DA JAPAN SOM Englands allierede besatte Marshalløerne i september 1914, lagde de en jernring om den tyske sydhavskoloni. Al skibsfart fra USA blev blokeret, og de sporadiske reportager om missionærernes arbejde på de eksotiske øer blev afløst af det lakoniske ”Intet nyt fra Marshalløerne”.
Værre var det for missionærerne. Besættelsen medførte ikke blot store afsavn på fødevarer og andre fornødenheder, men værst af alt: årelang uvished om krigen og dens følger. For missionærfruen Mathilda Maas (født Mathilde Sørensen i 1884 i Oksbøl ved Varde) og hendes tyskfødte mand, teologen og missionæren Charles Maas (født Karl Maas i 1873 i Hildesheim ved Hannover), blev krigen fatal.
Selvom de havde boet i USA i en årrække og virkede som amerikanske missionærer, anså japanerne dem som fjender og internerede dem på en ø mindre end Sprogø. Uden kontakt med de andre missionærer og øvrige hvide. Det kostede dem både kald og ægteskab, og for Mathildes vedkommende nær også livet. For marshallesernes vedkommende betød Besættelsen, at de helt frem til Stillehavskrigen 1944 forblev undersåtter i det japanske kejserrige. Herefter kom de under amerikansk protektorat – og blev prøveklud for USA’s atomprøvesprængninger under den kolde krig.
DET ER NÆRMEST GLEMT af eftertiden, at krigsimplikationerne på disse diminutive bountyøer midt ude i Stillehavet fik store både menneskelige og geopolitiske følger. Fra bunden af en stinkende skyttegrav i Nordfrankrig må øerne have fremstået som paradis på jord. Hvis de overhovedet var i nogens bevidsthed. Det er ikke uden grund, at den tyske historiker Hermann Joseph Hiery har kaldt kampen om de tyske sydhavsøer i Første Verdenskrig for den oversete krig. Mentalt og geografisk forputtede den sig på ”bagsiden” af globussen.
Set fra et dansk perspektiv er det de danske sønderjyders tvungne krigsdeltagelse, der dominerer fortællingen om Den Store Krig, men ved en tilfældighed blev jeg for få år siden opmærksom på Mathilde Sørensens skæbne på Marshalløerne og dermed på den glemte krig i Sydhavet.
DA MATHILDE i 1906 udvandrede til USA, 22 år gammel, var troen på fred og fremskridt stor. Der havde ingen større krige været på europæisk jord siden den fransk-tyske krig i 1870-1871, og hendes nye hjemland førte i de år en udpræget isolationistisk politik. ”Den gamle verden” i Europa kunne passe sig selv.
Her var de vigtigste spillere de tyske, østrig-ungarske og russiske kejserriger samt det store Britiske Imperium med kolonier over hele verden. Frankrig var kontinentets militære underdog, men ikke desto mindre i latent konflikt med briterne om nogle af disse kolonier, og for at gøre en ende på stridighederne blev der i 1907 indgået en fredsalliance mellem Storbritannien, Frankrig og Rusland. Heroverfor stod en alliance mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien, kendt som Centralmagterne, og dermed var brikkerne til den senere verdenskrig fordelt.
Tyskland var kommet sent med i kolonivæddeløbet og rådede kun over enkelte kolonier i Afrika, Sydamerika og Sydhavet. De sidste var ikke videre værdifulde og især ikke Marshalløerne, der består af atoller – meget lave sandøer fremvokset på randen af udslukte vulkaner uden andre naturrigdomme end havets fisk og sejlivede kokospalmer. Berlin ulejligede sig ikke engang med at sende en guvernør dertil, men overlod styret til det hamborgbaserede handelsselskab Jaluit-Gesellschaft, som importerede tørret kokoskød fra dem.
SÅDAN VAR SITUATIONEN, da Mathilde og Charles i 1912 blev sendt til Marshalløerne for at virke som ledende missionærer for det protestantiske missionsselskab i Boston.
Parret havde mødt hinanden tre år tidligere i Chicago, havde giftet sig – hvorved hun blev tysk statsborger – og ansås for perfekte til stillingen, der indebar en del kontakt med de tyske koloniherrer. Disse befandt sig fortrinsvis på atollen Jaluit, hvor hamborgfirmaet havde sit hovedkvarter.
