Unicef: Ja, børn er klimaskræmte - men svaret er samtale, ikke fornægtelse

Klimaforandringer er skræmmende. Men de går ikke væk, fordi vi lader som om, de ikke findes. Tværtimod. Kun når vi taler om dem på den rigtige måde, kan vi gøre os håb om at handle på dem, så de begrænses, skriver Anne-Mette Friis

Anne-Mette Friis er børne- og ungechef i Unicef.
Anne-Mette Friis er børne- og ungechef i Unicef. Foto: UNICEF.

DET ER SIN SAG at redde roserne ud af ruinerne i Jens Morten Hansens debatindlæg ”Elendig klimajournalistik: Børn skræmmes til tårer og mareridt og frygt for Jordens ubeboelighed” her i avisen mandag den 21. januar. Klimaskepsis af den kaliber er et særsyn i en verden, hvor man skal kigge længe efter uafhængig forskning, der afkræfter den globale opvarmning.

Få råd til, hvordan du taler med dit barn om klimaforandringerne her.

Hos Unicef betvivler vi ikke de menneskeskabte klimaforandringer – det er umuligt, når man arbejder i tørkeramte regioner, hvor millioner af mennesker har set deres levegrundlag blive til støv – bogstaveligt talt.

Men kigger man godt efter, har Jens Morten Hansen en fin delpointe – ikke om klima, men om, hvordan vi voksne kommunikerer voldsomme nyheder til børn. For Jens Morten Hansen har ret i, ”at børn skræmmes til tårer og mareridt og frygt for Jordens ubeboelighed”.

Da Unicef for nylig spurgte børn og unge i EU, hvad der bekymrer dem mest, svarede mere end 40 procent klimaforandringer. Og undersøgelsen viste samtidig en stor afmægtighed hos børnene. De fleste vil nok genkende mønstret hos børn, der er for små til at deltage i den slags undersøgelser. Som min kollegas syvårige for nylig bekymret spurgte: ”Far, eksploderer verden, når den bliver for varm? Dør vi så alle sammen?”.

Den slags bekymringer skal vi voksne tage alvorligt.

Børn har ret til at blive informeret om problemstillinger, der er vigtige for dem og deres samfund. Den rettighed er givet dem sort på hvidt i FN’s Børnekonvention. Men de har samtidig ret til at blive informeret i et sprog, der efterlader dem oplyste og handledygtige og ikke skræmte og handlingslammede.

AT LØSE DEN OPGAVE kræver flere medier som Børneavisen, Ultra News og Weekendavisens Fakta-sektion. Det kræver youtubere, som Rasmus Brohave, der taler direkte til børn og unge, og som ikke er bange for at tage hul på alvorlige emner.

Samtidig er der behov for, at forældre lærer at tale med børnene om de skræmmende nyheder. Det er umuligt at holde dem for øjnene. De færdes ofte alene på nettet – også på sider, der ikke er lavet til dem. Og selvom man forsøger at forbyde det, ender de der alligevel – eller hører nyhederne fra deres kammerater, der ofte tilføjer et lille ekstra tvist horror og drama.

Alligevel støder vi ikke sjældent på børn, hvis forældre har forbudt dem at læse om bestemte emner. Sidst jeg gæstede en af landets 35 Unicef Rettighedsskoler, fortalte en pige fra 6. klasse mig, at hendes forældre ikke ville tale med hende om krige og klima.

”Det er ikke noget for børn, siger de bare. Men jeg vil hellere høre det fra en voksen, end finde ud af det, når jeg er helt alene,” sagde hun.

Jeg forstår til fulde forældrenes trang til at beskytte deres børn. Det er faktisk deres fornemste pligt. Men når børnene alligevel støder på de forbudte nyheder og bliver skræmte, undlader de ofte at fortælle deres forældre om det af frygt for at få skældud over at have brudt reglerne.

De ender med at gå med kvalerne alene. Det fører til yderligere bekymringer og hos nogle søvnbesvær, koncentrationsbesvær eller ligefrem angst. At holde børn for øjnene er med andre ord at lade dem ubeskyttede hen.

Forældre bør i stedet øve sig i at tale med deres børn om det, der skræmmer. At tale med dem i børnehøjde med udgangspunkt i barnets viden om emnet og uden at tilføje unødvendige detaljer og fakta.

Klimaforandringer er skræmmende. Men de går ikke væk, fordi vi lader som om, de ikke findes. Tværtimod. Kun når vi taler om dem på den rigtige måde, kan vi gøre os håb om at handle på dem, så de begrænses.

Anne-Mette Friis er børne- og ungechef i Unicef.