Kort før påske blev postkassen for bidrag til liturgidebatten lukket, men debatten må ikke stoppe der. I løbet af de sidste par år har synet på gudstjenestelivet været til debat.
Derfor er det også naturligt, at vi i Frivilligt Drenge- og Pigeforbund (FDF) har sendt vores høringssvar ind efter intern debat, da vi repræsenterer flere end 20.000 børn og unge fra hele landet. Vores hovedbudskab er qua vores erfaring med børn og unge, at vi ønsker en kulturændring, så liturgien i højere grad favner og prioriterer børn og unge, så vi undgår, at børn og unge bliver folkekirkens nedprioriterede B-hold.
Vi i FDF anser os som en stor del af det kirkelige børne- og ungdomsarbejde med 350 lokalforeninger fordelt over hele landet. Hver uge mødes mere end 20.000 børn og unge til tro, leg, relationer og samfundsengagement i et fællesskab med formålet at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus.
Vi holder andagter, gudstjenester og har samtaler om tro med børn, unge og lederne, hvorfor diskussionen om liturgien i den grad også vedrører os. Samtidig har mange af lokalforeningerne også samarbejdet med den lokale folkekirke, præst, menighedsråd og sogn.
Liturgidebatten har primært omhandlet højmessen. Men gudstjenestelivet i vores folkekirke er så meget mere. Mange børn, unge og familier deltager i mange af de andre gudstjenestetilbud, som folkekirken har, blandt andet spaghettigudstjenester, BUSK og fastelavn – gudstjenester med stor værdi for både deltagende og folkekirken som helhed. Men der er desværre samtidig en organisatorisk og sproglig skævvridning, som skaber frustration og ulighed i vores gudstjenesteliv.
Det mærker vi også i FDF, hvor mange FDF’ere af erfaring beskriver frustrationen over, at højmessen er overordnet de øvrige gudstjenester. Vi oplever, at kirken (både lokalt og som institution) ser højmessen som højere prioriteret, finere og vigtigere end de øvrige gudstjenester, og at man ikke anerkendes som kirkegænger, før man kommer til højmessen. Det er vores antagelse, at dette også kan være oplevelsen hos andre børn, unge og familier, som er en del af menigheden, til trods for at de ikke deltager i højmessen.
I samarbejdet om gudstjenester erfarer vi samtidig, at det for kirkerne, specielt præsterne, er lettere at afvikle den traditionelle højmesse, både fordi den er lovpligtig, men også på grund af den meget klare liturgi for højmessen. Omvendt skal de enkelte elementer i en børne- og ungdomsgudstjeneste i højere grad planlægges, hvilket bliver en barriere for mange ansatte – og måske endda også for samarbejdet.
Drømmen kunne da være, at højmessen var for alle, men faktum er, at højmessen mange steder favner de mere ældre og erfarne kirkegængere, mens børn, unge og yngre voksne bedre favnes i de øvrige gudstjenestetilbud. Det udmønter sig i en lokal ulighed, idet de fleste sogne har én højmesse om ugen og mellem 1-10 børnegudstjenester om året. Derved, mener vi i FDF, bliver børn og unge folkekirkens B-hold, hvilket bestemt er uhensigtsmæssigt og formentligt heller ikke ønsket. Med blik på de faldende dåbstal, den ofte manglende dåbsoplæring og det at børn og unge burde være både nutidens og fremtidens kirkegængere, vil det derfor være fremtidssikrende at prioritere denne målgruppe – også i gudstjenestelivet.
Vi opfordrer derfor til, at der i folkekirkens liturgier indarbejdes en fleksibilitet og rummelighed, så præst og menighedsråd kan tilpasse gudstjenesten efter den givne målgruppe.
Ligeledes opfordrer vi til, at der udarbejdes vejledende liturgier til andre typer gudstjenester, heriblandt udendørs gudstjenester, som er meget brugt, både i vores regi, men som også er en stigende tendens i den øvrige del af folkekirken (se blot på vielser og pinsegudstjeneste i naturen).
