På forsiden af Kristeligt Dagblad den 25. september var der en artikel om, at det selvfølgelige samtykke til et samfund med fri abort er på vej lidt ned.
Jeg er hverken højreekstremist, Donald Trump-tilhænger eller religiøs fanatiker. Men jeg er en 35-årig kvinde af tiden. Og jeg tror, uendeligt mange flere mænd og kvinder af tiden deler mine overvejelser, så abortstøtten ikke rykker sig med de marginaler, undersøgelserne citeret i Kristeligt Dagblad viser, men med syvmileskridt væk fra den fri abort. Men som sædvanligt er den frie debat i de pæne medier den sidste platform, der forstår, at verden, som vi hidtil har kendt den, er forsvundet.
Jeg tror, der er en almenmenneskelig erfaring, som er helt overset, når det kommer til abortspørgsmålet, og som giver svar på, hvorfor det rykker på sig, og hvorfor det bliver presserende for mange. Forholdet til fri abort ændrer sig, fordi meget har ændret sig på det videnskabelige felt, siden aborten blev fri.
Dengang betragtede man kun et foster som et ”potentielt” menneske, hvis livsmulighed man gerne måtte afbryde med en abort. Det var næsten på linje med at få fjernet en fodvorte eller en svulst. I dag ved enhver kvinde, der har været gravid, og enhver far, der har gidet at læse ”følg med i dit fosters udvikling uge for uge”, at det simpelthen ikke er rigtigt.
Et foster er faktisk et ”mikromenneske” lige fra begyndelsen. Som det hedder på ugeforuge.dk for uge 3: ”Der arbejdes især på nervesystemet, og vigtige organer som lunger, tarmkanal og hjerte. 40 små sæt muskler og 33 primitive ryghvirvler er ved at blive dannet. I ansigtet bliver panden og noget, der senere bliver til mund, dannet.” I uge 2 fandt selve undfangelsen sted – 30 timer efter denne deler den sammensmeltede æg- og sædcelle sig for første gang i to, så fire og så videre.
Denne deling er den nydannede dna, der måske rummer lige så mange oplysninger om det færdige menneske, som stjernerne i verdensrummet omkring os rummer mysterier, vi ikke forstår. Her 30 timer efter undfangelsen er der dannet en unik dna-struktur, som allerede har ”besluttet”, om barnet får mors fregner og fars næse, morfars røde hår og farmors brystkræft.
I Danmark kan man få abort indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. Prøv at læse med fra ugeforuge.dk:
”Barnet er cirka 4,1 centimeter langt og vejer cirka 15 gram i uge 12. Det vokser nu med et par milimeter om dagen. Ud over at øjnene stadig mangler at komme på plads inde i ansigtet, er ansigtet færdigdannet. I løbet af de næste uger vil de finde deres fremtidige plads. Fingrene ses tydeligt, og der er anlæg til negle. Der bliver mere plads til tarmene i bughulen, og galdeblæren producerer galde. Bugspyt- og skjoldbruskkirtlen er færdige. Selvom kønsorganerne ikke er helt færdige, kan man godt se, om det er en dreng eller pige nu. Hypofysen begynder at producere hormoner. Dit barn, som har fået reflekser, bevæger sig rundt i fostervandet, som nu fylder omkring 50 milliliter (fire-fem spiseskefulde). Barnet kan nu synke noget af denne væske, og nyrerne begynder at producere og afsondre urin.”
Det er altså ikke en ubestemmelig celleklump, man bare kan skrabe ud – og så har det menneske aldrig været til som andet end en eventualitet. Det er biologisk ukorrekt. Der er et lille bitte menneske, der synker med en lille mund, hvis hjerte slår, hvis organer er godt på vej, hvis negle nu gror frem på fingrene.
Dette er det største tabu i Danmark. At det lille konsensusland ”slukker livsmuligheden” for tusindvis af børn hvert eneste år – heraf en ”lille” del handicappede, der aldrig har gjort andet ”forkert” end at være handicappede. Her er det ikke kun forældrene, der tager en beslutning om at ”afbryde svangerskabet”. Her opfordrer staten til det via det offentlige sygehusvæsen.
Men der er også frygtlig mange penge at spare, hvis de handicappede ligger på kirkegårdene som sene aborter i stedet for at fylde på institutioner, i sygehusvæsenet og i skolesystemet. Den sidste scanning så sent som uge 21. ”Du er nu 47,5 procent henne i din graviditet.” Står der på ugeforuge.dk: ”Fosteret: I udstrakt længde vil det måle cirka 22-24 centimeter i uge 20. Nervecellerne forøges stadig, men knapt så hurtigt som hidtil. Nu forfines sanserne – lugte-, høre-, føle-, syns- og smagssansen.” Det virker måske smagløst at påpege, at ”sene aborter” i virkeligheden er små handicappede mennesker, der kan lugte, høre, føle, og hvis evne til at se og smage nu ”forfines”. Jeg skriver det ikke for at være ondskabsfuld. Jeg skriver det, fordi vi bliver nødt til at tale om det her.
Jeg håber, at de debattører, der ellers med deres skarpe penne lader os høre deres mening om alt mellem himmel og jord, snart kommer ud af busken, så vi kan få en abortdebat i Danmark, der tør tage livtag med sandheden og ikke fremmedgør erfaringerne ud fra teorier om højreekstremisme, amerikanisering og religiøs fanatisme. Men alt for ikke at indse, at her er menneskeliv på spil?
Laura Håkansson er sognepræst i Stokkemarke Sogn.