Tidligere medlem af Det Etiske Råd: Ja til organdonation. Nej til indførelse af formodet samtykke

For mig at se er det etisk problematisk at sidestille aktivt tilvalg og aktivt fravalg

Christian Borrisholdt Steen skriver, at når et menneske er afgået ved døden, kan vi ikke længere spørge om vedkommendes holdning til at give sine organer videre, så derfor er der ingen vej uden om, at der nødvendigvis skal være et samtykke fra personen.
Christian Borrisholdt Steen skriver, at når et menneske er afgået ved døden, kan vi ikke længere spørge om vedkommendes holdning til at give sine organer videre, så derfor er der ingen vej uden om, at der nødvendigvis skal være et samtykke fra personen. Foto: Kelly Sikkema/Unsplash

Foreningen Organdonation – ja tak! arbejder for, at vi danskere automatisk bliver organdonorer, når man fylder 18 år.

Jeg er enig i målet, at flere tager stilling og bliver organdonorer og dermed får mulighed for at give livet videre. Det er en smuk tanke. Men jeg er uenig i foreningens ønske om at ændre det nuværende informerede samtykke til en slags formodet samtykke.

For mig er bevarelsen af det informerede samtykke en forudsætning for at undgå en tingsliggørelse af det enkelte menneske og for at respektere det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse.

Forleden dag skrev en kvinde på partiet Venstres Facebook-side under overskriften ”Automatisk organdonation”:

”Burde Venstre ikke plukke denne lavthængende frugt? Kom i gang med lovforslag inden de andre, den er jo lige til højrebenet.”

Jeg har læst mange lignende kommentarer de senere år, og mange giver også udtryk for, at det i princippet kan være lige meget, om man automatisk tilmeldes donorregistret, for man kan jo bare melde sig fra igen.

For mig at se er det dog etisk problematisk at sidestille aktivt tilvalg og aktivt fravalg.

Når et menneske er afgået ved døden, kan vi jo ikke længere spørge om vedkommendes holdning, så derfor er der for mig at se ingen vej uden om, at der nødvendigvis skal foreligge et samtykke fra personen.

Det må aldrig baseres på en formodning, da den pågældende jo rent faktisk i nogle tilfælde blot kan have glemt at melde sig fra.

For mig er det informerede samtykke – det aktive tilvalg – hvor vi på et oplyst grundlag får mulighed for at sige ja eller nej til medicinske indgreb i vores krop, helt fundamentalt for tilliden mellem sundhedsvæsenet og den enkelte borger.

Jeg ønsker ikke, at kroppen skal tingsliggøres og på denne måde i udgangspunktet gøres til statens ejendom. I den sammenhæng er det for mig vigtigt at slå fast, at modstanden mod tingsliggørelsen af menneskekroppen ikke alene relaterer sig til de levende, men også de døde.

Selvom det afdøde legeme på den ene side er et anskueligt objekt på linje med alle andre objekter – en ting, som man må forholde sig praktisk til – så er det på den anden side også et betydningsladet symbol på det levende menneske, der engang var, og – mere generelt – et symbol på mennesket og dets betydning.

Derfor vil en tingsliggørelse af afdøde også uvægerligt få betydning for det generelle syn på mennesket i levende live.

Derfor bør vi efter min bedste overbevisning fastholde det informerede samtykke og bevare respekten for det enkelte menneskes selvbestemmelsesret – også når det drejer sig om, hvad der skal ske med den enkeltes krop, når han eller hun ikke er her længere.

Et medicinsk indgreb, som en organdonation må siges at være, bør altid være i personens egen interesse og i overensstemmelse med hans eller hendes værdier.

Dette sikrer vi for mig at se bedst ved, at personen selv tager stilling til indgrebet på et oplyst grundlag. Derfor er jeg tilhænger af, at der fortsat skal foreligge et udtrykkeligt samtykke fra den afdøde eller fra dennes pårørende, hvis en organdonation skal kunne gennemføres.

Men som jeg indledte med at skrive i dette debatindlæg, er jeg enig med foreningen Organdonation – ja tak! i målet, at flere bør tage stilling, og flere bør være organdonorer.

Men der findes et alternativ til både det formodede samtykke og de evindelige oplysningskampagner, som ikke i tilstrækkelig grad har fået flere til at tage stilling.

Det handler om, at alle skal spørges, når de fylder 18 år. Det kan i princippet være via en pop op-besked i e-Boks, på sundhed.dk eller lignende, og hvis man ikke svarer, så skal man spørges igen. Det kunne for eksempel være én gang om året.

Christian Borrisholt Steen er kandidat til regionsrådsvalget for Venstre og tidligere medlem af Det Etiske Råd.