JEG HAR FORSØGT at læse gennem Iben Krogsdals harmdirrende vrede i hendes kommentar i avisen i onsdags til min kronik for at finde frem til, hvor hun forholder sig til noget, jeg rent faktisk har skrevet.
Jeg fandt et sted, hvor hun giver udtryk for, hvad der ifølge hende er et menneskes dybeste længsel, nemlig ”at blive set, set rigtigt, dybt, gennemskuende og frem for alt vedvarende, af et blik, der hverken er de andres, den virtuelle virkeligheds eller vores eget i spejlet”.
I min kronik skrev jeg, at når jeg hører radiogudstjenester og læser prædikener i bøger og på nettet, så er hovedtendensen, hvad gudsbilledet angår, at ”Gud forkyndes at være din egen helt private kærlige far eller anerkendende terapeut. Gud bliver i tidens psykologiserende forkyndelse tillagt mange af de menneskelige begreber, som vi i tiden tillægger stor betydning, for eksempel at han ser dig, følger dig, er med dig”.
Iben Krogsdal bekræfter dette: Mennesket længes efter at blive set, og Gud er den, der ser dig helt anderledes end alle andre. Andre kommer måske frem til, at vi længes efter at blive hørt, forstået eller elsket – og Gud bliver så den, der hører, forstår eller elsker os helt anderledes end alle andre.
Det lyder smukt, men er det kristendom? Er det dét, som frelsesbegivenheden i Kristus, for nu at bruge et gammeldogmatisk udtryk, handler om?
JEG TROR OG HÅBER, at det handler om noget andet og meget større. Holder vi os blot til de billeder og den terminologi, som dåbsteologien og mange dåbssalmer tilbyder, så er der tale om en forvandling af os: Vi bliver født på ny til liv i Kristus, vi får syndernes forladelse, får del i Kristi liv, død og opstandelse, modtager Helligånden, indpodes på Kristi legeme, vi tegnes med korset, så ingen djævel kan os skade, vi indgår i Guds nådepagt. Alt sammen billeder på og udtryk for den nye virkelighed, vi får del i, nemlig Guds rige.
Med denne forvandling er der måske snarere tale om, at det er os, der i troen skænkes nye øjne, så vi ser Guds rige og hans herlighed og tør forlade os på, at dette også er sket for og med mig i dåben, end det handler om, at Gud ser mig.
JEG MENER, at alle ovenstående billeder og udtryk meget fint kan samles i begrebet ”frelse”. Og derfor mener jeg, sikkert på gammelluthersk vis, at kristendommens kerne handler om frelse, og at frelsen sker ved og i Jesus Kristus.
Ifølge Iben Krogsdal er dette et både provokerende og kontroversielt synspunkt, som retfærdiggør, at man kan beskyldes for en lang række vederstyggeligheder, herunder gerningsretfærdighed, nyliberalisme og gudløshed.
Det må jeg forsøge at leve med. Dog synes jeg, at der stadig står en række ubesvarede spørgsmål tilbage, hvis kristendommens kerne er, at Gud ser dig.
Hvad er da dåben? Et sakramente, og hvis ja: hvorfor og hvordan? Er dåben en bekræftelse på, at du er set? Og hvis ja, hvad er så konfirmationen: en bekræftelse af en bekræftelse?
Ingen kan udtale sig om andres frelse, heller ikke om alles frelse. Men vi kan tro, tvivle eller fortvivle om vores egen.
Når jeg selv bliver i tvivl, holder jeg mig til visheden om min egen dåb. For her tror jeg, at ovenstående – sammenfattet i det ene ord ”frelse” – skete for mig.
Og når jeg rammes af fortvivlelse, så beder jeg om, ikke at Gud vil se mig, men at han vil give mig den tro, der skal til, for at jeg kan se, at også jeg lever i Guds rige.
Det lyder sikkert både gammeldags og gammelluthersk. Men det lever jeg fint med.
Maria Louise Odgaard Møller er sognepræst og ph.d.