Institutioner giver børn et godt liv – og er en god støtte til forældrene

Vi skal være himmelhenrykte for, at vi har daginstitutioner og gode skoler, skriver tidligere undervisningsinspektør

I efterkrigstiden gennemlevede samfundet så store forandringer økonomisk, teknologisk og demografisk, at det blev nødvendigt at indrette en helt anden samfundsorden. Det har selvfølgelig ikke været let, skriver tidligere undervisningsinspektør.
I efterkrigstiden gennemlevede samfundet så store forandringer økonomisk, teknologisk og demografisk, at det blev nødvendigt at indrette en helt anden samfundsorden. Det har selvfølgelig ikke været let, skriver tidligere undervisningsinspektør. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

EN 49-ÅRIG KVINDE, Malene Lei Raben, udtaler sig den 11. januar til Kristeligt Dagblad om sit valg af livsform for et par år siden, hvor hun forlod et karrierejob som jurist til fordel for familielivets opgaver.

Det oplyses ikke, om hun er gået over til offentlig eller privat forsørgelse, men at der nu er et hjemmeboende barn, og at moderen er tilfreds og glad for sit valg. Hun har selv lidt under at være skilsmissebarn, fik ”et banesår, som kan være svært at forvinde”. Hun gør sig sine tanker om familien og samfundet, som til bevidstløshed ligner den diskussion, der er ført gennem et par generationer om den svære balance mellem arbejdsliv og familieliv. For ikke at tale om ligestillingsproblemerne.

Det er der sagt og skrevet en del om, og nu vil Malene Lei Raben skrive en bog. Hun bekymrer sig især om udviklingens bagside, om børnene lider skade: ”På en eller anden måde fik vi i 1970’erne normaliseret den dårlige barndom.”

Og så får den ikke for lidt om, da børn begyndte at ”henslæbe” deres liv i institutioner, var nøglebørn og oplevede dårlige skilsmisser, da folkeskolen kom til at sejle og aldrig er kommet til hægterne efter reformpædagogikken.

Her vil jeg protestere: I efterkrigstiden gennemlevede samfundet så store forandringer økonomisk, teknologisk og demografisk, at det blev nødvendigt at indrette en helt anden samfundsorden. Det har selvfølgelig ikke været let.

VI SKAL VÆRE himmelhenrykte for, at vi har daginstitutioner og gode skoler til støtte for forældrene, som oftest er uerfarne.

Her lever børnene under sunde forhold, udvikler deres evner, modtager kulturtilbud, lærer at løse konflikter og klarer sig under vejledning af erfarne voksne med en uddannelse på bachelorniveau og deres medhjælpere. Her er der ikke noget ”henslæb”.

Ingen har anfægtet forældrenes ansvar og rettigheder. Men det er klart, at disse forandringer har gjort folk mere usikre på muligheder og risici, og at vi må tale herom med hinanden. Vi er i hvert fald blevet meget klogere.

En vigtig del af forberedelse til livet er at opleve forældrenes omsorg og nærvær, have forbilleder i det nære, følelsesprægede samliv i familien. Herved foreslås, at forældre simpelthen slukker for mobilen, når de er sammen med deres børn. Og i øvrigt holder sammen, mens børnene vokser op.

Agnete Engberg er tidligere undervisningsinspektør.