I Kristeligt Dagblad den 22. september slår SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, fast, at ”der ikke kan sås tvivl om, at der findes negativ social kontrol i kristne miljøer”.
Det gør der givetvis, men det er bestemt ikke klart, hvordan det skal defineres eller omfanget af det, eller hvor det foregår. Det viste debatten også i 2018 i kølvandet på en rapport fra Børns Vilkår. Og det har efterfølgende samtaler med såvel Bente Boserup som Camilla Johnson også medgivet, hvad der ikke kommer frem i artiklen.
Der bliver skudt med spredehagl, hvor også Indre Mission nævnes som eksempel på et sektlignende miljø og som et lukket kristent miljø.
Indre Mission er en åben bevægelse, som i flere år har arbejdet målrettet med rummelighed og mangfoldighed. Så det er en åben dør, Pia Olsen Dyhr forsøger at sparke ind – i hvert fald i forhold til Indre Mission. Eller ved hun noget, som vi andre ikke ved?
Vi afviser ikke, at der kan findes eksempler på en social kontrol – ligesom der sikkert kan i alle mulige andre foreninger. Vi stiller os helt og fuldt til rådighed for alle undersøgelser omkring negativ social kontrol. Og vi vil gerne arbejde med på, hvordan vi kan imødegå en utilsigtet negativ social kontrol i vores sammenhænge.
Men vi er ikke enige med Pia Olsen Dyhr i, at ”al social kontrol skal bekæmpes”. Alle fællesskaber holdes sammen af social kontrol og adfærdsregulering. Det er ikke et særligt religiøst fænomen, det gælder også politiske foreninger. Rammer og spilleregler har til hensigt at skabe godt samvær og ordentlighed og være til gavn for alle.
Den negative sociale kontrol opstår, når den enkeltes frihed, valg og rettigheder bliver begrænset i væsentlig grad.
Indre Mission støtter indsatsen mod negativ social kontrol i samfundet, i familier og i kristne miljøer – også i egne rækker. Vi skal møde og påvirke den enkelte med respekt og følsomhed. Vi skal med hensyn til alder og modenhed besinde os på, hvordan vi gør det, og hvordan et budskab kan blive hørt og oplevet. Vi er klar over, at samme forkyndelse eller opdragelse kan opleves forskelligt, og der er uden tvivl også tilfælde, hvor det ikke er lykkedes godt nok og har sat sig negative spor.
Men vi savner en tydeligere definition af, hvornår noget er negativ social kontrol eller ekstrem social kontrol – også i religiøs sammenhæng.
Hvor går grænsen mellem en krænkelse af barnets frihed og forældrenes ansvar for at opdrage og påvirke deres børn med bestemte værdier, ideologisk syn eller trosoverbevisning? Står børns individuelle rettigheder og oplevelse af frihedskrænkelse over forældres ansvar?
Diskussionen om negativ social kontrol må ikke blive en løftestang for en religionskritisk dagsorden. Dels fordi det vil forplumre billedet, da det forekommer mange steder, dels fordi religionen også ofte er en hjælp og en ressource til at bryde med negativ social kontrol.
Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark.