TIL MIN OVERRASKELSE har Maria Louise Odgaard Møller læst min kommentar til hendes kronik den 11. juni som vred, og jeg beklager meget, at den kunne læses sådan. Jeg har kun respekt for Odgaard Møller og fandt netop hendes indlæg interessant. Min hensigt var derfor at gå seriøst ind i kronikkens teologiske tankegange og dens påstande om folketroen og argumentere – det er rigtigt – temmelig indgående imod dem.
Jeg vil gerne understrege, at jeg er fuldstændig enig med Odgaard Møller i, at kirken i dag står i en forkyndelseskrise. Men mit anliggende er at påpege, at krisen er langt mere fundamental end den krise, Odgaard Møller taler om. I Odgaard Møllers indlæg handler krisen om, at mennesker i dag ikke tror på Kristus som frelser i en ”gammeldogmatisk” forstand. For mig at se handler forkyndelseskrisen først og fremmest om, at mennesker til enhver tid, på nye måder, har svært ved at opleve Gud som frelser. Med andre ord: Kristendommen befinder sig altid midt i en forkyndelseskrise. Derfor må den også altid være i teologisk bevægelse. Ikke i bevægelse væk fra Gud, men i bevægelse sammen med Gud i retning af sin tids fortabte eller fortabelsestruede mennesker.
Hvis forkyndelseskrisen ikke bare er en overgangskrise, men en permanent del af kristendommens udfoldelse i verden, er det altafgørende, at teologien involverer sig dybt og selvfølgelig også kritisk i sin egen tids mennesker. Ikke fordi de er særligt gudløse eller ikke-troende, men fordi mennesker hele tiden bliver gudløse eller ikke-troende på nye indlysende eller camouflerede måder. Derfor kan man heller ikke i teologien blot vende tilbage til en særlig tidligere tids forkyndelse, hvor alt var godt. Der findes ikke noget tidspunkt i kristendommens historie, hvor krisen var afblæst, og hvor forkyndelsen var ren og pur og gik lige ind hos alle mennesker.
Netop derfor ligger det mig på sinde at problematisere ønsket om at fastholde en sådan god, gammeldogmatisk lære, der skulle kunne overvinde tidens forbigående forkyndelseskrise og gøre kristendommen mere alvorlig for mennesker igen. Jeg tror ikke på, at en tilbagevenden til en færdig formel for frelse og fortabelse fra en bestemt periode i teologihistorien vil bringe mere frelse ind i verden. Og jeg mener heller ikke, det er rigtigt, at menneskers gudsforhold er så ualvorligt og frelsesløst, som Odgaard beskriver det.
Der er meget, mennesker i dag ikke forstår – og misforstår, men der er også gode ting for teologien at knytte an ved: Der er dybe doms- og frelseslængsler, en åben spørgen, ensomheds- og samhørighedserfaringer, stille livskampe og voldsomme afmagts- og syndserkendelser, der kendetegner netop vores tid, og som teologien må lade sig anfægte og udfordre af. Og forhåbentlig er der også stadig en Helligånd, der både kan bevæge mennesker og bevæge teologien og give os fornyede kræfter og fornyet sprog.
At vi har brug for frelse, er Odgaard Møller og jeg ikke uenige om. Men kun at forkynde frelse (for nogle), som om vi levede på for eksempel Luthers tid, er i mine øjne ikke en farbar vej frem. Vi risikerer både at underkende Gud og mennesker på én og samme gang: Gud, fordi han bliver for lille, færdigforstået og fattelig. Mennesker, fordi det, vi kæmper med på både gamle og nye måder, ikke bliver taget alvorligt nok.
Iben Krogsdal er ph.d., forfatter og salmedigter.