og vurdering af dette spørgsmål, og at man opmuntrede lærere og studenter til et bredt teologisk arbejde ud fra Menighedsfakultetets basis angående hele problemet omkring kvindens plads i kirken. Man pegede på den gensidige tillid og respekt, hvor man ikke var enige, og gav plads til frihed for den enkelte inden for rammerne af Bibelen og bekendelsen, herunder en forventet loyalitet hos ansatte, som nåede frem til et andet syn end den officielle holdning.
Når nogle af os retter en tydelig og smertelig kritik mod den nye kurs og fakultetbestyrelsens beslutning, så er det ikke af mangel på åndsfrihed, men fordi der er en åndelig sag på spil. Og det er noget helt andet.
Personligt forstår jeg ikke den fremførte argumentation for den nye politik, og jeg undrer mig over, hvordan man så umiddelbart negligerer nogle åbenlyse følgekonsekvenser, men mest af alt kun omtaler en ny form for frihed på stedet og de positive anslag, som beslutningen rummer. Nogle glæder sig over dette, andre af os gør ikke. Men det er ikke et spørgsmål om mangel på åndsfrihed.
Det er vanskeligt ikke at forstå Emma Kirk Pedersens definition af åndsfrihed sådan, at der alene er tale om frihed til at kunne nå frem til noget forskelligt. Det udelukker, at man kan begrunde et syn på bekostning af et andet. Jeg kan ikke følge det ræsonnement i teologiske og åndelige spørgsmål på grundlag af Bibelen og bekendelsen.
Når Indre Mission som bevægelse har et officielt syn eksempelvis i dette spørgsmål, udelukker det ikke åndsfrihed. Man kan nå frem til en anden holdning, hvortil hovedbestyrelsen udtrykte sig i 1981, at den ”fuldt og helt har lagt friheden og ansvaret hen til den enkelte samfundsbestyrelse og medarbejdere samt bestyrelsesmedlem”, samtidig med at man ønsker ”at værne om medarbejdernes og alle vore venners frihed til at sige nej til samarbejde med kvindelige præster”.
Spørgsmålet kalder ikke på tabu, men samtale i respekt. Den åndsfrihed er jeg helt med på.
Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark.