Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

DF'er: Hvorfor vil vores politiske system ikke se kendsgerningerne i øjnene og forbyde sharia?

”Nu må vi se, hvad udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil gøre i den kommende tid,” skriver Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti, efter at det er kommet frem, at der findes shariaråd og shariadomstole i Danmark. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

Knud N. Mathiesen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man som muslim vil bosætte sig i et demokratisk land, skal man leve efter demokratiets regler og ikke efter sharia, skriver Knud N. Mathiesen, der er lokalformand i Aarhus for Dansk Folkeparti

MANGE DANSKERE er ikke bekendt med, hvad sharia er for en størrelse, men værst af alt: Der er også mange politikere, embedsfolk, sagsbehandlere, menighedsrådsmedlemmer og andre beslutningstagere, som heller ikke ved, hvad sharia er.

Berøringsangst og uvidenhed om islam har gjort, at vi som samfund ikke har stillet krav til indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund. Det er en af grundene til, at vores integration har slået fejl igennem de seneste 30 år eller mere.

Islam er en samfundsmodel og ikke bare en religion. Islam består af tre dele: en religion, et retssystem og et detaljeret politisk system. Denne politiske udførelse af den islamiske samfundsmodel er sharia. Når en muslimsk kvinde bærer tørklæde eller burka, signalerer det, at hun underkaster sig sharia og derfor ikke ønsker at blive integreret i demokratiet.

Når man indretter bederum til muslimer, indretter samfundet sig efter sharia.

Kan et demokratisk, kristent land som Danmark blive ved at accepterere dette? Hvorfor vil vores politiske system ikke se kendsgerningerne i øjnene og forbyde sharia?

EFTER DET ER KOMMET FREM i tv, at shariaråd og shariadomstole forefindes, kan der være en forhåbning om, at det bliver stoppet og forbudt. Nu må vi se, hvad udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil gøre i den kommende tid.

Folkekirken skal også italesætte dette problem. Folkekirken har et moralsk ansvar for at beskytte den kristne tro og dens kultur, og det gør man ikke, hvis man tier og samtykker. Vi bliver nødt til at forholde os til problematikken, for problemet er der, uanset om man kan lide det eller ej.

Sharia er den muslimske verdens grundlov, og den forsøger man gradvist at få implementeret i hele Europa i de vestlige demokratier. Derfor bliver vi også nødt til at forholde os til sharialovgivning i Danmark og i hele Europa.

Hvis man som muslim vil bosætte sig i et demokratisk land, skal man leve efter demokratiets regler og ikke efter sharia – den muslimske grundlov.

Ingen shariadomstole i Danmark og Europa!

Knud N. Mathiesen er medlem af Aarhus Byråd og lokalformand i Aarhus for Dansk Folkeparti. Han er desuden menighedsrådsformand i Borum Sogn.