Handelsfolkene og de øvrige tyske udsendinge på de eksotiske øer var fortrinsvis yngre mænd, der som led i karrieren aftjente nogle års ”værnepligt” der. Ofte returnerende med syfilis – en uudryddelig svøbe blandt indbyggerne – samt hang til spiritus. Mange hvide søgte tilflugt i flasken for at klare afsondretheden og det hede og fugtige klima.
Den udvej havde missionærerne ikke. De afsvor enhver brug af tobak, spiritus og andre stimuli. Af de breve og rapporter, Mathilde og Charles sendte til Boston i deres første år på posten, fremgår det, at tilvænningen til det primitive og belastende klima var hård. Tropesygdomme og savnet af vestlige goder og faciliteter tærede på kræfterne. Ikke mindst fordi deres missionsstation lå på Majuro-atollen 140 sømil fra det mere civiliserede Jaluit. Her var der ikke mange hvide.
I lange perioder var Mathilde alene på missionsstationen, når ægtefællen deltog i møder på Jaluit eller inspicerede menigheder på andre atoller. Så tog hun og en enkelt indfødt lærer vare på den missionsskole for unge, de drev, og var eneansvarlig for de sundhedsopgaver, der fulgte med kaldet.
ALT DET FIK IMIDLERTID brat ende, da verdenskrigen brød ud den 1. august 1914, og Japan besatte de tyske sydhavskolonier nord for ækvator. For ægteparret Maas blev besættelsen fatal. Da japanerne fandt ud af, de var tyske statsborgere, stod de til deportation til Tyskland sammen med de øvrige tyskere, men fik lov at blive mod, at de ikke forlod missionsstationen. De var på ubestemt tid overladt til sig selv og uden anden forsyning af fødevarer, end hvad de kunne dyrke på den sparsomme jord og skaffe via øens indfødte. Eneste nyt udefra var de sporadiske rygter, de indfødte hjembragte til missionsstationen fra besøg på hovedøen.
Det sled hårdt på nerver og parrets indbyrdes forhold, og helt galt blev det, da USA i april 1917 gik ind i krigen mod Tyskland. Umiddelbart betød det, at japanerne lempede restriktionerne og tilmed gav Charles lov til igen at besøge menighederne, men skaden var sket.
Kort før jul samme år blev han kortvarigt arresteret for i fuldskab at have ytret sig negativt om den japanske besættelsesmagt, og hjemme igen på missionsstationen blev han afsløret i sex med unge, indfødte piger. Efter i vanære at have afsagt sit kald og overladt ledelsen til en kollega, blev ægteparret – som på det tidspunkt var stærkt nedbrudt og i åben krig mod hinanden – for anden gang dømt til deportation til Tyskland.
MEN HER GREB missionsselskabet i Boston ind på Mathildes vegne. I de sidste uger af krigen blev hun reddet til Japan, hvor selskabet havde en stor afdeling, mens Charles blev deporteret til Tyskland.
Den traumatiserede missionærfrue blev indlagt til behandling for undervægt, blødende mavesår og eftervirkningerne fra en alvorlig skoldningsulykke, som to år før nær havde kostet hende livet. En ulykke, der både på Marshalløerne og i Japan omtaltes som ”mistænkelig”.
Efter udskrivningen tilbragte Mathilde tre år i Japan, fordi hun som tysk statsborger måtte afvente, at USA sluttede fred med Tyskland. Tilbage i USA hjalp missionsselskabet Mathilde til en uddannelse som sygeplejerske, og hun fandt et nyt kald på et stort psykiatrisk hospital i Chicago, hvor hun levede til sin død i 1977. Uden nogensinde at gense hverken ægtemand eller fædreland.
PÅ MARSHALLØERNE FORTSATTE tilværelsen under japansk regime, idet England kort før USA’s indtræden i krigen havde indgået en hemmelig aftale med Japan om, at forbundsfællen måtte beholde alle de besatte sydhavsøer efter krigen. I de følgende år befæstedes de voldsomt og udgjorde en vigtig faktor for, at Japan i 1941 kunne gennemføre angrebet på Pearl Harbor.
Men da var sporene efter det krigsramte missionærægtepar bogstaveligt skyllet i havet. Tre dage før våbenhvilen den 11. november 1918 ramtes Majuro af en apokalyptisk tyfon, og en tyve meter høj flodbølge udslettede Mathilde og Charles’ missionsstation. I eftertidens fortælling om Den Store Krig sank den og de andre tyske sydhavskolonier til bunds i glemslens ocean.
Helle Juhl er journalist og forfatter. I sin bog ”Mathildes krig” har hun rekonstrueret og gendigtet historien om Mathilde Sørensen.