Prøv avisen

Indre Mission har dårligt omdømme - men højt til loftet

Jeg har et forslag til mennesker, der opfatter Indre Mission som fordømmende mørkemænd: Besøg det lokale missionshus. Jeg er vis på, I vil blive godt modtaget. Undersøg om folkelighed, gæstfrihed og klar forkyndelse kan gå hånd i hånd. Og tag en rask snak med missionsfolkene!, skriver Jørgen Biegel

INDRE MISSIONS omdømme har længe interesseret mig. Eller mere præcist især omdømmet uden for bevægelsen, altså hos folk, som ikke kender Indre Mission indefra. Interessen skyldes undren og irritation over den afstand, der er mellem det almindelige omdømme og mine erfaringer.

Jeg er opvokset i et indremissionsk miljø. Det må være den rigtige benævnelse, da mine forældre og også jeg både gik i kirke og deltog i møder i missionshuset. Jeg var KFUM-spejder og gik til i søndagsskole i 1950’erne og til ungdomsmøder i 1960’erne i Hirtshals. Alt sammen skete i missionshuset og med ledere derfra. Senere, da jeg blev voksen og rejste hjemmefra, er jeg især kommet i den lokale sognekirke, men deltager stadig indimellem i Indre Missions møder og har venner fra Indre Mission.

Fra den tid med søndagsskole og ungdomsmøder henter jeg en stor del af mine iagttagelser. Nogle vil måske mene, de ikke er relevante som kommentarer til det omdømme, Indre Mission har i dag. Men det mener jeg. For udsagn over tiden minder meget om hinanden. Det er, som om de er fastlåst – i min betragtning her over de seneste 90 år, fra udgivelsen af Hans Kirks roman ”Fiskerne” til i dag.

JEG BENYTTER HER nogle få eksempler på udtalelser, der stiller Indre Mission i et dårligt lys.

Højskolemand Niels Højlund, som døde i 2014, udtalte i Kristeligt Dagblad om højskolelivet, at ”her opdagede jeg det folkelige, som missionen jo aldrig har interesseret sig for. For dem er livet på denne jord kun en jammerdal, som man bevæger sig igennem, indtil man kommer til sit egentlige hjem”.

Thorstein Balle, seniorforsker på Aarhus Universitet, udtalte også i Kristeligt Dagblad på spørgsmålet om udfordring af troen:

”Det, der udfordrede mig, da jeg var ung, var denne syndskristendom, som jeg fik læst og påskrevet i Haslev på en indremissionsk højskole.”

Faster Anna fra ”Matador” er blevet en slags arketype på et missionsk menneske: alvorlig, nærmere stram, unuanceret, fordømmende. Denne type bygger oven på Hans Kirks ”Fiskerne” som en grundfortælling om Indre Mission, der til stadighed refereres af folk, som vil skildre Indre Missions væsen.

MIN ARTIKEL HER er direkte inspireret af ”Signatur” i Kristeligt Dagblad af journalist Tine Maria Winther. Signaturen er befriende, fordi den er nuanceret. I signaturen fortæller Winther om sine forældres og egen ankomst til Haslev udvidede Højskole i 1960’erne. Det blev et møde mellem kontraster – Winther benævner sine forældre som kultur radikale, og moderen blev lærer på den indremissionske højskole.

Winther opstiller også modpolerne – Hans Kirk mod fiskerne. Winther sammenfatter sin egen oplevelse i dette miljø med, at der trods regler og forbud var højt til loftet på højskolen. Signaturen refererer også DR 3-programmet ”Jesus unge soldater” i 2018 og den medfart, unge fra Indre Mission fik i den anledning.

Jeg er glad for Tine Maria Winthers karakteristik ”højt til loftet”. Ud fra egne erfaringer udvider jeg den med ”bredde og dybde”. Jeg vil give nogle eksempler med mine ledere i børne- og ungdomsarbejdet som hovedpersoner.

MIN SPEJDERLEDER Hans Nielsen opbyggede ene mand et spejderorkester fra bunden af. Han fik finansiering på plads, planlagde indkøb af blæse instrumenter, arrangerede udvælgelse af orkesterelever, trænede os og opnåede resultater, så vi for eksempel kunne underholde til basar i eget missionshus og endda blive inviteret til steder som Flauenskjold og Tværsted for at underholde.

