Når man vandrer på Via Dolorosa i Jerusalem, kan man ikke lade være med at lægge mærke til, at der i den arabiske bydel gennem tiden er ophængt flere og flere israelske flag. De markerer, at her er der et hus eller en etage, som på mere eller mindre lovlig vis er overtaget af israelske bosættere.
På trappen op til taget på Gravkirken kommer man også forbi det, der i folkemunde kaldes Lille Hebron. Det er en bygning midt i det arabiske kvarter omgivet af pigtråd, vagttårn og overvågningskameraer og med det blå-hvide flag på toppen. Den bebos nu af israelske bosættere. Ofte har man her kunnet se en grafitti med ordene ”Død over araberne”. Og det er ikke en tilfældighed, at der ligger israelsk bosættelse midt i den arabiske bydel. Der føres en politik i Israel, der går ud på at placere flere og flere bosættelser i de arabiske kvarterer, både muslimske og kristne.
Senest er der her i påsketiden kommet endnu en alarmerende melding fra den kristne økumeniske organisation i Palæstina, Kairos Palestine. Den fortæller om tvangsflytninger af palæstinensiske familier. Søndag den 2. maj planlægger Israel at tvangsflytte 15 familier fra deres hjem i det israelskbesatte område i Østjerusalem. Israelske domstole har truffet en afgørelse i en retssag, som er rejst af israelske bosætteres organisationer. Målet er at fjerne de arabiske familier, så ulovlige jødiske bosættelser kan udvides.
De fleste af disse familier – i alt 37 husstande, der omfatter omkring 195 palæstinensere – er flygtninge, som i 1948 blev tvangsflyttet fra deres hjem i det nuværende Israel. De bor nu i Karm al-Ja’ouni-området i Sheikh Jarrah-kvarteret og Batn al-Hawa-kvarteret i Silwan, tæt på Østjerusalem.
I en erklæring fra den 16. februar 2021 sagde den israelske ngo Peace Now, at beslutningen om at tvangsfjerne de nuværende beboere var ”en del af et organiseret skridt med henblik på at fjerne det palæstinensiske samfund fra deres hjem og etablere en bosættelse i Sheikh Jarrah i stedet for”.
Da Israel i 1967 besatte og efterfølgende annekterede Østjerusalem i strid med international lov, vedtog Knesset en lov i 1970, som betød, at israelere kan forfølge krav på jord og ejendom, der angiveligt har været ejet af jøder i Østjerusalem før oprettelsen af staten Israel i 1948. Israelsk lov tillader derimod ikke palæstinensere at fremsætte lignende krav om at få familieejet ejendom i Israel tilbage. I dag findes der en række organisationer, der ved hjælp af finansiering fra grupper i USA fører retssager ved israelske domstole for at fordrive de palæstinensiske beboere.
Desuden har israelske bosætterorganisationer i de seneste årtier med støtte fra de israelske myndigheder overtaget kontrollen over ejendomme i de palæstinensiske kvarterer – både muslimske og kristne – i det østlige Jerusalem og etableret et antal bosættelser dér. En undersøgelse foretaget i 2016 af FN-organisationen OCHA, som er FN’s kontor for koordinering af humanitære anliggender, viste, at der var 180 palæstinensiske husstande i Østjerusalem, der havde modtaget krav om forvisning fra deres boliger. Flertallet af retssagerne var sat i værk af bosætterorganisationer.
En FN-ekspert opfordrede for nylig Israel til at omstøde sine tvangsflytninger for palæstinensiske familier, der bor i det besatte Østjerusalem, og kaldte dem en del af et alarmerende mønster for at ændre byens demografi.
”Disse tvangsflytninger er yderst alarmerende og synes at være en del af et bredere mønster med at tvinge palæstinensiske familier væk fra deres hjem for at bane vejen for flere ulovlige israelske bosættelser,” sagde Michael Lynk, der er FN’s særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i det palæstinensiske område. Den seneste ordre om tvangsfjernelse vil, hvis den effektueres, ifølge Lynk være en overtrædelse af forbuddet mod tvangsoverdragelse af ejendom tilhørende den besatte befolkning i henhold til artikel 49 i den fjerde Genève-konvention.
Det er på den baggrund, at kristne kirkefolk i Kairos Palestine indtrængende anmoder kirker og kristne verden over om at reagere. De forstår ikke den tilbageholdenhed, der er hos mange ledere i den globale kirke, mod at bruge ordene apartheid og etnisk udrensning til at beskrive den israelske stats love og praksis i forhold til dens palæstinensiske borgere og de næsten 5,2 millioner muslimer og kristne på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem. De afviser den tøven, der er ved at fordømme misbrug af zionismen og frygt for anklage for antisemitisme. Mange jøder og jødiske organisationer – både i Israel og rundtom i verden – har afsløret virkeligheden i Israels apartheidregime, skriver de.
Og så slutter de deres opråb: ”Dagligt oplever vi restriktioner, dehumanisering, brutalitet og tab af liv som følge af disse apartheidlove og -politikker. Dagligt lider vi under misbrug af zionismen, der, som den praktiseres i Israel og Palæstina, klart favoriserer et folks, en etnicitets, rettigheder frem for et andet.”
Leif Vestergaard er præst og medlem af foreningen Betlehems Venner.