Prøv avisen
Debat

Isolation af mennesker med handicap er et problem. Min søn føler sig svigtet, fordi jeg ikke kan besøge ham

Bente Thrane, pensioneret folkeskolelærer

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er temmelig bekymret over, hvor længe dette varer. Jeg er bange for at min søn går ned psykisk på dette totale forbud mod besøg, skriver Bente Thrane

I Frederiksborg Amts Avis fredag den 27. marts udtaler Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, at man finder det bekymrende, at titusindevis af ældre skal leve i social isolation i længere tid.

SF’s ældreordfører, Kirsten Normann Andersen, er enig i, at isolation af svækkede ældre er et kæmpe problem. Hun siger videre, at det ikke kun er i ældreplejen, at isolation er et problem. Det gælder også bosteder for mennesker med psykiske lidelser.

I Ekstra Bladet forleden kunne man læse om en far til en datter med autisme. Han måtte kun besøge sin datter ved at mødes med hende uden for bofællesskabet på en bænk, da det var forbudt med besøg indenfor.

Jeg er mor til en fysisk handicappet ung mand boende i et bofællesskab og kan tilføje, at det ikke kun er mennesker med psykiske lidelser i bofællesskaber, der er hårdt ramt. Det er alle de fysisk handicappede i høj grad også efter forbud mod pårørende- og forældrebesøg i bosteder og bofællesskaber.

Min søns bofællesskab havde sidste ”besøgsdag” den 12. marts. Fra fredag den 13. marts var besøg forbudt. Det er heller ikke muligt for dem at komme hjem på besøg hos deres forældre, da ingen må komme tilbage til bofællesskabet efterfølgende.

Det er meget hårdt for unge mennesker, som ikke har sprog, er kørestolsbrugere, skal hjælpes med alt – og som er vant til, at forældre er deres ”talerør”, og som efter et langt eller kort liv som hjemmeboende er vant til at mor/far ved, hvordan man har det, og hvad man ønsker. Og som er vant til at mor/far kommer på besøg, eller at man kommer hjem til dem på for eksempel weekend eller ferie.

Det er ganske forståeligt, at man skal tage sine forholdsregler og for alt i verden undgå at få smittet de sårbare unge mennesker, der for manges vedkommende i forvejen døjer med et sart helbred. Det er jeg den første til at påberåbe.

Men når det er sagt, vil jeg gerne påpege, at i et bofællesskab med otte unge mennesker, der passes af to hold personaler med for eksempel fire forskellige mennesker dagligt, er der rimelig stor risiko for at få smitten indendørs. På trods af, at personalet tager alle forholdsregler med hensyn til sprit, vasken hænder med mere. Smittekæden vil være enorm, da alle personaler har familie at komme hjem til. Familien ser andre mennesker, selvom de holder afstand. Desuden bruges i bostederne i denne tid mange vikarer, der foruden egen familie for eksempel også har arbejde på andre institutioner.

Så hvad er bedst? At forældre kommer på besøg hos den enkelte uden omgang med de øvrige beboere eller personale og selvfølgelig tager alle forholdsregler for ikke at bringe smitte – eller at den handicappede unge ikke må få besøg, hvilket giver en stor sorg? Det er et virkelig stort dilemma, som unge handicappede lider under.

Min søn er 47 år, kørestolsbruger, spastisk lammet, har intet sprog, kommunikerer med mimik og skal have hjælp til alt. Han har boet hjemme hos os, sine forældre, hele sit liv, indtil han fik bolig i et bofællesskab for seks år siden. Vi, hans forældre, har passet godt på ham, kørt ham til behandlinger, kontroller, hospitalet hele hans liv, også efter indflytning i bofællesskabet. Vi har besøgt ham ofte, ligesom han har været meget hjemme hos og sammen med os. Han og vi har en stor omgangskreds og mange venner, men kun en lille familie. Alle plejer han at se ret ofte.

I november 2019 døde min søns far, min mand. Det var meget, meget hårdt for min søn. De var tæt knyttede. Stor dyb sorg med vægttab til følge, og han er stadig i dyb sorg. Han kan ikke forstå, at hans far ikke er her mere og ikke kommer på besøg i bofællesskabet. Død er for abstrakt til, at han umiddelbart forstod det. Det er coronavirus også. Meget abstrakt. For hvorfor kommer mor nu heller ikke?

Jeg ved, han føler sig totalt svigtet. Jeg forsøger en gang imellem, når der er tid i bofællesskabet, at tale med ham på Skype, men han ser trist ud – ganske som efter sin fars død.

Jeg er temmelig bekymret over, hvor længe dette varer. Jeg er bange for at min søn går ned psykisk på dette totale forbud mod besøg.

Bente Thrane er pensioneret folkeskolelærer.