Prøv avisen

Intet kommer af sig selv: Derfor må folkekirken tilpasse sig, hvis den skal forblive relevant

Med babysalmesang, spaghetti gudstjenester og drop ind-dåb tilpasser kirken sig det moderne menneske. Der er sikkert nogen, der i stedet for ”tilpasser”, hører ”lefler”. Men hvis ikke vi som folkets kirke skulle tilpasse os folk, ja, hvem søren skulle vi så tilpasse vores arbejde efter? spørger sognepræst Birgitte Kragh Engholm. – Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

Vi er altså som folkets kirke nødt til at være opmærksomme på og åbne os for det nye, hvis vi stadig vil være relevante og meningsfulde for moderne mennesker. Hvad tidligere generationer har trådt og lagt ud af spor i forhold til kultur, slægt og religion følges ikke længere ubevidst og blot, fordi det er tradition, skriver

I fredags kunne man i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Folkekirken har succes med at tilpasse sig folket” læse en artikel, der var blevet til oven på Karen Marie Sø Leth-Nissens forsvar af sin meget relevante og vigtige ph.d.-afhandling ”Churching Alone”.

Karen Marie Sø Leth-Nissen anfører i afhandlingen, at folkekirken med blandt andet babysalmesang, spaghettigudstjenester og drop ind-dåb (der er udviklet i Vesterbro Sogn) tilpasser sig det moderne menneske, der i senmoderniteten ser sig selv som forbruger.

Udtrykket ”tilpasse” fra artiklens overskrift, har sammen med Karen Marie Sø Leth-Nissens konstatering af, at folkekirken er åben over for at tilpasse sig den moderne forbruger, fået en del af kirkefolket til at rynke på næsen og ryste på hovedet, for hvad er det nu for noget lefleri?

Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at hvis avisen havde bragt en artikel med overskriften: ”Danske skoler tilpasser sig eleverne”. Eller: ”Danske sygehuse tilpasser sig patienterne”, ja, så havde reaktionen fra samme nok været en anden: ”For selvfølgelig, hvad ellers.”

Men når vi i folkekirken tilpasser os, er der sikkert som amen i kirken nogen, der i stedet for ”tilpasser”, hører ”lefler”. Men hvis ikke vi som folkets kirke skulle tilpasse os folk (ikke lefle, løbe efter eller sælge ud), ja, hvem søren skulle vi så tilpasse vores arbejde efter?

For i folkekirken kommer intet længere af sig selv, vi er nødt til at tilpasse os. Traditionssamfundet er under opløsning og konsekvenserne af individsamfundet er for alvor under opsejling. Lige nu mærkes paradigmeskiftet fra traditionssamfund til individsamfundet måske nok tydeligst i storbyen, men byen kan også fornemme og berette om tendensen, og snart vil også landet være nødt til at citere fra Johannes’ Åbenbaring: ”Se jeg gør alting nyt. Holder jeg fast i det gamle, er jeg ikke åben for det nye.”

Vi er altså som folkets kirke nødt til at være opmærksomme på og åbne os for det nye, hvis vi stadig vil være relevante og meningsfulde for moderne mennesker, og det nye er, om vi kan lide det eller ej, at vi i disser år i den grad oplever, hvad det vil sige at være kirke under påvirkning af paradigmeskiftet fra traditionssamfund til individsamfundet.

Hvad tidligere generationer har trådt og lagt ud af spor i forhold til kultur, slægt og religion følges ikke længere ubevidst og blot, fordi det er tradition. Båndet til traditionerne er blevet brudt, kendskabet til selvsamme er derfor ganske begrænset, og individet vil derfor i fremtiden i stigende grad selv skulle træffe sine helt egne personlige beslutninger og valg: Hvad vil jeg stå på og tro på i mit liv? Hvad er vigtigt og rigtigt for mig at være opmærksom på? Hvad vil jeg sætte min tid og mit liv ind på?

Løsrevet fra traditionen spørger det moderne menneske således ikke efter baggrunden for traditionen, men efter meningen med den. Det synger ikke længere, derfra min verden går, men spørger efter, hvorfra skal min verden gå? Intet kommer altså i fremtiden af sig selv, for individet skaber i fremtiden sig selv, af sig selv, og derfor skal vi gøre alting nyt.

Det eneste, der kommer af sig selv, er fremtiden, resten må vi arbejde hårdt og målrettet for. Vi må lytte højere, bygge bro, tilpasse os folket, hvis vi også i fremtiden vil være det bevidste tilvalg, når det moderne menneske skal vælge, hvilken stor historie det vil forbinde sig med, hvilket fundament det vil stå på, og hvilke store ord det vil spejle sit liv i.

At Gud, evangeliet og kristentroen står fast, det står fast, men i kirken er vi nødt til at flytte os, hvis vi også i fremtiden vil opleves som relevant og meningsgivende for det moderne menneske. Og det gøres kun ved at lytte højere til, hvad der efterspørges og spørges efter, ved et bygge bro imellem den kristne fortælling og det moderne menneskes eksistensfortælling og ved igen og igen at være opmærksom på, hvad det moderne menneske har af ønsker, forventninger, krav og behov og ud fra den viden skabe mening og værdi, med andre ord tilpasse os.