Jeg mindes en fest i missionshuset, måske i tilknytning til søndagsskolen, måske spejderne. Der var sædvanligvis tale, sang, kaffe og underholdning. Da vi nåede til den, oplyste mødelederen, det var lykkedes at formå Nina og Frederik til at komme og underholde – de var dengang toppen af poppen. Jeg blev meget overrasket og spændt, men tænkte alligevel, om det mon kunne passe. Ind ad døren trådte Anne Lise Skands og Christian Hausgaard, som begge var mine søndagsskolelærere. Og så spillede de på klaver og violin!

Jørgen Jørgensen var en af lederne i ungdomsforeningen (forgængeren for IMU, Indre Missions Ungdom). Han var tømrer og arbejdede ofte på værkstedet. Her besøgte jeg ham flere gange for at få hjælp. Den største opgave, han løste for mig, var, da jeg kom med et bord, som var drevet i land, og som jeg fandt på strandbredden. Bordpladen var meget medtaget af ridser og små søm, som var banket i. Jeg havde fjernet dem, jeg kunne. Han rystede på hovedet, han var bange for at ødelægge høvlen. Så gik han hen til den gamle maskinhøvl, fejede spåner og støv af den (den havde vist ikke været brugt længe), og høvlede bordpladen ren.

Disse eksempler siger en masse om folkelighed, mener jeg. Når jeg tænker på disse mennesker og mange andre fra samme sted, tænker jeg på glade, hjælpsomme og farverige personer. Når jeg tænker på den tid, har jeg heller ikke erindring om nogen form for mørk og fordømmende stemning, krav om syndserkendelse eller den slags, som ofte bruges som betegnelser om Indre Mission.

Det samme vil jeg sige om mødet med Indre Mission og folk derfra i de mellemliggende år.

TIL GENGÆLD VIL JEG TRO, at forkyndelsen i min barndoms missionshus knyttede nært an til bibeltekster. I hvert fald husker jeg, der på møderne blev sunget missionssange fra ”Hjemlands toner” og bedt bøn.

Tilsvarende sker i et missionshus i dag. De tekster, der bruges, er dem, som enhver kan læse i Bibelen. Man er ikke vattet i missionshuset. Lyder teksterne om himmel og helvede, så taler prædikanten også om dem. Hedder den synd og nåde, så er de begreber i fokus. Er temaet Guds grænseløse kærlighed mod syndere, så bliver den tekst behandlet.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, om nogle mennesker i Indre Mission har mødt forhold, som eksemplerne nævner: mangel på folkelighed, synspunkter om jammerdal her og det egentlige hjem hisset samt klar tale om synd og nåde. Når en person siger det, er det vel, fordi vedkommende har oplevet det sådan. Men jeg mener, det er helt ude af trit med virkeligheden at generalisere denne karakteristik af indremissionske miljøer. Tværtimod mener jeg, der mange steder er højt til loftet, bredde og dybde i både samvær og forkyndelse.

DER GÅR IKKE RØG AF EN BRAND uden ild. Dette ordsprog leder mig til to spørgsmål.

Hvad kan Indre Mission gøre, for at ryste omdømmet af sig? Mit forslag lyder kort: Inviter andre indenfor, tal med naboer og kolleger, giv en hånd med, når de har brug for det, vær åben over for dialog. Men hold fast på kernen i kristentroen, forsoningen og syndernes forladelse ved tro på Kristus og Guds ubegribeligt store kærlighed.

Det andet spørgsmål lyder: Hvorfor langer mange ud efter Indre Mission og andre missionsfolk? Er det, fordi mange stødes af at møde klare meninger om moral og tro? Er det, fordi der er tale om en minoritet?

Jeg har også et forslag til mennesker, der opfatter Indre Mission som fordømmende mørkemænd: Besøg det lokale missionshus. Jeg er vis på, I vil blive godt modtaget. Undersøg om folkelighed, gæstfrihed og klar forkyndelse kan gå hånd i hånd. Og tag en rask snak med missionsfolkene!