Vi foreslår helt konkret:
1) Omdøb højmessen til søndagsgudstjeneste, så det er tydeligt, at ingen gudstjenester er finere end andre.
2) Opprioriter gudstjenester for børn og unge, så man skal have en dispensation fra biskop eller provst, hvis man ikke holder gudstjenester særligt for børn, unge og familier.
3) Lad liturgien kunne rumme børn og unge eller udarbejd specifikke støttende vejledninger for børne- og ungdomsgudstjenester. Lad ligeledes liturgien kunne rumme at være udenfor i naturen eller udarbejd specifikke vejledninger for gudstjeneste i det fri. Begge typer vejledninger vil vi i FDF gerne hjælpe med at udarbejde.
Det centrale er altså at prioritere børn, unge og familier som en aktiv del af gudstjenestelivet på lige fod med den øvrige menighed. Derved sikres børn og unges plads i folkekirken nu, men også en bæredygtig fremtid for vores folkekirke. Det handler om, at familierne, der kommer til spaghettigudstjenester, er lige så meget en del af menigheden som dem, der kommer til gudstjenesten om søndagen. Derfor håber og ønsker vi, at liturgidebatten kan skabe en kulturændring, der vil styrke vores fælles folkekirke.
Hvis der skal udarbejdes en ny liturgi, opfordrer vi til et poetisk sprog, som kan forstås af alle uanset alder, men som stadig har dybde og nuancer. Det findes allerede i mange af de moderne salmer, såsom ”Spænd over os dit himmelsejl”. Her vækker sproget vores sanser og er samtidig forståeligt.
Lægfolk, børn, unge og uerfarne kirkegængere skal møde en inkluderende gudstjeneste og ikke føle, at de bliver talt over hovedet. Dette må gøre sig gældende ved hele gudstjenesten, men særligt ved sakramenterne.
I FDF nyder vi specielt nadver, og når vi er på landslejr, er vi endda op til 12.000 mennesker sammen om nadver. Derfor oplever vi i FDF et stort behov for en mere fri, nærværende og forståelig nadverindledning. Nadveren er afgørende, og der burde kunne findes et sprog, som både vækker vores sanser, forbinder os til urkirken, og som samtidig er forståeligt for alle. Særligt i forbindelse med børne- og ungdomsgudstjenester er der en stor efterspørgsel på en nadverindledning, der er mere forståelig og nutidig – også i de lokale sognekirker.
Ligeledes ønsker vi, at gudstjenesten naturligt inddrager lægfolk. Dette skal liturgien understøtte. Det kan være i alt fra skriftlæsninger, bønner eller prædikenafvikling til sangvalg – og det er et område, hvor vi i FDF har en del erfaring. Som en tidligere kronikør også har nævnt, er der ingen tvivl om, at lægfolket har været meget tavst i denne liturgidebat, men det skyldes nok, at samtalen og debatten har været langt mere teologisk end folkelig. Initiativet til at invitere lægfolket tilbage i folkekirken ligger derfor hos folkekirken.
Ligesom flere andre organisationer støtter vi tanken om et liturgisk videnscenter. Her byder vi i FDF gerne ind med vores kompetencer, både i forhold til praksiserfaring med forkyndelse for/med/af børn og unge, lægmandsinddragelse og moderne salmer.
Så tak til biskopperne for at sætte dette vigtige arbejde i gang med liturgidebatten.
Vi håber, at dette kun er starten på et særdeles vigtigt arbejde med at fremtidssikre gudstjenestelivet i vores alle sammens folkekirke. Vi i FDF glæder os til at læse andres høringssvar, opfordrer til en folkelig videre debat med lægfolk, gejstlige, teologer, frivillige og ansatte, og vi glæder os til at bidrage med vores erfaringer.
Kathrine Fischer er præst og formand for trosudvalget i FDF, og Anna Berg er læge og medlem af hovedbestyrelsen i FDF.