Når vi taler om udviklingsbistand, så ligger der eksplicit i ordet, at bistanden har til formål at udvikle de lande, der ydes bistand til. Når vi har haft held med at udvikle vores lande her i Vesten, skyldes det, at ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder i det hele taget har gået hånd i hånd med udviklingen. For kvinder er forudsætningen for udvikling og uden kvinder intet land.
Så kan vi nok så ivrigt eller idealistisk stræbe efter at hjælpe udviklingslandene, men vi er bare nødt til også at se på de konkrete initiativer og være opmærksomme på, at også kvinder her spiller en central rolle.
Da krigen i Yemen brød ud, steg antallet af barnebrude voldsomt, og under konflikter ser vi ægtemænd, der før har været fredelige, udøve vold mod deres hustruer.
Krig og konflikt er en endeløs række af menneskelige tragedier, men én gruppe er særligt udsat: kvinder og unge piger. Når stater og samfund bryder sammen, smuldrer de institutioner og normsæt, der holder sammen på de lokale samfund. Det vil sige, at det kit, der har holdt familier sammen, krakelerer i en cocktail af fattigdom, traumer og økonomisk usikkerhed. Helt op mod 70 procent af alle kvinder i de områder, der er ramt af konflikt og krise, oplever således kønsbaseret vold og overgreb.
Man kan heraf udlede, at kvinder er krigens første ofre. Derfor er det skævt, at så forsvindende lidt humanitær hjælp og udviklingsbistand går direkte til målrettede indsatser for de kvinder, der er ramt af vold, og for de lokale kvindeorganisationer, der kan hjælpe dér, hvor kvinderne er. Ifølge internationale hjælpeorganisationer gik mindre end en procent af al bistand til konfliktområder til ligestilling mellem kønnene i 2014, og helt ned mod 0,1 procent går direkte til de kvinder, der er ramt af vold.
Det er tankevækkende, at det internationale samfund prioriterer området så lavt, selvom vi ved, at to ud af tre kvinder er udsat for seksuel vold. Vold smadrer familier, efterlader kvinderne med store psykiske ar og bidrager til at fastholde lokalsamfundene i konfliktspiraler og fattigdom. Derfor skal vi ikke bare yde støtte til sådanne lande uden at have kvinderne med i regnestykket. Kvindernes ve og vel er indikatoren for, om det går godt eller dårlig med udviklingsbistanden.
Verdensmålene anerkender dette, og det er vi som donorer også nødt til. Der findes ikke et land uden kvinder, og derfor skal den direkte støtte til de mest udsatte kvinder prioriteres højere i vores udviklingsbistand.
Kvinderne er nøglen til forandring, for det er kvinderne, der holder sammen på familierne. De investerer mere end mænd i deres børn og uddannelse, og når kvinderne er involveret i lokale fredsløsninger, viser erfaringerne, at freden holder længere. Konfliktramte samfund, der har kvinderne med i samfundslivet og økonomien, klarer sig således bedst, også når det drejer sig om at komme ud af konfliktspiralen. Når vi skal skabe forandring i områder, der er ramt af konflikt, er det med andre ord ganske enkelt afgørende at fokusere på kvinderne for at skabe forandring og fred.
De store humanitære organisationer gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe flygtninge og internt fordrevne, herunder i de store lejre, de har opbygget. Men jeg tænker også på de store områder, der reelt er kollapset, og hvor hverdagen går videre år efter år, mens landet er fanget i en ond konfliktspiral uden et fungerende statsapparat, og disse områder falder uden for hjælpeorganisationernes radar. Det gælder for eksempel lokale samfund i lande som Syrien, Afghanistan, Sydsudan, Yemen og Somalia.
Vi taler her også om samfund, der ofte er mandsdominerede og konservative, og hvor der ikke er nogen offentlige institutioner, der kan hjælpe dem. Men med relativt få midler kan vi gøre en kæmpe forskel. Derfor er det for mig helt afgørende, at vi allerede i 2020 får afsat midler til at støtte lokale kvindekrisecentre og kvindegrupper i de omtalte områder som et supplement til den udmærkede støtte, vi giver gennem de store internationale organisationer.
Midlerne skal anvendes til at finde lokale partnerskaber og bidrage til at oprette krisecentre og akut krisehjælp. Her kan danske civilsamfundsorganisationer bidrage på afgørende vis.
Vi begynder med et pilotprojekt i et par udvalgte lande, eksempelvis Irak, Syrien eller Sydsudan. Et glimrende eksempel er således danske Danner, der i Afghanistan har støttet kvinder gennem lokale partnerskaber.
Men det må aldrig blive danske eller internationale organisationer, der driver centrene, for det skal være lokalt forankret. Danske (og udenlandske) civilsamfundsorganisationer kan bidrage med en helt afgørende praktisk og erfaringsbaseret viden og psykosocial ekspertise. De lokale kvindegrupper, der har den lokale forståelse og viden om religiøse og sociale dynamikker, kan derimod bedst hjælpe kvinderne, hvad enten det er med midlertidige eller mere varige løsninger.
Det er klart, at en akut indsats for kvinder i nød ikke kan stå alene. Danmark skal bredt støtte initiativer, der styrker lovgivning og rettigheder for kvinder og sætter en global dagsorden, men vi har brug for lokale initiativer, der kommer de kvinder, der har brug for hjælp her og nu, til undsætning. Prisen for vold mod kvinder er enorm og holder samfund tilbage, og på det punkt skal vi forbedre udviklingsindsatsen nu.
Halime Oguz er udviklingsordfører for SF.